Forskelle på at blive mor første og anden gang

Favoritter

Som lovet kommer her et overblik over favoritterne blandt årets indlæg. Jeg har valgt mine egne, personlige favoritter – og så er jeg gået ud fra statestikkerne, for at se, hvad I har læst, delt, kommenteret og liket allermest. I vilkårlig rækkefølge.

Der er dog et indlæg, der slår alle andre med flere hestelængder. Det er både mit og jeres absolutte topscorer, og I er mange, mange tusind, der har læst om, hvordan Lillesøster kom til verden og om min helt fantastiske hjemmefødsel.

Faktisk var der et andet indlæg, tæt på fødslen, I var rigtig mange, der klikkede forbi. Det handlede om et strikket tæppe med en fejl i, der for altid vil minde mig om at vente på Lillesøster. Det havde jeg ikke regnet med kom ind på nogen topscorerlister, men sådan kan man jo bliver overrasket.

I var også rigtig mange, der læste med, da jeg til min fødselsdag i foråret afslørede, at jeg var gravid. I øvrigt er jeg stadigvæk helt vild med det billede, der fulgte med indlægget af mig med en næsten usynlig bule og tre skønne, runde babybuler på tre dejlige kvinder.

 photo 10984878_10152730731456849_435920865_n_zpsut3xh8pw.jpg

I er rigtig mange, der læser med, når det hele er lidt svært her på Østfronten. Sådan har det altid været. I var med, da Bean havde kolik, da hun aldrig sov og nu – når det er svært med det dér om børnehaven –  flere omgange. Så udgør I et dejligt, kærligt virtuelt kram, og det sætter jeg vanvittig stor pris på. (I 2014 var et af de allermest læste indlæg et lignende. Det handlede om en grædende løvemor og blev skrevet en sen aftentime)

Generelt kan I vist godt lide, når det bliver lidt debatterende herinde, kan jeg se på tallene. Eksempelvis når jeg skriver om vaccination. Eller om moderskab og familieliv.

Jeg er glad og taknemmelig over, at I læser med derude. At jeg af og til rammer noget, der vækker genklang – eller som bekræfter jer I, at I ikke er de eneste i verden med lige præcis de tanker, bekymringer eller overvejelser, I har. At I er så venlige og rare i mit kommentarfelt – det skaber en god stemning, og et sikkert rum at dele meninger og holdninger i. Både for jer og for mig. Det er altid tilladt at være uenig med mig. Absolut. Men jeg synes altid, der er en sober og ordentlig tone. Det er ikke en given faktor i blogland og den virtuelle verden. Desværre. Jeg bestræber mig altid på, ikke at hænge nogen ud og jeg vil blive ved med at insistere på, at der kun er en rigtig måde at være mor på. Nemlig den, som du er – i samspil med dit barn. Der skal være plads til mangfoldighed og pluralitet omkring moderskabet, og jeg vil gerne slå på tromme for rummeligheden og accept af andres måder at gøre det på. Specielt af andres måder at gøre tingene på – for tænk, hvis vi kunne lære af hinanden? Forskelle og kontraster er jo netop med til at tydeliggøre vores egne valg. Både de rigtig gode og de mindre heldige.

Hermed et rigtig godt nytår til alle jer derude.

1 kommentar

  • Også er rigtig godt nytår til jer fire! Og tak for en dejlig blog med mange skønne indblik i jeres familieliv. Kh Sandra

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forskelle på at blive mor første og anden gang