Den sejeste far, jeg kender

(Altså. Udover min egen, ikke?)

I torsdags holdt Jonas ikke bare skansen hjemme med en baby, et overspændt barn og 20 børnehavebørn (plus pædagoger), der skulle lege, danse stopdans og affodres. Han ryddede også ragnarok op igen efter de var gået og babyen puttet; handlede med to børn på slæb og havde aftensmaden i ovnen, da jeg kom hjem lidt i spisetid.

Han var med til at putte og var helt fladmast efter en dag med fuld knald på, men sendte alligevel glad mig ud af døren igen, da pigerne sov, så jeg kunne drikke en drink i byen for at fejre min bedste venindes nye job.

Dét, synes jeg, oprigtig talt er sexet. At have en ligeværdig partner på hjemmefronten, der i lige høj grad og som noget helt selvfølgeligt deler ansvar, pligter og fornøjelser midt over.

Ham har jeg kendt i 7 år i dag. Flyttet sammen med, flyttet med, købt bolig med, sat tapet op, samlet IKEA-møbler og malet med. Rejst og spist med. Fået to børn med. Delt søvnunderskud, glæder og sorger med. Jeg ville ikke have det på nogen anden måde. Han gør mig til en bedre version af mig selv.

Han er en fantastisk far. Pigerne lyser op af glæde, når de ser ham. Han er et helt igennem godt menneske. Fejlfri? Absolut ikke. Hvem er det? Det er ligemeget. Han har integritet, han er ærlig og han er vores. Vi elsker ham.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram