Der har været lidt stille. I know. Jonas skulle på en årlig mande-fødselsdags-ud-i-skoven-tur med et dusin andre mænd, og jeg orkede ikke at skulle fake at være overskudsmor alene på matriklen, så jeg pakkede pigerne sammen og drog mod provinsen og en weekend hos Mormor og Morfar (der heldigvis meget gerne ville have besøg. Og havde tid til det, ikke mindst) Jeg trak stikket og tog ikke Mac’en med, men nøjedes med strikketøj og en bog. Det var virkelig rart på forhånd at have en online- og blogfri weekend. Det var i øvrigt Lillesøsters første tur med Intercity, og det forløb over al forventning at rejse alene med mine to små piger. Både ud og hjem. Selvom de begge var lidt trætte....

[KONKURRENCE] UPDATE: Lillesøster har de sidste par dage haft en ordentlig omgang maveballade, der har resulteret i omkring 15 daglige bleskift. Langt de fleste med fyld i. Hun har absolut ikke haft antydningen af rød eller irriteret hud trods den heftige aktivitet i bleområdet – og slet intet ubehag i forbindelse med bleskift. Det er vi herhjemme helt overbeviste om, at vi kan takke Olívy for. For et par uger siden var jeg inviteret ind for at lære om en ny (gammel) puslemetode. Som ret rutineret småbørnsmor er der efterhånden langt imellem at jeg hører om noget nyt, som jeg for alvor synes er mere smart, mere praktisk og som fungerer bedre end det, jeg allerede gør. Olívy er en af de ting. Ingen...

De første, desperate forsøg. Din nyfødte, instinktive søgen mod en ny varme og en erstatning for den trygge hule, du netop har forladt. Tæt på moders hjerte. Lyden, du kender indefra. Omsluttet af arme og hænder, der forsigtigt og undersøgende kærtegner den fine hud, mens læberne søger, finder, slipper, søger og får fat. En uge. Det er stadig nyt – både for mor og dig. Vi lærer stille og roligt hinanden at kende. En kærlig hjælp med at få lagt placeret de små læber rigtigt om brystet, mens mor holder vejret og venter på at ømheden fortager sig. En måned. Rutinerne er ved at være på plads. Ømheden er væk, og brystet hærdet og parat til små, hårde gummer og kraftige, sultne...

[ANNONCE] I gamle dage var den såkaldte barselspotte en ret almindelig ting. Det var en lerpotte, som nabokonerne kom med til den nybagte mor i nabolaget og som var fyldt med ‘dagens ret’. Fordi man som barslende skulle holde sengen og hvile i den første tid efter fødslen. Ikke noget med at komme tilbage i sine skinny jeans 5 dage postpartum dér! Jeg er en varm fortaler for genindførelsen af et barselspotte-koncept, så derfor vil jeg gerne lige slå et slag for Mums Kort, som jeg har modtaget til gennemsyn og test. Det er faktisk en kæmpe fysisk bedrift at føde et barn, og det er ikke meningen, at man skal have et top-rent hjem, lave hjemmelavet, sund og nærende...

Jeg har lige ryddet op i Beans klædeskab og vi kan konstatere, at de lange lemmer betyder at langt størstedelen af hendes kjoler er blevet for korte over vinteren. Bevares, de går lige netop an med et par leggings under, men en del af dem er mere tunikaer end kjoler. Hun gider ikke bukser i øjeblikket. Jo, de kan da til nød komme på, men så skal der en nederdel eller kjole udover. Jeg har derfor tænkt mig at opgradere kjolebeholdningen med noget til hverdag og børnehaveleg og noget til lidt pænere brug. Et væsentligt kriterium for Bean er at man skal kunne danse (red: kjolen skal kunne svinge rundt), men jeg synes nu alligevel også hun kunne være skøn...