En lettere udbrændt type

En kort status herfra. Jeg er flad. Flad som i ‘jeg tager lige en lille tudetur ved siden af Beans nysamlede højseng’. Lillesøsters søvn(u)vaner trækker på vekslerne og vores logistisk, finmaskede net af børnefamilie-planlægning gør at jeg konstant er bagud.

Bagud på job. Bagud med blog. Bagud i min mailboks på en sådan måde at jeg mest af alt har lyst til at sætte hænderne for øjnene hver gang jeg kommer i nærheden af den. Der er så mange mennesker, der mangler svar fra mig på alt muligt og jeg kan bare slet ikke overskue det. Bagud på søvn. Bagud på overskud.

Jeg kan lugte ferien forude. 3 ugers familietid. Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal nå at få styr på arbejdslivet og planlagt mine tre ugers fravær inden da. Hvornår jeg skal komme til bunds i bunkerne af opgaver her, der og i alle hjørner og kroge.

Om aftenen, når pigerne endelig sover, er jeg for træt til at skrive. For træt til at strikke. For træt til at være en god og nærværende kæreste. Det eneste, jeg kan overskue er at lægge mig i sofaen med en eller anden form for snack og gense Orange County. Det er hverken produktivt eller effektivt på nogen planer.

Jeg ved, at det bliver bedre igen. At jeg får sat mig ned og får styr på rodet og dermed større overskud og overblik. Det er en af de perioder, der bare skal overstås, hvilket egentlig er noget møg, fordi det rimer dårligt med nærværet og tilstedeværelsen i nuet, som jeg ellers har øvet mig på i det sidste år.

I mellemtiden vil jeg forsøge at tage bunkerne. En af gangen. Jeg håber, I bærer over med mig indtil jeg kommer op til overfladen igen, for der er masser af indlæg i fingre og hoved. De skal bare lige nedfældes.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram