Empatiske børn og dumme dage

Logistiske udfordringer

Logistik. Børnefamiliers hade-disciplin. Det nødvendige onde – planlægningen af hentning, bringning, indkøb, madlavning og hvem, der i øvrigt gør hvad af alt det andet, som kræves for at familieenheden hænger ordentligt sammen.

Barslen er et helle. Et pusterum, hvor der altid er en voksen, der ikke har andre forpligtelser end de hjemlige. Ingen deadlines, klokkestrenge eller møder. En mulighed for at lade alting flyde lidt. Vi når det nok alligevel. For slet ikke at tale om de tilfælde, hvor selv den bedste planlægning bliver sat skakmat. Hvor vi kigger tavst på hinanden og bliver enige om, hvis arbejde og dagsprogram er henholdsvis mest og mindst vigtig, og hvem der melder ‘barn syg’. Hvilket jeg i øvrigt hader. Ikke at have syge børn som sådan (selvom det naturligvis aldrig er et ønskescenarie) men at der altid ligger en snert af dårlig samvittighed i at ringe ind med den besked. Også selvom det er det eneste rigtige valg.

Hverken Jonas eller jeg har barsel længere. Den er brugt helt og aldeles op. Faktisk ophørte vi med at have barselsstatus her på matriklen med indgangen til juni. Så officielt er vi nu en familie med to udearbejdende forældre, et børnehavebarn og en baby uden et pasningstilbud.

Heldigvis for os er juni eksamensperiode på landets gymnasier, og derfor har Jonas kunne være hjemme med Lillesøster i vid udstrækning. Bevares, han har fået tilsendt en ordentlig bunke eksamensstile, som han har brugt Lillesøsters middagslure og alle sine aftener frem til midnat på at rette over de sidste uger. Der har også været nogle møder, han har deltaget i – med Lillesøster som sidekick.

De næste par uger bliver vores liv forvandlet til et nøje tilrettelagt puslespil – en balanceakt, om man vil, hvor vi er nødt til at holde et skarpt blik på den synkroniserede kalender for at få enderne til at mødes. I morgen skal Lillesøster med mig på arbejde. Hun plejer at være både sød og tålmodig, så vi satser på, at det går en time eller to. Resten må jeg indhente, når pigerne sover.

Jeg har heldigvis en god portion feriedage at tage af og ikke mindst en arbejdsplads og kollegaer, der er indforstået med, at jeg er sporadisk til stede de kommende uger.

Det er ikke holdbart i længden. Det ved vi godt. Vi krydser fingre for snarligt godt nyt om en plads til Lillesøster, men vi bliver også nødt til at have en back-up plan på den anden side af sommerferien. Der går hverdagen for alvor igang igen for os begge, når det nye skoleår starter. Nok er Lillesøster sød, og nok har vi begge cool arbejdsgivere, men der er grænser, og jeg tror ikke, nogen af os bliver populære ved konsekvent at holde ‘tag baby med på arbejde’-dag.

lillesøster

^^Den sødeste baby, jeg kender. I yndlings-outfittet pt. De gode strømpebukser fra GoBabyGo (som er en gave, men vi har både fået og investeret i flere par. De sidder SÅ godt om både fødder, lår og tykke maver), et arvet par af Beans leo-bloomers (H&M, 2012) og en merinouldbody fra Roots&Wings (som også er en gave, men også her har vi selv investeret i flere til klædeskabet). Den er så tynd, blød og lækker i kvaliteten, at det ikke bliver for hedt her i juni. Og så har den i øvrigt UV30-beskyttelse i fibrene. Helt naturligt. Mere om det en anden gang.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

4 kommentarer

  • Kathrine

    Åh det lyder pres. Jeg er så glad for at du skriver at barslen er et “Helle”. Det er det nemlig! Jeg nød slet ikke min første barsel, havde alt for travlt med at være ked af ikke at kunne bidrage med noget spændende samtale emne rundt om aftensmadsbordet og generelt troede jeg Bare at den nye hverdag, var “the new normal”. Jeg holdte kort barsel og Gud hvor har jeg fortrudt det siden. Den dag det gik op for mig, at barsel er en stor bobbel – en bobbel som intet har med hverdagen at gør.
    Denne barsel knus elsker jeg og nyder, præcis som du skriver, at jeg kan gøre som der lige passer, ikke skal nå noget og ikke skal igennem, hvad der føles Som En lang hente-aflevere-handle-lavemad forhindringsløb HVER dag.
    Jeg elsker min bobbel.

    I lyder mega planlægningsseje overskudsagtige på den front. I skal nok klare jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Du er sød – vi har heldigvis begge jobs med en ret stor tolerancetærskel over for småbørnsforældre. Ellers havde det været op ad bakke.

      Og ja. Det er virkelig en boble. Jeg har elsket, elsket, elsket mine barsler. Denne endnu mere end første; måske fordi jeg bedre vidste på forhånd hvilket privilegium det er.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Så sød❤️ hvordan kan det være, I ikke har fået pasning? Og hvad gør man, hvis der intet lommer? Håber det er okay, jeg spørger. Vi skal bare selv snart bruge en plads, men intet nyt endnu..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det må du absolut – Københavns Kommune har vist i princippet pladsgaranti. Men i realiteten betyder det at vi (på Østerbro) kan få en plads i yderkanten af Vesterbro, Sydhavnen eller Amager. Det er ikke praktisk muligt at bruge over en times transport hver vej hver dag, så garantien giver jeg ikke meget for.

      Vi har kun skrevet Lillesøster op til et sted. Der, hvor Bean gik, og det er dér vi vil have hende ind. Med Bean havde vi en kort overgang en privat dagplejer – her i kommunen er der en officielt, virtuel opslagstavle til den slags. Tanken om privat passer har bestemt også været inde over denne gang indtil den rigtige plads kommer.

      Min erfaring er, at det kan betale sig at høre hos institutionen om de kender til kommende, ledige pladser – og så kontakte pladsanvisningen på en venlig måde. God vind til jer!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Empatiske børn og dumme dage