Til julebal i Netflix-land

Elskede barn. Undskyld.

Kære Bean

Jeg ved, du ikke har det så let i børnehaven i øjeblikket. At der er forsvundet 3 gode veninder igennem de sidste 6 måneder, og at der ikke er nogen rigtig gode erstatninger. At du (lidt for ofte) leger alene.

Du mangler en bedste ven. En rigtig god veninde eller ven, som du altid kan lege med. Som er din allierede.

Du må hver eneste dag kæmpe om din plads i hierarkiet og kæmpe for at komme med i andre gruppers leg.

Det er hårdt, det er anstrengende og det er klart, at du af og til bliver ked af det.

Der er ikke noget at sige til, at du er nødt til at reagere – overfor os og overfor mig især. Din far og jeg er din trygge base, og du ved, at der ikke er noget, du kan gøre eller sige, der vil få vores kærlighed til at vakle.

Vid, at vi elsker dig. Til månen og tilbage igen – mindst tusind gange. Vid, at du altid vil finde en sikker havn og åbne arme hos os.

Jeg vil øve mig på at trække vejret og tælle til 10 en ekstra gang, når du er vred, frustreret og ked af det herhjemme. Du fortjener et sted, hvor du ikke behøver kæmpe, men hvor der er blødt og rart.

Vid, at du bor i mit hjerte, og jeg er så stolt over dig. Du er klog, sjov, stærk, modig, kærlig, venlig, åben og omsorgsfuld. Du ved, hvad du føler og står ved dine meninger. Du er et fantastisk lille menneske, og jeg elsker at du valgte os som dine forældre.

Lille barn. Jeg ville ønske for dig, at du aldrig skulle opleve at mangle en bedste ven. En mor kan meget, men desværre ikke skåne dig for alle skuffelser og sorg, hvor end jeg gerne ville. Men jeg kan altid omfavne dig, trøste dig og ae dine smukke, bløde krøller og fortælle dig om og om, at jeg elsker dig.

Fra mit hjerte til dit

Mor

kram

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

8 kommentarer

  • Christina

    Uhh, det gik lige i hjertet (og tårekanalerne).

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henriette

    At elske vores børn og give dem styrke til at modstå modgang er vores vigtigste opgave. :147:

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Bøg-Skov

    Kære Ostfronten.

    Kommenterer næsten aldrig, men det er jeg altså nød til nu.

    Først og fremmest tak for en fantastisk blog. Jeg tjekker bloggen flere gange dagligt.

    Dernæst dette indlæg gik lige i hjertet på mig, da jeg havde en konflikt med min 3,5 årlige inden han faldt i søvn. Uha, det gør så ondt.
    December har været meget svær for ham, og han er oprigtig bange for julemand og nisser, så alle nissestreger er blevet fjernet her hjemme.
    Derudover er det bare ekstremt svært at være 3, og han prøvet virkelig at finde ud af hvor vores grænser går. Så kan så godt sætte mig ind i dit indlæg.

    Vi, forældre prøver virkelig at gøre det bedste for vores børn prøver jeg at huske mig selv på.

    Sender et kram din vej.

    Mvh Maria Bøg-Skov.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for din fine kommentar. Åh, stakkels ham. Gad vide om man kunne kommer udover frygten for nisserierne på en eller anden måde?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh, hvor fint et skriv til din smukke ældstepige <3 Fik en lille tåre i øjenkrogen.

    Min 3-årige pige står også nogle gange i den situation. Børnehavelivet kan synes nådesløst nogle gange.

    I sidste uge gav hun mig dog lidt håb. Vi var til Luciaoptog i børnhaven med efterfølgende forældrekaffe. Jeg observerede hende lege i hjørnet af rummet hvori jeg sad. Pludselig blev hun udelukket fra legen af bedsteveninden og bedstevennen. De havde lavet en hule, satte madrassen for hjørnet, så hun ikke kunne komme ind og proklamerede at de ikke ville lege med hende.

    Jeg observerede videre …

    Min lille (store) pige stod lidt betuttet, før fanden tog ved hende og hun proklamerede: "Jeg MÅ også være med. Det VIL jeg …" og så skubbede hun madrassen ind, maste sig igennem og sagde: "se, nu er jeg med" med et selvtilfreds smil. Herefter fik hun veninden med over for at se på noget spændende i vinduet, og så den lille fejde glemt.

    Det er virkelig interessant at se og observere hvad der sker i børns leg ind imellem, når man får chancen.

    Jeg håber det snart vender for søde Bean 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for tankerne – og hvor er hun sej, din datter! Problemet for Bean er, at der lige pt. ikke er nogle jævnaldrende piger – de er alle lidt ældre eller lidt yngre. Og drengene er af og til for vilde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anneli

    Kære Stine.

    Du skriver så smukt, så rent, så oprigtigt.
    Man mærker dit hjerte slå i dine ord, hvad end det gælder kamp for livets værdier, begejstring eller dine børn. Og hvis ikke du ved det allerede, fortjener du at vide, at dine ord, holdninger og beretninger taler direkte ind i mit hjerte – hver gang.

    Jeg tror næppe at Bean kan undgå at fælde en tårer, når hun engang i fremtiden (gang på gang) kommer til at læse dette indlæg – kærlighedstårer til en elsket mor. Du bør være stolt af den trygge havn I har bygget for jer alle 4. Det ønskes af mange, men evnes ikke af alle.

    Håber venskaberne snart vil blomstre.

    Kh og kram

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Til julebal i Netflix-land