Syge børn og budgetvenlig uld

Havregrød deluxe, 4 ud af 5 og en vild nat

Man kunne godt forledes til at tro, at soveværelset er et meget lidt actionpræget rum i småbørnsfamilier. Ha! Tro om igen. I nat lykkedes det for eksempel mig at komme ud af sengen på en sådan måde, at mine ben eksede fuldstændigt under mig og jeg forstuvede en lilletå (og muligvis også dens navnløse nabo). Av, blev der sagt nede fra gulvhøjde og en groggy og lidt forskrækket Jonas måtte stå ud af søvnen og først hjælpe mig på benene og dernæst hente Lillesøster, der var vågnet og skulle have mad.

Jøsses, sådan en lilletå kan gøre ondt – det var ret meget op ad bakke at skulle aflevere Bean i børnehaven i dag, så jeg besluttede mig for at forkæle mig selv med en solid omgang second breakfast, da jeg kom hjem igen og Lillesøster sov formiddagslur. Og at dømme efter antallet af likes inde på Instagram, er I flere, der synes, at det var en laber omgang ekstra morgenmad!

Jeg lavede en almindelig portion havregrød og pimpede den med en halv banan skåret i skiver, et drys granola, en god skefuld dulce de leche (Woodshade Organics udgave er virkeligt karamellækker, hvis du ikke gider og/eller har tid til at lave din egen), tørrede granatæblekerner og et par skefulde usødet æble/tranebærmos. Den kombination kan virkelig godt anbefales, og det tager ikke meget længere tid at lave end plain havregrød, når man køber sig til lette løsninger. Æble/tranebærmosen er fra Urtekram, og jeg tænker at Lillesøster, som nu er over 4 måneder, måske skal have lov at smage en my af den, hvis hun vil. Eller hvis Bean ikke når at spise hele glasset forinden!

havregrød deluxe

I aften skal det også være let. Er jeg den eneste, der ofte har lyst til take away sidst på ugen? I al fald har jeg bestilt Cofocos tapaskasse til Jonas og mig, så vi kan lave en ‘hjemmedate’, når Bean er lagt i seng. Vi trænger nemlig rigtig meget til lidt tid sammen. Denne uge har Jonas været væk 4 ud af 5 aftener (!). Dels på grund af en tåbelig fodboldkamp og dels på grund af diverse møder og en generalforsamling. I aften bliver første gang siden søndag, at vi er to hjemme til puttetid. Mon ikke Bean glæder sig til det? Også selvom hun er blevet rigtig dygtig til at falde i søvn selv.

Optimalt set skulle vi tale med flettede fingre i dæmpet belysning (så rander under øjne og fedtet hår kan skjules), men mit bud er at jeg har en kæreste, der mere trænger til Netflix på sofaen. Vi er nemlig igang med en ny serie, som virker ganske lovende. Mere om den en anden gang.

God fredag derude!

Pst! Du kan lige nå at være med i konkurrencen om farvestrålende Fisher-Price HER

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

1 kommentar

  • Christina

    Mums, det ser lækkert ud. Næsten lige så lækkert som lillesøsters lårbasser.
    Hvis du en dag er til nem grød på farten, så kan GRØDs instant grød anbefales. Tilsæt kogende vand og vupti!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Syge børn og budgetvenlig uld