Ammemafia

Gæsteindlæg: Hjemmepasning

Kan I huske, da jeg skrev, at jeg elskede hverdagen? Og at Kathrine kommenterede, at det kunne hun godt forstå, men at hun passede begge børn hjemme? Nu har Kathrine skrevet om deres – lidt anderledes – valg. Hvorfor og hvordan. Det er langt, men det er interessant. Jeg fik lyst til at melde Bean ud fluks og holde Lillesøster hjemme de næste par år. Det kommer af alle mulige årsager ikke til at ske og vores valg passer (heldigvis) rigtig godt til os, men jeg synes det er fantastisk at høre om andre måder at gøre tingene på. Så TAK til Kathrine for at dele. (Hvis du sidder derude og gerne vil fortælle om din historie så skriv endelig til mig!)

Noget om at tage en anderledes beslutning

Hej på Østfronten 🙂 Og tak til Stine for at give mig lidt taletid.

Hjemme hos os har vi besluttet at tage vores to årige datter ud af dagplejen for at passe hende hjemme. Stine har spurgt om jeg havde lyst til at skrive et indlæg om den beslutning – og det vil jeg helt enormt gerne.

Det har taget mig rigtig lang tid at få sat mig og skrevet dette indlæg. Ikke fordi jeg ikke har ord, tværtimod. Jeg har så meget på hjertet angående dette emne, at jeg nærmest ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte. Men jeg vil starte med at præsentere min familie og fortælle lidt om hvordan vi nåede frem til den beslutning.

Jeg hedder Kathrine. Jeg bor sammen med min kæreste og vores to døtre. A på nu 2,7 år og lillesøster på 7 måneder. Vi bor i en mindre by, nærmere Slagelse på Vestsjælland. Jeg er uddannet socialrådgiver. Inden jeg gik på barsel med lillesøster arbejdede jeg i et vikariat i en familieafdeling.

Jeg vil starte med at gå lidt tilbage i tiden. Da min barsel med A sang på sidste vers havde jeg en underlig følelse i maven. Vi havde fundet en rigtig god privat dagpleje, og vi begyndte indkøring kort efter A var 1 år. Egentlig reflektererede ingen af os dybere over beslutningen om at lade vores lille barn passe af andre mennesker. Vi tænkte meget over at finde et godt sted, og vi var meget bevidste om hun ikke skulle være der for meget. Men på intet tidspunkt overvejede vi at hun ikke skulle af sted. Alle vi kender arbejder og har deres børn i en eller anden form for institution. Og ”sådan gjorde man bare”.

A startede, og det gik som den slags ofte går. De fleste børn tilpasser sig situationen som den er, og det gjorde A også. Hun var ikke et barn der var jublende ved at blive afleveret, men ej heller (altid) ulykkelig. Men jeg havde stadig en underlig følelse i maven når jeg gik fra hende, sådan en følelse af tomhed er nok det der bedst beskriver det. Jeg husker tydeligt min første arbejdsdag hvor jeg havde været væk fra hende en hel dag, det lille bitte menneske. Det var SÅ underligt, også da vi var sammen igen føltes det anderledes. Men det skulle nok blive bedre! Det fortalte alle mig jo at det ville. Men sagen er bare den at A gik i dagpleje i et år cirka, og det kom på intet tidspunkt til at føles fuldstændig naturligt for mig.

Jeg blev gravid med lillesøster og der begyndte tanken at melde sig. Kunne det egentlig ikke være godt at tage A ud af dagplejen og passe hende hjemme sammen med hendes søster? Hjemme i trygge rammer, med hendes mor som elsker hende ubetinget. Min kæreste og jeg talte meget frem og tilbage om det. Tænk nu hvis vi får en baby der skriger meget, vil det gå for meget udover A . Kan begge børns behov tilgodeses i tilstrækkelig grad? Vi aftalte at vente med at melde A ud af dagplejen til lillesøster kom for at se hvad hun var for en pige. Lillesøster kom, og hun skreg, meget. Alligevel tog vi A ud af dagplejen små to måneder efter hendes ankomst.

Resten af mit indlæg deler jeg ind i de spørgsmål vi typisk har mødt, da det måske er nogle af de samme i derude sidder med.

Men hvad så med socialiseringen?

Det er egentlig et lidt sjovt spørgsmål. Og alligevel er det jo ikke så mærkeligt. For vi er opdraget til at tænke institutionerne er til for børnenes skyld, men faktum er at det er de ikke. De er oprettet som en nødvendighed affødt af at vi kvinder kom på arbejdsmarkedet. At der kan være gode ting ved børnene er af sted vil jeg ikke underkende, men jeg bliver lidt ked af at høre det beskrevet som børnenes behov (mest i forhold til de helt små). [Red: Jeg er helt enig: det er først når børn når omkring børnehavealderen, at de har behov for daglig socialisering, og det er bl.a. derfor jeg er varm fortaler for små, trygge forhold til de mindste. Som for eksempel flerbørnsdagpleje]

A er hjemme med mig, og med lillesøster. Og vi kommer ud og ser andre mennesker. Venner og familie. Børn bliver ikke kun socialiseret ved at være sammen med jævnaldrende. Jeg er også nødt til at nævne A kun var to år gammel da vi tog beslutningen. Det ER altså begrænset hvad de fleste to årige har ud af socialt samvær med jævnaldrende i den alder.

Mange fortæller mig at deres børn kravler på væggen efter et par dage hjemme, og at de har brug for at komme i institution og brænde krudt af. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Vores børn er jo vant til en dagligdag i temmelig højt gear. Så det er ikke mærkeligt de kommer til at kede sig Jeg kan tydeligt mærke forskel nu på A og så da hun kun havde været hjemme en måned, hun er virkelig kommet ned i gear.

Hele vores måde at tænke socialisering og læring hos børn i Danmark er noget der optager mine tanker meget. Børn kan jo sagtens have legeaftaler og se andre børn uden at gå i institution. A har en fast legeaftale om ugen med et andet barn. Derudover går hun til gymnastik og ser indimellem andre børn når vi ser venner og familie. Det er rigeligt for hende, for nu. Derudover går dagligdagen med praktiske gøremål, gåture, legeplads besøg osv.

Børn når en alder hvor de helt klart vil efterspørge mere aktivitet og leg med jævnaldrende. Og her kan det blive svært at hjemmepasse. Fordi så få gør det, så det kan blive svært at få tilstrækkeligt med legeaftaler. Her hvor vi bor i hvert fald. Mit indtryk er der er betydelig flere der hjemmepasser i de større byer. Så der kan børnehave helt klart noget godt – Men personligt tror jeg ikke børnene har behov for det 4-5 dage om ugen i 6 timer.

Men hvad så med lillesøster? Får hun nok opmærksomhed når A er hjemme?

Hvad er nok opmærksomhed? Lillesøster vil umuligt kunne få samme opmærksomhed fra os voksne som A fik. Fordi hun er født ind i en familie hvor der er en storesøster. Til gengæld har hun en storesøster der også giver hende opmærksomhed og kærlighed.

Det er klart at en barsel på ingen måde er barsel på samme måde med en søskende hjemme. Man kan ikke køre alt efter lillesøsters behov. Dog er det rigtig vigtigt for os at lillesøster har fået masser af opmærksomhed og ikke mindst fysisk nærhed. Lillesøster er så også en pige der kun vil sove hvis hun er på sin mor eller far. Vi har brugt en vikle rigtig meget herhjemme.

Samtidig er det for mig nemmere at tage mig tiden til at sidde og pludre med lillesøster og have øjenkontakt, også når A er hjemme, efter vi tog hende ud af dagplejen. Da hun gik i dagpleje fik jeg hurtigt dårlig samvittighed over ikke at give hende min fulde opmærksomhed når hun kom hjem. Jeg følte mig på en måde hele tiden splittet. Nu har jeg ikke dårlig samvittighed overfor nogen af dem. Vores børn får begge masser af 1:1 tid med os. Og de to børn er søskende, at de helt fra start er nødt til at dele opmærksomheden er jo egentlig meget naturligt.

Jeg kan sagtens finde på at lukke en dør og være uforstyrret sammen med lillesøster når A er vågen ( hvis min kæreste er hjemme forstås). Jeg har også planer om jeg vil begynde at gå i svømmehallen med lillesøster så vi har den ting sammen bare os to. Og for at få lidt barselfølelse. Så overordnet: Ja. lillesøster får alt det hun har brug for. Hun får dækket alle sine basale behov, og hun får også altid dækket sine følelsesmæssige behov.

Men er det ikke hårdt? Der er da ikke meget tid til at hvile og slappe af?

Jo det ER hårdt. Nogle gange så hårdt at jeg græder lidt. Men gør vi ikke alle det? [Red: Jo! Jeg gør i al fald]

Det er det hele værd. At få lov at være sammen med mine to børn i stort set alle deres vågne timer er en kæmpe gave. Og jeg har det SÅ godt i maven over det. Da jeg afleverede A i dagpleje efter lillesøsters ankomst føltes det SÅ forkert for mig, fordi jeg VED at hun trives bedst hjemme.

