Vera - og en strikkeanbefaling

Work-life balance og noget om at gå på kompromis med feminismen

Der er i dag præcis en måned til min barsel slutter. Den lader vi lige stå et øjeblik, mens jeg går i fornægtelses-mode. En måned. En lillebitte (alt for kort) måned til jeg overlader hjertebarn og hjem til Jonas for selv at indtage arbejdsmarkedet igen.

Jeg elsker barsel. Det gør jeg virkelig. Jeg elsker langsomheden, roen og muligheden for at have så travlt eller så lidt at lave, som dagsformen nu indbyder til. At kunne sove længe (eller tage en middagslur med baby) efter en urolig nat. Aflevere Bean sent og hente tidligt. Tilbringe en hel dag i stuen med strikketøjet klar til når Lillesøster sover. Opleve et lille menneske opdage, udforske og indtage verden med lige dele undren og selvfølgelighed. Se noget nær hvert eneste af Lillesøsters udviklingstrin – og være der sammen med hende til at dele oplevelserne.

søstre

Jonas skal naturligvis også have barsel. Naturligvis, skriver jeg, fordi jeg synes det er så vigtigt at give far og barn den særlige mulighed for tilknytning, som selve tiden rummer. Rå mængder af udstrakt tid til at være sammen og lære hinanden at kende, på en måde som er svær at gøre, når Mor er i rummet ved siden af. Rent egoistisk ville jeg hjertens gerne have taget AL barslen selv. Forlænget den, sågar. Det gør jeg ikke. Jonas skal og vil også til, og han glæder sig. Jeg glæder mig på hans vegne. Og jeg glæder mig over at have et fleksibelt job og arbejdsgiver, der giver mig mulighed for at gøre noget, jeg har vidst, jeg ville, siden jeg blev gravid. At jeg har en økonomi, der har luften til at realisere ønsket.

Jeg starter ikke på 37 timer. Når min barsel er slut, bliver jeg for en tid en af de omdiskuterede deltidsmødre. Jeg har læst Simone de Beauvoir og jeg er glødende tilhænger af ligestilling. Nu vælger jeg den nære verden til – mine børn, min familie – og skruer ned for ambitioner og karrieredrømme. Er det at give fuldstændig køb på feminismen og det, vores mødre (og progressive fædre) kæmpede for? Nej, det synes jeg bestemt ikke. Jeg regner med at være på arbejdsmarkedet, til jeg er omkring 70 år gammel. Derfor har jeg ingen skrupler over at skrue ned i en periode til fordel for dem, jeg elsker højest og som er allervigtigst i mit liv. Specielt i en periode af deres liv, hvor jeg og deres far er det vigtigste for dem. Jeg forestiller mig ærligt talt også, at jo mere kærlighed, tid og overskud jeg og Jonas kan investere i vores børn, des større chancer er der for at de bliver samfundsnyttige borgere en dag og bidrager til det fælles bedste.

Skulle jeg have haft en trang til at skrue fuldt op for karrieren nu, så var Jonas gået på deltid. Det kan være, vi bytter roller om nogle år. Det er faktisk slet ikke usandsynligt.

Jeg er meget taknemmelig over, at kvinder i denne del af verden i 100 år har kæmpet for retten til at arbejde og leve på samme vilkår som mænd. Jeg synes ikke kampen er slut, og jeg kæmper den gerne selv – for eksempel i sproget og italesættelsen af kvindelige værdier som mindre værd (‘tøsedreng’, ‘mand dig op’ etc.) synes jeg der er langt til ligestilling. Men jeg nægter på den anden side også at lade mine børn betale prisen for en feminisme, der er blind for at moderskabet også har en værdi. At det er vigtigt og væsentligt. Jeg har uddannet mig og jeg har faglige, professionelle ambitioner. Absolut. De bliver fundet frem igen, når mine børn ikke længere er så små som de endnu er. Jeg respekterer fuldt ud, at andre træffer anderledes valg, for jeg ved, at langt de fleste gør, hvad der er rigtigt i deres liv.

Valget er mit. Og retten til valget er mit. Fordi mine formødre kæmpede for at give alle kvinder ret og mulighed for at bestemme over deres eget liv. Og med disse ord vil jeg atter hellige mig mit yngel og indsnuse hvert eneste øjeblik, jeg kan den næste måned.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

9 kommentarer

  • Men feminisme betyder bel ikke at vi skal gøre karriere i den forstand. Feminisme betyder vel, at man kan vælge til (og fra) i sit liv. Som alle andre. Det synes jeg ofte er problemet – at feminismen ses som ligestilling med store karrierer – men vores progressive for-kvinder (og mænd) kæmpede vel ikke for at vi (igen) ikke skulle have et valg. Nu bare omvendt – at man ikke kan fra-vælge karrieren. Så har de i hvert fald, i mine øjne, sejret sig ihjel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie E.

