Favoritter

Som lovet kommer her et overblik over favoritterne blandt årets indlæg. Jeg har valgt mine egne, personlige favoritter – og så er jeg gået ud fra statestikkerne, for at se, hvad I har læst, delt, kommenteret og liket allermest. I vilkårlig rækkefølge.

Der er dog et indlæg, der slår alle andre med flere hestelængder. Det er både mit og jeres absolutte topscorer, og I er mange, mange tusind, der har læst om, hvordan Lillesøster kom til verden og om min helt fantastiske hjemmefødsel.

Faktisk var der et andet indlæg, tæt på fødslen, I var rigtig mange, der klikkede forbi. Det handlede om et strikket tæppe med en fejl i, der for altid vil minde mig om at vente på Lillesøster. Det havde jeg ikke regnet med kom ind på nogen topscorerlister, men sådan kan man jo bliver overrasket.

I var også rigtig mange, der læste med, da jeg til min fødselsdag i foråret afslørede, at jeg var gravid. I øvrigt er jeg stadigvæk helt vild med det billede, der fulgte med indlægget af mig med en næsten usynlig bule og tre skønne, runde babybuler på tre dejlige kvinder.

 photo 10984878_10152730731456849_435920865_n_zpsut3xh8pw.jpg

I er rigtig mange, der læser med, når det hele er lidt svært her på Østfronten. Sådan har det altid været. I var med, da Bean havde kolik, da hun aldrig sov og nu – når det er svært med det dér om børnehaven –  flere omgange. Så udgør I et dejligt, kærligt virtuelt kram, og det sætter jeg vanvittig stor pris på. (I 2014 var et af de allermest læste indlæg et lignende. Det handlede om en grædende løvemor og blev skrevet en sen aftentime)

Generelt kan I vist godt lide, når det bliver lidt debatterende herinde, kan jeg se på tallene. Eksempelvis når jeg skriver om vaccination. Eller om moderskab og familieliv.

Jeg er glad og taknemmelig over, at I læser med derude. At jeg af og til rammer noget, der vækker genklang – eller som bekræfter jer I, at I ikke er de eneste i verden med lige præcis de tanker, bekymringer eller overvejelser, I har. At I er så venlige og rare i mit kommentarfelt – det skaber en god stemning, og et sikkert rum at dele meninger og holdninger i. Både for jer og for mig. Det er altid tilladt at være uenig med mig. Absolut. Men jeg synes altid, der er en sober og ordentlig tone. Det er ikke en given faktor i blogland og den virtuelle verden. Desværre. Jeg bestræber mig altid på, ikke at hænge nogen ud og jeg vil blive ved med at insistere på, at der kun er en rigtig måde at være mor på. Nemlig den, som du er – i samspil med dit barn. Der skal være plads til mangfoldighed og pluralitet omkring moderskabet, og jeg vil gerne slå på tromme for rummeligheden og accept af andres måder at gøre det på. Specielt af andres måder at gøre tingene på – for tænk, hvis vi kunne lære af hinanden? Forskelle og kontraster er jo netop med til at tydeliggøre vores egne valg. Både de rigtig gode og de mindre heldige.

Hermed et rigtig godt nytår til alle jer derude.

Forskelle på at blive mor første og anden gang

Der er så mange statusser, der kan gøres her på årets sidste dage. Mest læste, mest likede eller kommenterede indlæg – status på ens egen livsudvikling, samfundet – både det nationale og globale. Jeg vælger at holde mig i navlehøjde, for de sidste knap 5,5 måned har lært mig en masse om at være mor, som jeg ikke vidste før. Og så tænker jeg at lave et indlæg om mine og jeres ‘favoritter’ til i morgen 🙂

Der har for mig været stor forskel på at blive mor for første og for anden gang. Ikke kun fordi de to pigebørn er væsensforskellige, men fordi jeg selv har rykket mig en hel del. (Det var I faktisk også en del, der læste og talte med om HER) Jeg vil vove den påstand, at jeg er blevet en bedre mor. Ikke fordi jeg var dårlig før – slet ikke! -men jeg har fundet mig selv meget mere i moderskabet og de lektier, jeg har lært af Bean, har jeg kunnet give videre til Lillesøster.

 photo DSC_0075_zpslknxbtau.jpg

Hvordan kunne vi nogensinde synes, det var presset at skulle ud ad døren med kun en mini-me på matriklen?
Helt ærligt? To voksne til et barn – den fordeling burde vitterlig ikke kunne skabe sved på panden. Nu? Nu kan vi få et barn klar med hænderne bundet på ryggen. Jeg synes faktisk, vi har fået større overblik og større ro, efter vi har fået to børn. Jeg er også helt afklaret med at mine (basale) behov af og til kommer i første række. Det betyder, at Lillesøster og Bean altså må vente, hvis jeg skal på toilettet, have noget at drikke eller spise. Det hænger nok også sammen med at jeg og vi er blevet mere tydelige omkring vores grænser som forældre. Det giver klare linjer for alle, og gør det meget lettere at agere i det liv, vi alle skal dele.

Er det normalt?
Der blev Googlet her, der og allevegne, hver gang Bean var mere ked, mere vågen og mere eller mindre nogetsomhelst, da hun var baby. Vi prøvede forskellige teknikker, teorier og modeller af for at få hende til at græde mindre og sove mere. Intet hjalp. Nu hviler vi meget mere i os selv og troen på, at vi er eksperterne. Ikke Google, ikke netsundhedsplejersker. Det er os – og i sagens natur især mig – der ved allermest om Lillesøster. Om hvad der er hendes normal og om hun trives som hun skal. (Det gør hun) Det gælder for alle, tror jeg. Med mindre der er helt specifikke sundhedsudfordringer, så er forældrene dem, der skal lytte til og agere ud fra egen intuition.

Ro på!
Jeg tager det markant mere roligt med Lillesøster. Det er nok kombinationen af hendes mere rolige natur og min egen ro, der tilsammen giver en noget mere fredelig babytid. Hun får ro og jeg får fred. Det er faktisk stadig Bean, der er den største udfordring her i huset. Siden hun blev tre år gammel, har hun har haft fuld skrald på selvstændigheden!

To børn er to gange så hårdt. 
Da jeg var gravid, hørte vi fra vores omgangskreds, at det er VILDT hårdt at have to børn. At der aldrig er fred eller tid til en- eller tosomhed. Det synes jeg ikke passer. Jeg synes ikke, at to børn er dobbelt så hårdt. Jeg synes faktisk ikke det er hårdt at have børn. Udfordrende? Til tider, ja! Lærerigt? Hele tiden. Vidunderligt? Ja. For pokker! Skræmmende? Ja, i den forstand, at der nu er to mennesker jeg uden at tøve ville give mit eget liv for. To mennesker, jeg elsker højere end jeg anede, man kunne elske. To mennesker, det er mit og Jonas’ ansvar at give en god, tryg og kærlig opvækst, så de senere kan få et godt voksenliv og bidrage på en positiv måde til vores samfund.

De gange, jeg har været presset i forhold til at skulle tage vare på både Bean og Lillesøster er, når jeg har været alene med dem og deres behov har divergeret. Når en af den har været overladt til sig selv, fordi den anden ganske enkelt havde mere brug for mig. Eller her i julen, og ammede Lillesøster i stuen, mens Bean græd af smerte og træthed af mellemørebetændelsen i soveværelset. Jonas var ved hende, men åh, moderhjertet kan næsten ikke bære det. Og selvom Bean i den grad kan bekrige mig, så er det stadigvæk min tryghed og nærhed, hun har allermest brug for, når hun er syg.

Alt i alt, er jeg kæmpe fan af at have to børn. Jeg er blevet et bedre menneske; mere tydelig og mere sikker på mig selv; mere rummelig og bedre til at sige pyt, når noget ikke går som det skal. Jeg har været nødt til at smide idealer og forestillinger om det perfekte i skraldespanden og har i stedet lært at elske hverdagen og virkeligheden. Jeg skal være et forbillede for mine piger – herunder også i forhold til kropsaccept. Det øvede jeg mig bl.a. på i foråret, da jeg gik catwalk med hvide bomuldstrusser og en rund mave.

