Ambivalens
Hvis der er noget, der kendetegner moderskab er det ambivalens.
Jeg glæder mig over vores børns fremskridt og milepæle, men ønsker samtidig brændende at holde fast i nuet og at kunne blive lige her.
Jeg ønsker at sove i ro og fred, men elsker samtidig at mærke både Bean og Lillesøster putte sig ind til mig i søvne.
Jeg drømmer om drinks med mine veninder (ikke mindst sidste uge, hvor Bowie gik bort, fik jeg en spontan craving for at ringe til en studieveninde og mødes på en dunkel bar med hver vores Dark’n’Stormy i hånden), men elsker amningen og den symbiose, jeg har med min baby.
Og. Så. Videre.
Lillesøster lader til at synes, at det dér spisning er en fest. Hun taler i al fald som et vandfald og udstøder begejstrede hvin, når hun får en haps brød, et stykke banan eller andre lækkerier i hånden og ind i munden. Ikke at der kommer meget ned i maven (det er også lidt svært, når man ikke har en eneste tand) , men hun er så interesseret i processen. Hun undersøger, leger, lærer og fornemmer teksturer, smage og fornemmelser. Det er et syndigt rod. Alt er, som det skal være.
Det er herligt at se, men også vemodigt, for jeg havde ærligt talt ikke noget imod bare at (fuld)amme en rum tid endnu. Jeg kommer med overvejende sandsynlighed til at amme en hel masse indtil Lillesøster for alvor knækker koden med at få mad fra munden og videre i systemet, men lige så stille bliver det tætte bånd, vi har, mere og mere elastisk.
Det er selvfølgelig sådan det skal være. Fra min trygge favn skal Lillesøster efterhånden vove sig længere og længere ud i verden. Den samme rejse som Bean er igang med. Det er sådan, man som forælder kan vide, at man er på rette spor – ens børn skal blive mere og mere selvstændige og selvhjulpne. På den anden side er det også helt magisk og vidunderligt at være så tæt forbunden med et andet menneske – mit lille menneske – for hvem jeg er den ultimative tryghed, kærlighed og sikkerhed i en verden, der åbner sig forude.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Her er ‘baby’ 14 måneder og har stadig ikke en eneste tand – der kommer masser af mad ned