Babyen er et røvhul. Send mere kaffe.

En lettere udbrændt type

En kort status herfra. Jeg er flad. Flad som i ‘jeg tager lige en lille tudetur ved siden af Beans nysamlede højseng’. Lillesøsters søvn(u)vaner trækker på vekslerne og vores logistisk, finmaskede net af børnefamilie-planlægning gør at jeg konstant er bagud.

Bagud på job. Bagud med blog. Bagud i min mailboks på en sådan måde at jeg mest af alt har lyst til at sætte hænderne for øjnene hver gang jeg kommer i nærheden af den. Der er så mange mennesker, der mangler svar fra mig på alt muligt og jeg kan bare slet ikke overskue det. Bagud på søvn. Bagud på overskud.

Jeg kan lugte ferien forude. 3 ugers familietid. Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal nå at få styr på arbejdslivet og planlagt mine tre ugers fravær inden da. Hvornår jeg skal komme til bunds i bunkerne af opgaver her, der og i alle hjørner og kroge.

Om aftenen, når pigerne endelig sover, er jeg for træt til at skrive. For træt til at strikke. For træt til at være en god og nærværende kæreste. Det eneste, jeg kan overskue er at lægge mig i sofaen med en eller anden form for snack og gense Orange County. Det er hverken produktivt eller effektivt på nogen planer.

underskud

Jeg ved, at det bliver bedre igen. At jeg får sat mig ned og får styr på rodet og dermed større overskud og overblik. Det er en af de perioder, der bare skal overstås, hvilket egentlig er noget møg, fordi det rimer dårligt med nærværet og tilstedeværelsen i nuet, som jeg ellers har øvet mig på i det sidste år.

I mellemtiden vil jeg forsøge at tage bunkerne. En af gangen. Jeg håber, I bærer over med mig indtil jeg kommer op til overfladen igen, for der er masser af indlæg i fingre og hoved. De skal bare lige nedfældes.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

4 kommentarer

  • Åh hvor jeg føler med dig. Keg kender så godt de perioder hvor det føles som om, man står i kviksand og kun hænger i med neglene. Det er så lidt en rar måde at leve på. Heldigvis er det kun perioder – this too will pass. Jeg holder fødselsdag i aften – så kom forbi til drinks (flertal…)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Hvor er den en sød tanke – mange tak for invitationen. Jeg tror dog jeg bliver hjemme og tanker op på lidt kærestetid og går tidligt i seng.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg synes nu at du virker ret overskudsagtig – du må ikke være for hård ved dig selv 😘 Og jeg tror sgu også at jeg vil gense orange county!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Du er sød. Men jeg kan virkelig mærke, jeg lige skal huske at trække vejret helt ned i maven lidt for ofte. Jeg kan kun anbefale OC – perfekt underholdning når man er flad i hovedet og skønt gensyn med teen-drama-issues. Det er jeg virkelig glad for, at jeg er ovre. Jeg kan dog stadig ikke finde ud af om jeg synes at Seth eller Ryan er pænest.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Babyen er et røvhul. Send mere kaffe.