Tænder, tantrums og (alt for) tidlige morgener

Bean fik sin første tand efter sin 1-års fødselsdag. Lillesøster er ved at overhale hende indenom med flere hestelængder, for der lader til at være hele 3 (måske 4) små bisser på vej. Så der er ikke noget at sige til, at søvnen og humøret halter lidt i denne uge.

Det er bare benhårdt, når man (læs: jeg) ikke får mere end 30 minutters pauser ad gangen og derudover skal underholde, bære og nusse non-stop i tiden imellem de korte lure. Særligt når jeg er græsenke, som det er tilfældet frem til i morgen eftermiddag. Lillesøster når aldrig at blive rigtig udhvilet og det er som bekendt ikke voldsomt befordrende for en babys overskud. Det er heller ikke befordrende for hendes mors overskud, at Lillesøster vågner og selv tror, hun er frisk til at starte dagen kl. 5 og 5.30 i øjeblikket. Øj, det trækker tænder ud, og det er virkelig ikke en vane, jeg sætter pris på. Vi har en regel om, at dagen ikke starter før kl. 6 som det allertidligste, men den har Lillesøster tydeligvis ikke læst i familiemanualen. For ikke at vække Bean med en storsnakkende baby, går jeg som regel ind i sofaen med E og min lune dyne og så ligger vi der, indtil hun begynder at blive træt igen efter en god halv time… Når hun endelig efter endnu en halv time er faldet i søvn og jeg kan ninja-liste mig tilbage i soveværelset, så plejer Bean at være ved at vågne. Kaffe. Og sukker. Det er mine livliner disse dage.

Derudover var Bean så dejlig at have et gigantisk tantrum forleden. Hun formåede at hidse sig selv så meget op, at hun ikke var i stand til at falde ned igen i løbet af den time, vi normalt har om morgenen til at få tøj på, spise morgenmad og blive børnehaveklar. Hun råbte og skreg og alt (ALT!) var forkert. Derfor endte hun med at blive hjemme med mig og Lillesøster, fordi vi vurderede, at en børnehavedag i det humør ville være en mindre katastrofe. Det var fint for Bean, men reducerede mine daglige (mini)pauser til 0. Jaja, det lyder muligvis luksusagtigt med me-time og pauser og strikketid, men ærligt talt. Det er et 24-timers job at være småbørnsmor, og de små pauser er lige præcis det, der giver mig luft og overskud til at smile, kysse, kramme og elske pigerne resten af tiden.

Jeg satser virkelig på, at de vilde humørudsving hos min førstefødte stopper, når vi om to uger rammer 4-års fødselsdagen. Og at Lillesøsters tænder snart er brudt igennem, så vi – forhåbentlig! – kan få lidt mere søvn og lidt mere ro på igen.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram