• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
En slem forskrækkelse (og noget om søstre)

Mommy dearest

Bean elsker sin far. Til månen OG skyerne, som hun selv udtrykker det. Lillesøster er også vældigt glad for manden i sit liv – mere og mere, jo mindre hun får fysisk brug for mig. Men når det virkelig gælder, så er de stadig begge to i høj grad ‘mine’ piger.

Lillesøster havde nogle timer alene med Jonas i går – dels skulle jeg til tandlægen og dels brugte Bean og jeg eftermiddagen rundt omkring i forskellige venteværelser. Det var tilsyneladende længere tid end min mindste pige syntes om at undvære mig. Ikke at hun havde været ked eller brokket sig sammen med sin far. Næh, de havde hygget sig og nydt nærværet. At hygge med far er dog ikke det samme som at det er helt ok at undvære mor. Det var en usædvanligt ked lille pige, der slet ikke kunne finde ro om aftenen. Det betød, at jeg måtte sidde og ligge og sidde og amme non-stop fra kl 19-21 – og til sidst bounce hende i søvn på vores store Donut. Det er mange måneder siden det sidst var nødvendigt.

Bean faldt ned fra børnehavens legestativ i går – fra det øverste trappetrin røg hun ned på jorden og landede på sin arm. Hun slog sig noget så eftertrykkeligt, så Jonas kørte fra arbejde og hentede hende hjem. Jeg kunne teoretisk set også være gået op for at hente hende med Lillesøster, men det er ikke optimalt at skulle gå den relativt lange tur ved siden af barnevognen, når man er faldet og ked af det. Efter at have undersøgt håndleddet (som brækkede for nærmest præcis et år siden. Læs om det HER) tog vi afsted til lægen. Bean og jeg. Jonas kunne lige vel være taget med, men nu spurgte vi barnet om det var far eller mor, der skulle følge hende, og hun var ikke i tvivl. Når man har ondt eller er meget træt, så er mor den ultimative tryghed. Trods alt. Stadigvæk.

Det er en rar følelse, synes undertegnede, egoistiske mor. (Selvom jeg i virkeligheden helst ikke vil være hende, der tager patent på trøster-og-frelser-rollen) At selvom vi kan tage nogle ordentlige ture og være smaddersure på hinanden og selvom hun opponerer og raser mod mig, så er grundkernen i vores relation uforandret. Jeg er stadig den tryggeste havn. Det gælder også i søvne. Det er stadig mest mig, hun søger hen imod, når hun sover. I alle andre tilfælde er vi lige brugbare, Jonas og jeg. Det er jeg glad for. Det viser nemlig med al tydelighed, hvor meget til stede han også er i pigernes liv. Bean er ligeså tryg ved at far kan hjælpe, som at mor kan. Og skal man tro statistikken, så er det (desværre) ikke en selvfølge. For mange børn er der både en mor, anden familie, en pædagog og en ven der kommer før en far, når man skal have hjælp.

I øvrigt var der ingen knoglebrud denne gang. Heldigvis. Den lille patient var supersej til både at vente (og vente og vente) på at det blev hendes tur, til at blive undersøgt og ikke mindst til at få taget røntgenbilleder. Det hele blev klaret med lidt burger fra den gyldne måge og en mundfuld børnepanodil inden sengetid. Det kan godt være, ingen knogler var brækkede, men hun havde fået et ordentligt slag, og det gør også ondt. I dag har hun slet ikke været mærket af gårsdagens hændelser, omend hun meddelte da hun kom hjem: ‘I dag har jeg ikke kravlet op i legetårnet, mor. Så jeg faldt ikke ned i dag.’

Og det er jo så sandt som det er sagt.

God weekend derude – og pas godt på hinanden <3

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En slem forskrækkelse (og noget om søstre)