Jeg elsker dig. Jeg kan bare ikke lide dig lige nu.

Sådan har jeg det ærligt talt med Bean i øjeblikket. Jeg elsker hende. Helt ind til knoglerne. Men hun er ved gud ikke en fornøjelse at være sammen med.

Hun stritter og stritter imod på alle tænkelige måder. Vrisser, hvæser, slår (!), råber og skriger, hører ikke efter – eller gør det modsatte af hvad hun bliver bedt om. Vælger konflikter left, right and center.

Det er så hårdt at være midt i. Igen. Ikke mindst fordi hun allermest slås med og mod mig.

Det er vitterligt ikke fordi, vi opdrager med kæft, trit og retning herhjemme. Vi anerkender og vi giver plads til at høre hende. Nogle ting er bare ikke til diskussion. Nogle ting bestemmer de voksne. Sådan må og skal det altså være. Man kan ikke overskue hele verden og alle dens valg og konsekvenser, når man er 3 år – knap 4 – gammel. Det kan man heller ikke altid som voksen, men altså, det er en helt anden snak.

Jeg elsker Bean og jeg er sikker på, at hendes viljestyrke og insisteren på at blive set og hørt vil komme hende til gavn mange gange i hendes voksenliv. Jeg er også sikker på, at det vil give hende knubs undervejs.

Overskriften lyder hård. Det lover jeg, at følelsen også er. Naturligvis udtrykker jeg det ikke overfor Bean sådan, men jeg fortæller, at jeg ikke bryder mig om hendes måder at agere på. At jeg synes, det er uhensigtsmæssigt og det gør mig vred eller ked af det. Det er vigtigt for mig at være autentisk. Som menneske og som forælder. Jeg tror, det er ok og sundt for Bean at vide, at jeg ikke kun er glad, mild og rolig. At jeg også kan blive vred og ked af det. At jeg har grænser, som skal respekteres.

Åh, det pokkers forældreskab. Jeg elsker helt op i himlen og tilbage igen. Men jeg synes nu alligevel hun er dejligst, når hun sover i disse dage.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram