Freden er forbi

Behind the scenes på Østfronten

Jeg tænkte over det i går, mens jeg postede et billede af mit matchende strikketøj og eftermiddagssnack på Instagram (@ostfronten). Det dér med glansbilleder.

For der er jo ingen, der kan se på det billede, at jeg har sovet i noget der minder om 1-times søvnintervaller i 3 døgn. (Vi siger tak til en kombineret indsats fra Bean og Lillesøster) Eller at det tog 30 minutter at gå de sidste knap 500 meter hjem fra børnehaven i går, fordi Bean blev så rasende over… et eller andet?, at hun hele vejen fra Østerbrogade råbte og skreg, at jeg var dum og at jeg skulle gå min vej. At det tog omkring 10 minutter at krydse en lille vej, fordi jeg (som den dumme mor, jeg tilsyneladende var) insisterede på, at vi følges ad, når vi går over vejen. At jeg konfiskerede handskerne efter de var blevet smidt på fortovet for 10. gang og barnet var advaret om konsekvensen. Eller at denne, tilsyneladende uvæsenlige, handling udløste et hidsighedsanfald af den anden verden. At Bean fortsatte stilen hjemme i lejligheden med at smide med sine sutsko (red: med gummisåler) lige ind mod, hvor Lillesøster lå. Og at jeg derfor bar hende ind på værelset, gav hende krammebamsen og bad hende sidde og falde til ro, fordi vi altså ikke råber og skriger og kaster med tingene herhjemme. Selvom vi er vrede.

Virkeligheden er ikke kun de kvadratiske udsnit, vi ser på Instagram eller andre sociale medier. Virkeligheden er meget mere end det. Både smukkere og grimmere. Jeg har ikke lyst til at dele det grimme derinde – jeg har mere lyst til at blive opløftet og inspireret. Jeg ved godt, at det ikke er sandheden, der findes i de lyse, ryddelige rum og med evigt smilende, smukke børn. Jeg ved det, jeg husker det og jeg får hverken dårlig samvittighed eller mindreværdskomplekser af at se andres udsnit af perfektion.

Bloggen er heller ikke en 1:1 gengivelse af virkeligheden. Den er ærlig, åben og jeg deler gerne ud af både lykken, frustrationer og bekymringer – men alt herinde er også gået igennem et filter. Både på billedsiden og i teksten. Fordi jeg har nogle standarder for, hvilken univers, jeg ønsker, at Østfronten skal være. Og fordi det er en blog, der læses af familie, venner og bekendte – og en dag af mine piger, når de bliver store nok.

glansbilleder

I øvrigt: Bean faldt til ro, og vi undgik at optrappe konflikten. Jeg kunne høre hende fortælle krammebamsen om verdens uretfærdigheder indtil hun fik øje på noget legetøj, der var mere spændende end at være vred. I mellemtiden var jeg inde ved hende et par gange for at høre, om hun havde lyst til at få et kram. Jeg trak på mine visualiseringsøvelser fra fødselsforberedelse og undgik selv at blive konfronterende og/eller vred. Det var en god følelse.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

5 kommentarer

  • Og så længe man holder ovenstående in mente, når man besøger blogs og instagram, er det jo fantastiske medier til en lille positiv “pick me up”, når hjemmet sejler, ungerne er uretfærdige, og manden igen skal arbejde over.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Præcis. Det tror jeg bare, mange glemmer af og til… Jeg bliver ikke inspireret af rod, så derfor er det heller ikke i mit online univers. I al fald ikke i billedform 😉 PS: hvor SØD hun er i din gamle kjole!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mor til Emily

    Hvor er det et dejligt indlæg!! Jeg har fulgt med et nogle år efterhånden.. Jeg har en datter der er jævnaldrene med Bean, og kan relatere til mange af jeres problematikker og selvfølgelige også alle de dejlige historier. Det er så dejligt ikke at føle sig alene.
    Tak for en skøn blog..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak for den rare kommentar. Hvor er det dejligt, du følger med <3 Det er rigtig rart at vide, at man ikke er alene.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Freden er forbi