Når grænsen er nået

Jeg er i virkeligheden ikke et specielt rummeligt menneske. There. I said it. Det er jeg ikke. Jeg er for eksempel SLET ikke rummelig over for forældre, der ikke lader deres børn vaccinere. Eller mennesker, der stemmer på Dansk Folkeparti. Sådan er det.

Over for mine børn (og nære relationer) er jeg mere rummelig. Accepterer fejltagelser, transgressioner – det menneskelige aspekt. Jeg rummer eksempelvis, at Bean bliver hysterisk rasende. At hun råber og skriger. Til en vis grænse. For ligesom jeg er overbevist om, at det er vigtigt at hun får lov at føle og reagere på sine følelser og at hun ved, at hun er elsket uanset hvad hun siger og gør; ligeså vigtigt er det, at hun også lærer at ubetinget kærlighed ikke er lig med vidtåbne grænser og carte blanche for dårlig opførsel.

Jeg er mor, men jeg er også menneske. Og som menneske har jeg grænser, der skal respekteres. Forleden fandt Bean og jeg ud af, hvad der sker, når man kommer til en af de grænser.

Ved afhentning i børnehaven gik Bean helt i sort. Hun skreg og hylede og hun ville absolut ikke med ‘HJEEEEEEEEM’. Hun gemte sig, løb væk og var slet ikke til at tale til fornuft. Hun sad simpelthen fast i skrigeriet, så til sidst fortalte jeg hende, at nu skulle vi afsted, så jeg ville bære hende ned. Det fik hende ikke til at stoppe eller være stille, men det betød at vi kom ned i garderoben og jeg fik tøj og sko på hende. Ude ved cyklen blev hun ved med at skrige ad mig indtil jeg til sidst simpelthen fik nok. STOP, blev der sagt. Med alvor i stemmen og en volumen et stykke over almindelig tale. Jeg vil IKKE finde mig i det. Jeg vil IKKE have, at du råber sådan af mig. Vi cyklede hjem i stilhed. Hun på cykelstolen med min tavse ryg foran sig. Jeg havde brug for tavsheden og for en tænkepause til at komme videre fra konflikten på en god måde. Hjemme løftede jeg hende ned, låste cyklen og gik hen mod hoveddøren. Hun fulgte tavs med. Op ad trapperne på samme måde.

Da vi var kommet hjem, satte jeg mig på hug foran hende og sagde noget i retning af dette: “Jeg bliver rigtig vred og rigtig ked af det, når du råber sådan af mig. Jeg glæder mig altid til at hente dig, men jeg bliver ked af det, når du råber af mig. Derfor har jeg lige brug for at være ked af det og vred et øjeblik uden at tale med dig. Så kan vi snakke sammen om lidt.”

Bean tog sine sko og jakke af i stilhed og gik ind på sit værelse og lukkede døren. Jeg gik ind i stuen til Jonas og Lillesøster, og ammede hende.

10 minutter efter kom hun ud igen. Med en smykkeæske fyldt med sine fineste perler til mig. En forsonende gestus og en undskyldning i børnehøjde. Som naturligvis blev accepteret.

^^Min stærke, lille, store pige. Med det store temperament og de store følelser. Og fødselsdagsnegle 🙂

Hvad med jer? Hvordan italesætter I grænser for jeres børn? Og hvordan håndterer I konflikter, der rammer jeres grænser for, hvad der er ok?

Det var i øvrigt denne artikel, der fik mig til at huske på episoden.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram