Traditioner

Juletiden er fyldt med traditioner for de fleste af os. Herhjemme er vi igang med at finde frem til familietraditioner, som er en blanding mellem ‘dine’ og ‘mine’ for at blive til ‘vores’. Det er en hyggelig øvelse, fordi Jonas og jeg er gode til at lytte til hinanden.

I år er det andet år, vi har fejret jul på Østerbro, og vi er vist efterhånden ved at have fundet en god formel. For os virker det rigtig godt at blive hjemme og være i sluttet kreds. 20 mennesker og hurlumhej er ikke hverken jul eller hygge for mig, og det er rart at kunne tage hensyn til Bean – og Lillesøster – med spisetider og juletræsdans.

Kodeordene for os er ‘ro på’ og ‘uddeleger’. Mine forældre kom med and, rødkål og sukkerkogte æbler – og så stod de for brune kartofler og sauce også. Min søster havde lavet en lækker risalamande med hjemmelavet kirsebærsauce (og Bean fik mandlen!) På Jonas’ barndoms julebord hørte også taffelchips og en waldorfsalat til, så sådan en lavede jeg for første gang i mit liv. Den var let og frisk på fromage fraiche og blev virkeligt vellykket. Jeg tror, vi er enige om, at den godt kan få en fast plads ved siden af anden.

Vores julegæster kom midt på eftermiddagen og vi serverede lidt tapas og kølig, frisk hvidvin. Bruscetta med tomat og basilikum og dadler omviklet med bacon er måske ikke umiddelbart fantastisk julet, men det var lækkert og en god afveksling fra resten af julemaden. Den idé er på den permanente liste fra nu af.

I min barndom så julebordet altid ens ud – den klassiske juledug fra Södahl (der siden er skiftet til en endnu mere klassisk fra Georg Jensen) og hvidt service. Jeg har mere lyst til at eksperimentere, og mens jeg dækkede op med kongeligt porcelæn fra forskellige stel sidste år, så var julebordet i år holdt i nordisk stil. Jeg befriede et par mini grantræer fra krukke og så meget jord som muligt og satte dem i glascylindre. Tallerkenerne er fra Broste og resten af bordpynten er arvestykker. Herunder sølvknivene og den lille saltskål.

Jeg lyver i øvrigt ikke, når jeg siger, at jeg ikke har et eneste godt billede fra juleaften. Hverken i år eller sidste år. Dén tradition skal der til gengæld laves om på, for det er rigtig træls. Ikke fordi hele juleaften skal gå med at tage smukke billeder (jeg holdt mig med fuldt overlæg fra alle sociale medier og min telefon) – men fordi det kunne være dejligt at have bare et enkelt eller to med hele min lille familie og med bedsteforældre og moster.

En anden juletradition, jeg godt kunne undvære handler om sygdom. For to år siden var Bean syg. Sidste år var det mig, der var både nygravid og var ramt af en virkeligt grim maveinfluenza. I år er det Bean, der igen er syg. Hun har hostet i flere uger, haft feber af forskellige omgange og kastet op et par gange. I går aftes faldt hun i søvn på sofaen før spisetid (!) og vågnede grædende med smerter og røde ører en time senere – vi kører en omgang mellemørebetændelse for tredje gang i hendes liv. Det værste lader til at være bag os, men åh, hvor jeg hader når mit barn græder af smerte. Dejligt med en empatisk, venlig og forstående sygeplejerske for enden af røret i 1813 og at børnepanodil smager som slik og derfor glider let ned… Heldigvis er Bean i bedring i dag, så vi satser på at blive klar til en festlig nytårsaften sammen med et par dejlige venner og deres skønne piger.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram