At lyve for sine børn

I anledning af årets store lyve-dag, kom jeg til at tænke lidt mere over det dér med at lyve for sine børn. Forleden var jeg alene med putte- og aftentjansen med pigerne. Lillesøster kører et eller andet motorisk og udviklingsmæssigt trip med at vågne hver time i øjeblikket og under putteseancer kører de små, tykke ben rundt og sparker og sparker og sparker og gør det umuligt for hende at slappe af i kroppen, så det er bare *herligt* at få hende til at sove.

Bean efterspurgte et aftenbad, og som den herligt selvhjulpne pige, hun efterhånden er, så klarede hun (næsten) selv at tørre sig og helt selv at komme i nattøj, få redt hår og sat sig ind i stuen for at vente på mig, mens jeg forsøgte at få Lillesøster til at sove. At hun så tumlede rundt derinde og efter lyden at dømme legede Tarzan-bane i alle møbler er en anden snak.

Under aftenlæsningen var der i bogen et billede med et rodet køkken, og både Bean og jeg kom i tanke om, at sådan så vores vist også ud efter aftensmaden. Og så var det, jeg løj for mit barn. Det er hverken første eller sidste gang, det kommer til at ske. Sådan en mor er jeg nemlig.

Jeg fortalte hende, at jeg desværre ikke kunne blive siddende ved hende, til hun var faldet helt i søvn, fordi jeg jo skulle ordne køkkenet. I virkeligheden skulle jeg placere min dovne bagdel i sofaen med strikketøj og tv efter en dag med en virkeligt træt og derfor virkeligt krævende og seriøst powernappende baby. Bean accepterede forklaringen og efter et par minutters godnat-nusning, foreslog hun selv, at jeg gik ud og klarede opvasken. Den slags løgne har jeg det absolut fint med. Jeg lyver også om, at vi ikke har mere karamel-pålæg eller andre godter, hvis jeg ikke gider tage en større diskussion om, hvad der skal spises af snacks.

Men strengt taget må man jo ikke lyve. Eller hvad? Lyver I (også) for jeres børn? Og hvad lyver I om?