• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Fordomme og ærlighed

Selvfølgelig skal du tage hensyn til mit barn!

Når jeg kommer med min baby i barnevogn, på café eller i det hele taget bevæger mig i det offentlige rum, så forventer jeg at andre tager hensyn til mig og til os. Naturligvis.

Hvis jeg har parkeret min barnevogn med et sovende barn i, så forventer jeg faktisk at du IKKE tøjrer din gøende møgkøter hund lige ved siden af. Eller i øvrigt selv får dig en smøg. Eller har en højlydt samtale. Alt andet er enten tankeløst eller direkte uforskammet.

Hvis jeg skal med toget med barnevogn, så forventer jeg at du tilbyder at hjælpe mig med at komme ombord.

Hvis Lillesøster bliver sulten, når vi er på farten. Så ammer jeg. Uanset hvor vi er henne. Hvis du har et problem med det, så har du et problem. Du har. Drej hovedet væk. Så let er det faktisk at undgå at se andre amme. Til gengæld kunne jeg ikke drømme om at skifte hende på andet end toiletter (eller til nød på mit medbragte pusleunderlag i barnevognen eller i åben natur)

Hvis Bean eller andre børn er i konflikter på en legeplads, så blander jeg mig, hvis de ikke selv kan løse det. Eller griber ind, hvis der er brug for en voksen hånd, og min er den nærmeste af slagsen.

På nøjagtig samme måde tager jeg selv hensyn til andre.

Jeg lader ikke min 3-årige løbe vildt rundt og råbe og skrige på spisesteder eller museer. Hun ved godt, hvordan man gebærder sig sådanne steder – og ellers minder vi hende om det. Eller tager hjem, hvis det er en af den slags dage. Jeg taler ikke højt og længe i telefon, når jeg kører i bus eller tog. Fordi det er frygteligt uinteressant for andre mennesker, hvornår Lillesøster sidst lavede lort eller hvad der i øvrigt sker i mit liv. Éen ting er at følge med på bloggen. Det gør I frivilligt (og det er jeg virkelig glad for). Noget andet er at invadere andre i det offentlige rum med uønsket og u-efterspurgt information. Hvis jeg ser en anden mor eller far, der har brug for en hånd med barnevogn og/eller barn – eller en ældre medborger, der har en tung kuffert, så tilbyder jeg også at hjælpe dem. Naturligvis.

Verden drejer sig ikke om mig eller mine børn. Eller. Min verden gør, men jo ikke alle andres. Jeg synes dog, det burde være helt naturligt, at vi tager hensyn til hinanden. For eksempel ved ikke pludselig at råbe højt, lige i det sekund vi går forbi en barnevogn. Ved at lade den gravide, den gangbesværede, moren eller faren med børn få sædet i bussen. Ved at give en hånd i toget, når nogen skal af og på. Det oplevede jeg selv i weekenden – og det var skønt. Jeg behøvede ikke engang bede om hjælp, før den blev tilbudt. Én hjalp Bean ned, én tog kufferten og én hjalp med at løfte barnevognen. Forleden på en café var der endda en, der tilbød at bære min kaffe til bordet, da jeg havde armene fulde af baby og Beans kakao, så jeg slap for at gå to gange. En lille gestus som at holde døren kan faktisk være en kæmpe hjælp.

Det er slet ikke så svært at tage hensyn og på den måde gøre det hele lidt lettere for alle – når vi nu skal være her sammen, kan vi lige så godt gøre det så rart som muligt.

Ikke?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

8 kommentarer

  • Christina

    TAK – dit indlæg rammer i den grad plet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg fornemmer, du er ret træt af mennesker, der ikke gør det? Og at det sker ofte? Jeg kan i hvert fald have det sådan ofte, og hvis du har det sådan, vil jeg berolige dig med noget, jeg for nylig har fundet ud af: Det bliver bedre!

    De unge mennesker under 18 er heldigvis gjort af et andet stof, end deres bedsteforældre. De er virkelig betænksomme.

    Sidst vi havde håndværkere på besøg, spottede den 17-ish-årige knægt barnevognen mellem træerne, slukkede sin maskine, inden han kom ind i indkørslen og listede hen til hoveddøren for at sige, at han gerne ville ind, men ikke ville vække en sovende baby.

    Der er håb forude 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg er enig – langt hen af vejen. Men er man ude i det offentlige rum, hvad end det er på gaden, café, park mm. så mener jeg bestem ikke, at man kan bestemme hvor højt andre lige taler, når man går forbi med barnevognen. Eller om hunden siger diverse lyde foran caféen/butikken osv. Sådan er det altså. Dér synes jeg ikke, at man kan forlange et særhensyn.

    Mvh Sofie (både mor og hundemor)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Nej, det er rigtigt, men man kan lade være med at tøjre sin hund lige ved siden af en barnevogn, når der er masser af pladser til hundeparkering andre steder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • A

      En hundekrog er til en hund – ikke en barnevogn! Så må barnevognen da stå et andet sted. Underligt krav.

      Og ja – jeg har selv børn 🙂 Små børn!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Der var ingen kroge nogen steder. Der var rækværk hele vejen det pågældende sted 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Jeps er så enig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hørt! Lad os hjælpe hinanden. Selvom… Nogle gange er det en smule akavet at blive hjulpet når man ikke har brug for det; Jeg er ofte trillet op foran et cafevindue og en venlig sjæl er sprunget ud af cafeen for at holde døren for mig, alt imens jeg bare var ved at parkere vognen. Amerikanere kan ikke forstå det der med, at børn fint kan sove i vognen udenfor, mens mor drikker kaffe 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fordomme og ærlighed