En kærlighedshistorie #3 (og noget om pandekager)

I nat har vi haft den værste nat, siden Bean var en vaskeægte søvnterrorist som baby. Jeg tror, jeg har ammet 10 gange siden Lillesøster blev puttet kl. 19 – og til sidst var det lille, søvnløse væsen jo slet ikke sulten mere, men kunne bare slet ikke finde roen. Derudover præsterede Bean at blive så vred over at sove med ‘den forkerte’ dyne, at hun vækkede Lillesøster kl. 2.20 – og jeg gik ind i sofaen med hende og fik hende til at sove kl. 3.

En time efter kom hun tilbage i sengen, da hun vågnede igen – og 6.15 var hun rigtig vågen. Jonas stod op med pigerne (eller; han fik overdraget ansvaret og selvom han også var træt, så var der ingen klager), så jeg kunne sove bare lidt.

Lillesøster kom ind til mig igen, da hun var træt og skulle sove morgenlur – og så kørte mine to store afsted mod børnehave og arbejde. Da Lillesøster og jeg stod op kl. 9, duftede der i hele huset – og der var bagt pandekager til lidt forkælelse. Se, dét er kærlighed!

Derfor kommer her del 3 i vores kærlighedshistorie. Læs de første dele her og her

Daten gik rigtig godt. Der fandtes ikke Netflix og chill for 7 år siden, så vi valgte take away fra Cofoco (med det for jyden eksotiske element polenta) og en film fra Blockbuster. Han valgte og det var en absolut rædselsfuld film. Faktisk så dårlig, at vi aldrig så den færdig. Repo, hed den og var en slags sci-fi rock opera. Yikes, altså. I stedet fik vi talt en masse den aften. Om fortid, fremtid og lange distancer.

En uges tid senere rejste jeg til Odense til en second date og blev heldigvis også godkendt at de venner, jeg mødte i den forbindelse. Og så havde han fødselsdag. 30 år. Jonas fejrede den runde dag på meget afdæmpet vis i sit kolonihavehus i Odense med sine forældre og søskende. Her fortalte han, at han havde fået en kæreste.

Da vi senere den dag talte sammen, fortalte han om sin mors reaktion på den nyhed. ‘Nu er hun vel ikke sådan et skravl?’, var min vestjyske svigermors første kommentar. Jeg hørte kun det magiske ord. ‘Kæreste?’, spurgte jeg mens jeg næsten ikke kunne få de mentale arme ned. Ja, svarede han. Er det ikke ok?

JO, for pokker. Det var mere end ok. For trods ærgerlige sko og ternede skjorter, så var – er – han jo helt vidunderlig, og jeg var blevet frygteligt forelsket i løbet af de tre-fire uger, vi på daværende tidspunkt havde kendt hinanden. Nu var vi officielt kærester.

Der var dog noget, der lurede i yderkanten af forholdet. Jonas’ ekskæreste havde det rigtig svært og var vist ikke klar til at klippe båndet med ham helt. Jeg synes som udgangspunkt det er fint at have et godt og venskabeligt forhold til en eks (ikke at det nogensinde er lykkedes mig), og jeg er absolut ikke en jaloux type. Det har jeg aldrig været. Men når man er i et helt nyt forhold og bor i hver sin landsdel, og får at vide, at en planlagt date muligvis må rykkes, fordi nogen skal hjælpe deres eks med noget en hel aften, så begynder tvivlen at nage…

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram