Vaniljeprikket hyldeblomstsaft

Moder. Kvinde. Menneske.

Af og til får man mulighed for at gøre noget ekstra. At møde nogen, man ellers sjældent møder. At blive bekræftet i, at i det direkte møde med hinanden er vi mennesker først som sidst. Kvinder. Mødre. På tværs af landegrænser, nationaliteter, religioner og hudfarver. Sådan en mulighed havde jeg i denne uge. Egentlig havde jeg lyst til at sætte mig ved tasterne samme aften, men oplevelsen fortjente tid til at bundfælde sig og mine tanker skulle også lægge sig til rette.

I sidste uge kørte min chef og jeg en fuldt pakket kassevogn til Asylcenter Avnstrup, lidt syd for Roskilde. Vognen var lastet med alt det fine tøj og udstyr, som Struts kunder og leverandører er kommet med til os siden Mors Dag. Da vi ankom blev vi mødt af et par af lejrens sundhedsplejersker og en flok kvinder med babyer fra 10 dage til 8 måneder.

Alle var lidt afventende først – ingen af os vidste helt, hvad vi skulle gøre og sige, men langsomt blev stemningen vendt. Vi fik lov at nusse babyer og med tegn og fagter og mere eller mindre gebrokkent engelsk snakkede vi os frem til hvor gamle babyerne var – deres navne, køn, om de var lette eller urolige. Om amning, mælk der ‘svømmede over’ og sjove babylyde. Vi delte ud af de medbragte sutter, ammebh’er, ammetøj og babytøj. Højstole, legetøj, barnevogne.

I løbet af de par timer, vi var på besøg, fik vi lov at kigge lidt ind i en anden verden. En verden af kvinder, mænd, børn og babyer, der er flygtet fra alt de kender og holder af for at nå i sikkerhed i det ukendte. En ny virkelighed, hvor de eksisterer på andres barmhjertighed og i et system af både hjælp og kontrol.

At blive mor – særligt for første gang – er i sig selv en kæmpe, altfavnende omvæltning i livet. Det kan være vanskeligt at navigere i alt det nye. Det var det for mig. Alle følelserne, al praktikken. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan man overkommer det og samtidig er på flugt eller opholder sig på et asylcenter. Uden vished om fremtiden. Uden muligheder for at bygge en permanent rede. Uden at kunne glæde sig ubetinget, bekymringsløst, fuldt og helt til det kommende barn eller rette al sin energi og kærlighed mod dets udvikling.

Kvinderne, vi mødte, gjorde netop dette. De elskede, nussede, beskyttede og varetog deres babyers og børns behov midt i en virkelighed, der er langt fra det, vi kender. De gjorde nøjagtig som mødre overalt i verden gør. Satte deres børn først. En havde brugt en ikke ubetydelig del af sit lillebitte budget på en sut til sin urolige, lille dreng. Vi var alle mødre i det lokale. Mødre, som glæder sig med hinanden, når vores børn er sunde og trives. Kurrer over små reflekssmil og bitte hænder og fødder, smilehuller i runde kinder og bløde lår. Smiler sammen af babyers små lyde. Ler sammen over barnets overstadige begejstring over verden. Deler erfaringer og hjælper med råd og ammeindlæg, når mælken løber over.

 photo IMG_0509_zpsrneqnz3h.jpg

Jeg fik lov at tage billeder af alle disse kvinders smukke babyer. De bedste er bestilt til fremkaldelse og bliver sendt til asylcentret. Men det, jeg ikke tog billeder af og det, som for alvor har ætset sig fast i mig i en sådan grad, at jeg hver dag siden har stoppet op et øjeblik og ladet mig fylde af taknemmelighed over mit eget held ved at leve i denne del af verden. Det er det menneskelige aspekt. Så lad mig slutte, som jeg startede.

Uanset hvem vi er, hvad vi tror på og hvor vi kommer fra, er vi mennesker. Kvinder. Mødre. Lad os aldrig glemme det.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vaniljeprikket hyldeblomstsaft