    Ligestillingen er nemlig lige præcis, at man kan vælge lige det, man gerne vil, uden at samfundets (patriarkalske) normer bestemmer, hvad vi skal. I ligestillingens navn vil jeg dog lige slå et slag for, at man som ægtefæller eller partnere sikrer hinanden formelt, så det, at den ene har mere barsel end den anden eller går på deltid, ikke giver en skæv pensionsopsparing i sidste ende.
    Men det er dejligt, at du kan skrue lidt ned i disse år, hvor børnene er små. Selv kan jeg ikke forestille mig deltid, selvom mine børn er små, men far tager fem måneders barsel, og heldigvis kan jeg selv bestemme ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ser det bestemt ikke som et kompromis med feminismen, når du vælger at sætte din karriere på lidt lavere blus til fordel for familien og tid med børnene. For mig er det i hvert fald misforstået feminisme, hvis det betyder, at alle kvinder skal gøre topkarriere hele tiden. For mig betyder feminisme bare, at du har et valg og at det valg er taget 100% af dig selv. hvis du gør hvad der føles rigtigt for dig selv og din familie, så kan det aldrig være at gå på komprimis med nogen kvindekamp – efter min mening

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg er helt enig. Men der er absolut også dele af feminismen og af samfundsdebattørerne, der ser mit valg som et kæmpe nederlag og svigt. Det er ærgerligt at vi ikke kan bakke op om at mødre OG fædre kan tilvælge det nære i en periode, når vi nu skal være så længe på arbejdsmarkedet. Og når alle undersøgelser (og common sense) peger på, at børn har bedst af at være med deres forældre i de første 2-3 år. Det er ikke det rigtige valg for alle, og ligestillingen og de lige muligheder betyder heldigvis at mange har mulighed for at træffe de valg, der giver mening for dem. Det er jo heller ikke et problem med lange institutionsdage, hvis der er nok hænder i institutionen. Og det kan der måske komme, hvis flere bliver deltidsbørn 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg har det sidste års tid opdaget hvor stor en del af feministerne (også dw mandlige) som bekender sig til livmoderfeminisme. Altås det aktive valg om at prioritere der nære.
    Jeg er med i gruppen ‘familiepolitisk netværk’ (dog primært som en der lurer og sympatiserer) og her er fyldt med folk som vælger som dig.

    Jeg har også selv lige for ganske nyligt aftalt med min chef at hvis vi får de projekt-penge hjem vi søger efter så skal min være en 30/32 timers stilling (jeg er ikke fastansat). Samtidig herser jeg lidt med min kæreste om at han skal tage nogle lidt aktive karriereskridt lige nu hvor han har muligheden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Min datter går i øvrigt i en nystartet dagpleje hos to glødende feminister. De tog i efteråret valget at de vil være mere sammen med deres børn. Så yngstemand er hjemem hos mor og far hver dag sammen med 5 andre børn (lige nu kun tre, men de oopstarter snart indkøring af de to sidste ). Størstebarnet kan så have korte dage og en hjemme dag ved behov.

    Imens har sat deres virksomhed i bero og regner med ar starte den op igen når yngstemand skal i skole (cirka).

    Det er skisme da et tilvalg som vil noget. (Og I øvrigt ikke et jeg umiddelbart har tænkt ar gøre efter).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Monica

    Dit indlæg får mit blodtryk op i det røde felt.. Ikke fordi din holdning eller handlinger presser det derop, men fordi jeg bliver edderspændt rasende, hver gang at ligestilling bliver vendt til, at mænd og kvinder skal være ens eller at kvinder SKAL have ambitioner – i hver fald den slags der bliver ligestillet med 37 timers arbejdsuge, lederstilling eller des lige. For mig handler ligestilling om lige ret til valg. Et valg af 37 timers arbejdsuge eller 25. Et valg som “menig medarbejder” eller leder/chef eller som hjemmegående husmor/far. Og det er uden, at man samtidig skal snakke om til- eller fravalg. Et valg er et valg. Jeg beundrer de kvinder der kæmpede for at give mig det valg og er dem taknemmelig, men hver gang, at ligestilling bliver udlagt til, at jeg skal have (store) ambitioner på arbejdsmarkedet, synes jeg faktisk at jeg bliver frataget det valg. At de valg der ikke stemmer overens med billedet af en ambitiøs powerwoman er forkerte. Det var vel ikke det de modige kvinder kæmpede for – at man skal føle sig forkert som kvinde?

    Har læst min kommentar igennem og kan se, at det kan virke som om jeg skælder ud på dig. Det er ikke min meningen, synes du skriver meget fint og eftertænksomt. Det gør mig blot ked og rasende, at det overhovedet er nødvendigt, at have denne debat..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg læser det absolut ikke som en tirade mod mig. Tusind tak for kommentar og tanker – debatten er nok nødvendig, så længe vi som kvinder og som samfund indlejrer en højere værdi i karriere end i hjemmeliv. Det er så vidt jeg kan læse og høre i jungletrommerne så småt ved at ændre sig – men der er nok et stykke vej endnu. Jeg kan godt forstå at de feminister, der har brugt et liv på at kæmpe for kvinders ret til at være uden for hjemmet, korser sig og ser deres kamp smuldre, men ligestilling og lige værd SKAL kunne være den enkeltes valg. Når det så er sagt så synes jeg der burde være en konsensus om, at småbørnsforældre generelt havde ret til at benytte sig at deltidsjob, hvis de havde lyst. Ligesom i Sverige.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lina

    Virkelig fint indlæg. Som altid meget velskrevet, og det er dejligt at høre om jeres valg og hvorfro, de er rigtige for jer. Tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vera - og en strikkeanbefaling