Og så skal jeg ikke kunne udelukke, der kommer endnu en baby om et par år. Der er vist ingen af os, der føler, vi er helt færdige med den slags 😉

Traditioner

Juletiden er fyldt med traditioner for de fleste af os. Herhjemme er vi igang med at finde frem til familietraditioner, som er en blanding mellem ‘dine’ og ‘mine’ for at blive til ‘vores’. Det er en hyggelig øvelse, fordi Jonas og jeg er gode til at lytte til hinanden.

I år er det andet år, vi har fejret jul på Østerbro, og vi er vist efterhånden ved at have fundet en god formel. For os virker det rigtig godt at blive hjemme og være i sluttet kreds. 20 mennesker og hurlumhej er ikke hverken jul eller hygge for mig, og det er rart at kunne tage hensyn til Bean – og Lillesøster – med spisetider og juletræsdans.

Kodeordene for os er ‘ro på’ og ‘uddeleger’. Mine forældre kom med and, rødkål og sukkerkogte æbler – og så stod de for brune kartofler og sauce også. Min søster havde lavet en lækker risalamande med hjemmelavet kirsebærsauce (og Bean fik mandlen!) På Jonas’ barndoms julebord hørte også taffelchips og en waldorfsalat til, så sådan en lavede jeg for første gang i mit liv. Den var let og frisk på fromage fraiche og blev virkeligt vellykket. Jeg tror, vi er enige om, at den godt kan få en fast plads ved siden af anden.

Vores julegæster kom midt på eftermiddagen og vi serverede lidt tapas og kølig, frisk hvidvin. Bruscetta med tomat og basilikum og dadler omviklet med bacon er måske ikke umiddelbart fantastisk julet, men det var lækkert og en god afveksling fra resten af julemaden. Den idé er på den permanente liste fra nu af.

I min barndom så julebordet altid ens ud – den klassiske juledug fra Södahl (der siden er skiftet til en endnu mere klassisk fra Georg Jensen) og hvidt service. Jeg har mere lyst til at eksperimentere, og mens jeg dækkede op med kongeligt porcelæn fra forskellige stel sidste år, så var julebordet i år holdt i nordisk stil. Jeg befriede et par mini grantræer fra krukke og så meget jord som muligt og satte dem i glascylindre. Tallerkenerne er fra Broste og resten af bordpynten er arvestykker. Herunder sølvknivene og den lille saltskål.

 photo julebord_zpsp4vpnqlq.jpg
 photo DSC_0018_zpsowx6outh.jpg
 photo DSC_0012_zpsalq1uwhr.jpg

Jeg lyver i øvrigt ikke, når jeg siger, at jeg ikke har et eneste godt billede fra juleaften. Hverken i år eller sidste år. Dén tradition skal der til gengæld laves om på, for det er rigtig træls. Ikke fordi hele juleaften skal gå med at tage smukke billeder (jeg holdt mig med fuldt overlæg fra alle sociale medier og min telefon) – men fordi det kunne være dejligt at have bare et enkelt eller to med hele min lille familie og med bedsteforældre og moster.

julebilleder

En anden juletradition, jeg godt kunne undvære handler om sygdom. For to år siden var Bean syg. Sidste år var det mig, der var både nygravid og var ramt af en virkeligt grim maveinfluenza. I år er det Bean, der igen er syg. Hun har hostet i flere uger, haft feber af forskellige omgange og kastet op et par gange. I går aftes faldt hun i søvn på sofaen før spisetid (!) og vågnede grædende med smerter og røde ører en time senere – vi kører en omgang mellemørebetændelse for tredje gang i hendes liv. Det værste lader til at være bag os, men åh, hvor jeg hader når mit barn græder af smerte. Dejligt med en empatisk, venlig og forstående sygeplejerske for enden af røret i 1813 og at børnepanodil smager som slik og derfor glider let ned… Heldigvis er Bean i bedring i dag, så vi satser på at blive klar til en festlig nytårsaften sammen med et par dejlige venner og deres skønne piger.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

DIY: Pandebånd i perlestrik

Efter at have brugt utallige timer med mønsterstrik på pind 3, trængte jeg til et hurtigt, enkelt projekt på markant større pinde! Et pandebånd til mig selv var det oplagte valg, da jeg har smidt barselshåret til fordel for en korthårsfrisure. (Den har du måske spottet på Instagram?)

For et stykke tid siden købte jeg et nøgle tykt håndværksgarn i en blanding af Falklands Merino og Gotlandsk Pelsuld, som var velegnet til projektet. Jeg bestemte mig for at bruge pind 9. Jeg strikkede på en enkelt tråd, men en anden gang ville jeg nok vælge at strikke på to tråde. Sådan er det, når man freestyler!

Skærmbillede 2015-12-27 kl. 11.08.41 AM

Perlestrikket pandebånd på pind 9

Slå 13-15 masker op på pind 9 afhængigt af hvor bredt, du vil have pandebåndet. Jeg prøvede mig lidt frem og endte på 13 masker. Jeg synes perlestrik er farligt fint, men hvis du er vil med rib eller med glatstrik kan du også bare strikke det.

Strik perlestrik (ret over vrang og vrang over ret) indtil arbejdet når hele vejen rundt om dit hoved – ca. 55 cm. Mål efter løbende. Luk af ret over vrang og vrang og ret. Sy nu pandebåndet sammen med maskesting, så sammensyningen bliver pæn.

Nu skal du strikke det lille stykke. Slå to-tre masker mere op end på selve pandebåndet (dvs. hvis du har strikket 13 masker på pandebåndet, skal du slå 15 op nu) og strik perlestrik så bredt, som du ønsker – 4-6 cm synes jeg er passende. Luk af ret over vrang og vrang over ret.

Sy sammen med maskesting på den korte led omkring pandebåndet. Du kan lade pyntestykket være løst omkring pandebåndet eller du kan ri det fast. Det har jeg gjort.

Et voila!

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Taknemmelighed

Pigerne sover. Vi voksne er mætte og nærmest lykkelige. Fulde af juleglæde, andesteg fra i går og julefrokost-retter fra i dag og ikke mindst kærlighed til vores elskede børn. Lillesøster har taget al virakken omkring sin første jul uden for maven med ophøjet ro (og et par ekstralange lure. Selvom vi har været en sluttet kreds, så er det hårdt at fejre jul og danse om juletræ og blive dikket og nusset af sin mormor, morfar og moster, når man er 5 måneder gammel)

Bean har glædet sig og glædet sig og GLÆDET sig. Selvom hun var sløj igår og pludselig blev rigtig skidt tilpas i dag, så havde hun den dejligste julefest med de mennesker, hun elsker allerhøjest. Hun havde næsten ingen appetit, men hun sad med ved bordet så længe hun gad, og ventede dernæst tålmodigt på at vi voksne skulle spise færdig inden det var tid til juletræ og gaver. Hun gik op i gaveuddelingen med liv og sjæl og dikterede rækkefølgen for åbning af gaverne med iver og spænding. Hun kunne næsten ikke være i sig selv af stolthed, da vi åbnede gaverne fra hende, fremstillet i børnehaven og holdt hemmelige i en hel måned.

Hun glædede sig over sine egne gaver – ‘Jeg har haft en dejlig jul. Og jeg er meget glad for mine gaver, mor. ‘Klæj-mobil’ og en masse ‘boger’, har jeg fået.’  som hun fortalte, inden hun faldt i søvn. Men hun glædede sig også på vores andres vegne og undede alle at få og beundre deres gaver, inden vi gik videre til næste. Det bliver jeg glad og stolt over. Bean under andre det godt – hun er generøs og empatisk. Over for sine nærmeste og over for fremmede.

Og så var det den, der hjemmelavede gave…

Kan I huske, hvordan det var at få bløde pakker, da I var børn? Det var ikke dem, man længtes mest efter, vel? Da Bean åbnede gaven med den sweater, jeg har brugt næsten halvanden måned på at strikke, sagde hun ikke et ord. I stedet tog hun den på med det samme. Så hurtigt hun kunne. Imens blev jeg helt stum af lykke og fik fugtige øjne. Taknemmelighed. Fra hende til mig. Fra mig til hende. Taknemmelighed og al den kærlighed, som et hjerte overhovedet kan rumme.

Det har været en rolig, varm jul. Lige præcis som jeg kunne ønske.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts