Favoritter

Børnevenligt nytår

Siden jeg var gravid med Bean har Jonas og jeg holdt børnevenligt nytår. Ingen store (eller mellemstore) fester med dans på bordene, men i stedet gode venner med børn, der er nogenlunde samme sted i livet som os. I øvrigt er det også virkeligt få gange, jeg har oplevet at nytårsfesten blev ‘årets fest’. Presset er ligesom fjernet, når man har børn, og det er rart. Bortset fra et enkelt år har vi også valgt at få menu-løsninger udefra. Tiden er en faktor med små børn, og jeg vil hellere have tid til at tale med gæster og kysse babykinder end stå i køkkenet hele dagen. Det fungerer bedst for os.

 photo DSC_0003_zps255qkrwm.jpg
^^Nytårs-Bean i selvvalgt outfit. Og i det… ahem… gode humør, der har kendetegnet hende de sidste par måneder. #threenager

I år blev vi hjemme og fejrede nytåret med denne dejlige kvinde og hendes ditto familie. Signe og jeg har kendt hinanden i snart 4 år. Vores førstefødte blomme og bønne er et fantastisk godt par. Selvom der af og til går længe mellem de ses, så finder de ind i legen med det samme. De er begge viljestærke, men rigtig gode til at interagere på en måde, hvor de begge kommer ud som ‘vindere’. Kun en enkelt gang i løbet af 6 timers uafbrudt leg måtte en af os voksne træde ind og hjælpe dem videre i en konflikt. I øvrigt er det ret nemt at have fire børn i huset, når to af dem er så store, at de mere eller mindre er selvhjulpne.

Det var to stolte (og fjantede!) piger, der skulle puttes i samme seng. Det tog dem en evighed at falde i søvn, men det lykkedes til sidst og det var til at dø over, hvor sødt det ser ud, når to småpiger med hver deres kæmpestore krammebamse sover ved siden af hinanden.

Lillesøster var snottet og lidt træt i det, men hun tog festlighederne i stiv arm og med godt humør – og så gik hun omkuld på 2 sekunder hver gang hun blev puttet i slyngevuggen. Til sidst gik hun så kold, at hun sov igennem fyrværkeribrag og almindelig larm – og først vågnede omkring kl. 4, da hun var blevet godt gammelsulten.

Jeg er måske kedelig, men for mig er det altså ret ideelt at fejre det nye år uden det store rabalder – i godt selskab, med god mad (som vi i år fik fra KöD), der bare skal varmes og anrettes. En voksen-aften med plads og rum til børnene. Det var det, vi havde ønsket os, og det var det, vi fik.

Kl. 1 sluttede nytårsaften og gæsterne drog hjem – og det tidspunkt passer ærligt talt fint, når man skal være nogens mor og far dagen efter!

nytår

Jeg håber, I alle er kommet godt ind i 2016. Jeg glæder mig til at se, hvad det bringer med sig.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Favoritter