Hjertet udenpå

Det har været en mærkelig weekend. Jeg har haft lyst til at gemme mig i min lune, rare barselsboble, hvor de største bekymringer handler om hvorvidt babyen sover ordentligt og om at tiden går alt for hurtigt. Jeg har haft lyst til at pakke verden og den grusomheder langt væk – ikke mindst væk fra mine børn, der er alt for små til at forstå hvad der sker lige nu.

Det kan man bare ikke. Vi er alle en del af denne verden – og vi er alle ansvarlige for at gøre vores bedste for at gøre den til et bedre, sikrere, kærligere sted. Vi må starte med os selv og vores nære og så må vi hjælpe, hvor og hvordan vi kan. Ved at støtte i lokalområder, sikre basale menneskerettigheder, oplysning og uddannelse til så mange som muligt. På nationalt og internationalt plan. Ved at undgå at dæmonisere.

Jeg ville sådan ønske, at ingen nogensinde havde fundet på religioner. Det er muligt at det ikke er religioner, der dræber mennesker (parafraseret fra den – fejlagtige – amerikanske våbenlobbys catchfrase at ‘guns don’t kill people – people kill people’), men kigger vi på historien, er det uhyrligt og helt uacceptabelt mange millioner af mennesker, der er slået ihjel i religioners navne. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor dårligt man må have det indeni, hvis man kan hjernevaskes til at dræbe andre og sprænge sig selv i luften i en religions navn.

Hjertet sidder udenpå – eller i al fald lige under huden – efter jeg er blevet mor. I går, da vi kørte forbi den franske ambassade på vejen hjem fra mine forældre, løb mine øjne over. Mit hjerte bløder for alle i denne verden, der er ofre for uretfærdige, forfærdelige omstændigheder og hjernevaskede, syge, magtgale mennesker.

Men livet og hverdagen must go on, når der er en tre-et-halvt-årig og en baby, der kræver (og har ret til!) opmærksomhed, omsorg og kærlighed 24 timer i døgnet. Og jeg tror, at håbet lever, så længe der er børn i verden, der får netop det. Så længe børn ler og leger.