Savn

Den sejeste 4-årige, jeg kender

mfr vaccine

Da Bean vågnede i morges, var det første hun sagde, at hun “fuldstændig glædede sig til at komme til lægen”

I går aftes læste vi om, da Totte skulle vaccineres, måles, vejes og hoppe hos lægen, og hele dagen har hun set frem til at vise vores søde læge, hvor højt hun kan springe i vejret.

Hun blev målt (108 cm – 8 cm siden sidste år!), vejet (16,8 kg) og fik undersøgt syn og lyttet på hjerte. Både lægen og hun selv havde stetoskopet i ørene og hun stod helt koncentreret og hørte sit eget hjertes rytme.

Så skulle hun stikkes. Hun valgte selv arm, valgte selv, at hun gerne ville kigge med og undersøgte den lille ‘perleplade’ som lægen placerede på hendes arm inden nålen. Smart med en masse små prik på huden, så man ikke registrerer at der stikkes. Selve nålen kiggede hun interesseret på, mens MFR-vaccinen tydeligvis gjorde ondt. Hun stivnede i kroppen (men rørte sig ikke ud af stedet) og vendte hovedet mod mig. Fik øjenkontakt og gjorde store, lidt forskrækkede øjne. Ikke en lyd kom over læberne. Ikke en bæven, ikke et klynk. Ingen tårer. Ingen gråd. Ingen problemer.

Hun fik en dinosaurus i plast med hjem og den aftalte milkshake hos Joe & the Juice. Og har endnu en gang haft en positiv oplevelse hos lægen. Hvor er jeg glad for, at vi skiftede i sin tid. Til et sted med empati, tid og indlevelse.

Hun er så hard core, min lille, store pige. Mor er stolt.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Savn