Selvfølgelig er der dårlige dage. Dage hvor begge børn er kede af det og pirrelige. Men det er der altså også i institutionerne. Dårlige dage ulykkelige børn og få hænder. Og det ER svært på de dage, man føler sig konstant splittet, men til gengæld har begge mine piger deres mor til at trøste og kramme, i stedet for en pædagog eller dagplejer.

Men det er nok ikke for alle. Vi kan sagtens leve med det er sådan her. Fordi vi VED, det er det bedste for vores piger. At jeg så nogle gange er ved at gå i koma af træthed, det må vi tage med. Lige nu lever vi et liv rigtig meget på børnenes præmisser, og der er ikke særlig meget egotid, men det kommer jo igen, lidt efter lidt. Ofte går vores aftener med putning af børn eller vasketøj, fordi det ikke blev nået i løbet af dagen. Men det er dog mit indtryk det er sådan i mange børnefamilier.

Hvordan har A reageret på at blive taget ud?

A spurgte i starten dagligt efter de andre børn og dagplejeren. Men det lagde jeg ikke så meget i, andet end at det selvfølgelig er mærkeligt at de pludselig ikke var der mere. Vi sørgede for en aftale hvor hun fik set dagplejer og nogle af de andre børn, for at vise hende de stadig eksisterer. Efterfølgende har hun faktisk ikke spurgt mere.

A er en meget følsom pige. Hun er født lidt for tidligt, og havde en lidt svær start på livet – om det er det eller bare personlighed der gør hende følsom vides ikke. Men hun bliver hurtig ”fyldt”.

Men at tage hende hjem er den bedste beslutning vi nogensinde har taget. Hendes selvværd er vokset helt vildt, hun er gladere, hun spiser bedre, sover bedre, og hviler generelt meget i sig selv. Vi er SÅ glade for at have taget det valg på hendes vegne. Hun trives helt klart med det roligere tempo.

Mange spørger om hun ikke bare kunne have fortsat i dagpleje men i færre timer. Det var ikke fordi hun var meget i dagpleje på noget tidspunkt. Hun havde altid minimum en fridag om ugen og var der ca. 6 timer om dagen når hun var af sted (hvor hun så sov et par timer af tiden). Og da jeg var på barsel var hun der kun ca. tre dage om ugen og blev ofte hentet ved middagstid.

Hvordan gør i med det praktiske? Hvordan fungerer det i dagligdagen?

Lidt held i uheld blev min kæreste sygemeldt ikke så længe efter lillesøsters ankomst, så vi har rigtig meget været to. Det har jo været en kæmpe luksus. Men det var ikke planen.

Inden vi tog A ud af dagpleje aftalte vi at det eneste jeg skulle have fokus på var at passe vores to børn. Så måtte vi hjælpes om madlavning og det praktiske. Hvilket i øvrigt også var vores aftale da jeg var på barsel med A.

Der er altså også en hel anden ro når man ikke skal ud af døren til noget bestemt tidspunkt. A skulle helst være i dagpleje kl. 9 da de ofte var på tur. Nu er det jo lidt lige meget om vi rammer legepladsen eller går en tur kl. 9 eller 11. Det hele kan tilpasses så det nogenlunde matcher begge børns rutiner og behov.

Hvis man vil hjemmepasse to små børn er det helt klart en fordel, hvis man kan få dem til at sove nogenlunde samtidig om dagen. Det giver ikke meget mening i starten. Men nu hvor lillesøster er 7 mdr sover hun typisk tre lure, og den ene er ofte samtidig med at A sover. Så er der mulighed for at ordne lidt praktisk, drikke kaffe eller sågar sove en lur hvis man er til det.

Vi fik en periode leveret vores varer af nemlig.com, de stoppede desværre med at levere i vores område.(provinsen er SÅ træls på den måde) Så har vi en periode forsøgt med måltidskasser fra årstidernes. Vi forsøger at lave mad til et par dage af gangen. Vi går generelt ind for at gøre det nemmest muligt for os selv.

Jeg er dog også blevet langt bedre til at klare praktiske ting selvom børnene er vågne. A kan efterhånden inddrages i en del, eller lege lidt selv, og lillesøster er ofte tilfreds med at sidde i en vikle eller manduccaen, eller bare ligge på maven og kigge på der støvsuges. For det ER vigtigt at kunne slappe af indimellem når de sover, og er vågne for den sags skyld. Og min samvittighed er ikke dårlig over at klare noget praktisk når de er vågne – de er jo sammen med mig (os) hele dagen.

Hvad så efter din barsel. Hvad skal der ske?

Vi er blevet så glade for at have vores børn hjemme fuldtid at vi satser på de skal være det noget tid endnu. Min kæreste kommer formentlig ikke til at arbejde særlig mange timer igen. (lang historie kort: Han har en slem rygskade efter en arbejdsulykke) Jeg satser på at finde noget arbejde forskudt af ham så det kan lade sig gøre på den måde.

Jeg tror helt klart A skal i børnehave på et tidspunkt. Hun skal bare lige være lidt større. Hun ELSKER andre børn, hun er meget udadvendt. Men hun er også meget følsom, og får hurtigt nok. Noget siger mig hun vil være klar og have noget godt ud af det når hun er omkring de 4 år, men nu må vi se. Jeg tænker i hvert fald det kan være godt at komme ud og opleve det at være væk fra os og sammen med mange andre børn i et eller andet omfang for vores børn. For de skal på et tidspunkt i skole, og det tror vi kan være lidt overvældende ellers. Men de skal kun være der i et omfang hvor vi som forældre er sikre på det er ok for dem og ikke bliver for meget.

Afrunding: ( Tak hvis du læste med så langt) Jeg har lige brug for at afrunde med at sige jeg sagtens kan forstå hvis man vælger anderledes end os. Og hjemmepasning ER ikke for alle. Og jeg ved godt at masser af børn (og forældre) trives fint med at gøre det anderledes end os. Vi kender alle vores egne børn og familier bedst og ved som regel hvad den bedste løsning for os er.

Jeg håber ingen vil føle sig trådt på af mine udmeldinger i dette indlæg, det er bestemt ikke min mening med det. Mit formål var blot at fortælle hvordan vi har valgt at gøre og hvilke grunde og overvejelser der ligger bag vores beslutning.

Hvis nogen overvejer at passe hjemme, men tænker at det nok er svært fordi partneren arbejder fuldtid, så vil jeg lige nævne at det gør en del faktisk, så det ER muligt hvis man virkelig vil det. Der er en gruppe på facebook der hedder ”Moderne hjemmegående forældre” der har jeg fulgt meget med og søgt råd.

Tak fordi du læste med.

/Kathrine

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

3 kommentarer

  • Lotte D

    TAK for et godt indlæg – super relevant emne.
    Jeg har selv passet mine to store børn hjemme af praktiske årsager da vi boede uden for DK – det er helt rigtigt meget hårdt men også meget givende – og jeg var så glad for at læse at der er andre der deler min mening om at børn ikke behøvet socialisering før børnehave alderen – jeg kan blive helt harm over det danske samfund på den måde – institutionerne er ikke til for børnenes skyld som det så fint er formuleret i indlægget.
    Endnu en gang tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Bare sådan et lille historisk indput; den hjemmegående husmor er faktisk et oderne fænomen, og ikke ’sådan det var før’. Det har eksisteret blandt overklassen, men så blev børnene jo tit også passet af andre. ‘Projekt husmor’ var en bevægelse der startede i 40’erne eller 50’erne mener jeg, og var en del af at løfte arbejderklassen. Hvis konen holdt hjemmet og passet børnene, ville manden blive, og ikke mindst komme hjem til familien med lønningsposen – hvor det tidligere ofte var sådan at mænderne gik på druk, og kvinderne måtte overlade ungerne alene, eller ved nabokonen, mens de selv måtte tjene til livet og dagen anden steds. På landet havde kvinderne arbejdsopgaver rundt om huset og nærliggende marker, og børnene blev passet af de ældre, frem til de blev gamle nok til at selv kunne arbejde og bidrage til arbejdsfællesskabet. Børn har formentlig aldrig haft det bedre en de har det nu. Når det er sagt, så synes jeg også at det er tidligt, og ikke mindst hårdt, at efterlade de helt små i institutioner! Og er også fortaler for små institutioner o.l. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Birgitte

    Tak til Kathrine for at dele sine erfaringer:) her nærmer lillebror sig de 5 mdr, og jeg vil sige, at det nu er nemmere at have begge børn hjemme på samme tid, så vi er gået all in på mange fridage fra vuggestuen. Det er skønt med tid til det. Jeg er vild med det der barsel:)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ammemafia