Julegaven til Bean og Lillesøster

Ammemafia

Jeg kan lige så godt tilstå det. Jeg elsker at amme. Helt ind i hjertet elsker det.

Bevares, de første par uger (særligt med Bean) krævede, at jeg holdt vejret under amningen – for opstarten gør nas. Så snart mælken er løbet rigtigt til, produktionen reguleret korrekt i forhold til efterspørgsel og hårde gummer og vacuum er blevet en new normal, så synes jeg vitterlig, at det er vidunderligt og helt fantastisk nemt. Jeg føler ikke, jeg går glip af noget, når jeg sidder solidt plantet i sofaen og min bagdel sover. Jeg elsker at være tæt på Lillesøster og det er virkelig sjældent, jeg oplever at jeg trænger til kropslig frihed.

Det lyder helt vildt provokerende, hvis I sidder derude med en anden opfattelse eller amningen har været en (måske endda forgæves) kamp med sår, brystbetændelser og samarbejde med baby, der bare ikke vil fungere. Det er ikke ment som en provokation. Slet ikke. Det er en simpel konstatering af MIN oplevelse af amning, og jeg er helt overbevist om, at flaskebørn kan opleve præcis samme velbehag og tryghed som ammebørn. Jeg vil ikke være en del af ammemafiaen, for hvad der er rigtigt for mig er ikke rigtigt for alle. Men ligesom det skal være tilladt at råbe højt om lorteamning, så skal det være lige så tilladt at juble af lykke over en amning, der er lige præcis, hvad man drømmer om.

ammemor

Jeg elsker nærheden, ærligheden og enkelheden i den kontakt, jeg har med Lillesøster (og med Bean før hende). Det er helt uden sammenligning at mærke et lille barn koble sig på og spise sig mæt og tilpas – først ivrigt og koncentreret, siden enten legesygt eller dovent og søvnigt. Jeg kommer aldrig til at amme efter et skema eller en app, der fortæller mig, hvornår mit barn er sultent.

Det er så enkelt og så basalt, hvis vi lytter til vores børn og kroppe. Ligesom Bean gjorde, får Lillesøster selv lov at bestemme, hvor længe hun vil ammes. Hun har rundet 4 måneder nu og er i teorien klar til at blive introduceret for ‘rigtig’ mad, men jeg har tænkt mig at fuldamme indtil 6 måneder, forudsat hun ikke bliver for sulten på andet inden da.

Hvis Lillesøster er ked af det eller brokker sig, så bliver hun altid tilbudt nærhed og mad som det første. Også selvom hun lige har spist. Som regel er det, hvad hun har brug for. Ellers skal hun nok sige fra. Og så er jeg i øvrigt 100% ligeglad med, hvor jeg er henne. På caféer, i indkøbscentre, til events, hos venner og familie. Hvis Lillesøster er sulten, så skal hun have mad. Jeg er nemlig helt overbevist om, at hun fint er i stand til at appetitregulere og at hendes behov spiller sammen med mit ‘magiske tal’. Hver kvinde har et magisk tal – tallet er det antal gange på 24 timer, brystet skal tømmes for at mælkeproduktionen kan opretholdes.

Det er så lille en del i mit liv, jeg kan være så tæt sammenknyttet med mine børn. Bean er allerede igang med løsrivelsen og selvstændigheden. Det er alle timerne i sofaen, alle de mælkeplettede toppe og ikke mindst det næsten totale tab af personlig frihed værd.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

23 kommentarer

  • Mia

    Stort ‘like’ til det her indlæg. jeg har det præcis som du skriver her.
    Min datter er lige fyldt 5 mdr, og er helt vildt interesseret i alt muligt mad, så hun har efterhånden længe fået lov at gumle på både grød, grøntsager og frugt, men intet af det udgør endnu et måltid. ☺

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Jeg var ikke ovenud lykkelig for at amme første gang men gjorde det da i ialt små ti måneder. Men jeg var også alt for meget en slave af at jeg ikke mente det nødvendigvis var tid endnu.

    Efter at have læst om at du lader lillesøster bestemme frekvensen har jeg tænkt at den tankegang vil jeg prøve at få næste gang. For det ER jo så kort tid det står på og det kan give et helt unikt bånd.

    Tak for de gode tanker til eftertanke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Selv tak. Det fungerer rigtig godt for os at lade Lillesøster bestemme frekvensen. Så behøver jeg ikke tænke eller holde øje med uret. Jeg tror nøglen er at finde det, der er rigtigt for en selv 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Super godt indlæg. Især sætningen med at man skal have lov at juble over skøn amning ligesåvel som man må råbe op om lorteamning. Amning med min første datter gik helt skævt: 3x brystbetændelse, nipples der ikke ville hele, svamp, og til sidst en mælkeknude der skulle drænes væk. Ikke det sjoveste forløb men 11 uger blev det da til. Nu ammer jeg min nyfødte søn på 3. Uge uden problemer. Der havde jeg sidste gang haft brystbetændelse to gange… Tror bare jeg er meget mere afslappet denne gang og er helt afklaret med at hvis det begynder at gå skævt så kan en flaske sagtens være løsningen. Jeg er bare glad for at jeg ikke her anden gang droppede amning pga den uheldige omgang med min datter….

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Uij en omgang første gang! Og dejligt at det går lettere nu – sejt at du kastede dig ud i det trods en træls erfaring. Og tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har også elsket at amme! Ammede den store i 16 mdr og lillebror i 9 mdr, da han til sidst kun ville ammes om natten. Dum ide… Mine ammeforløb har været perfekte og uden problemer andet end dem du nævner. Ammemafiaen mødte jeg ikke, men tværtimod følte jeg lidt, at jeg skulle passe på hvor meget jeg bredte mig ud om amningens fortræffeligheder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, det er ærgerligt, at man ikke bare kan sige både når det er lort og når det er lagkage 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    Jeg er også virkelig glad for at amme – føler virkelig jeg har lært baby at kende der, når det bare er os to i sofaen. Fantastisk nærhed og god mulighed for at nusse de bløde babykinder. Eneste minus for mig er 1) ondt i skuldrene (synes det er svært at sidde 100% afslappet) og 2) svært at finde pænt og ammevenligt tøj, ender ofte med bare at smøge blusen op og det er efterhånden lidt koldt for maven, brrr.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Brr, ja. Jeg har enten en decideret ammetop (altså top med indbygget bh) eller en ammebh og en undertrøje med dyb udskæring under mine bluser. Så kan jeg hive op uden at flashe maveskind.
      Jeg placerer mig selv rætti behageligt i sofaen eller lænestolen, før jeg lægger Lillesøster til. Sådan må man gerne være lidt mor-ego 😉 Og om natten ligger jeg ned, så jeg har indtil nu undgået ømme ammeskuldre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et dejligt indlæg – jeg savner også at sige højt: “Jeg elsker også at amme”. Har ingen problemer haft, det er bare så hyggeligt og så kan man rigtig studere og nusse baby, for ellers løber hun bare rundt og skal undersøge alting;-) Hun er 11 måneder, så inden længe stopper det nok helt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak 🙂 Råb det ud! Det ER dejligt, når det lykkes og bare kører. Åh ja, 11 måneder – der er fuld fart på. Jeg nyder lige min lillebitte store 19-ugers baby lidt ekstra

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Må man spørger om du er “langtidsammer”?

    Og helt fantastisk indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg ammer så længe, som mine børn gider det 🙂 Bean stoppede selv, da hun var 13 måneder. Fra den ene dag til den anden gad hun simpelthen ikke mere. Lillesøster får også lov til at bestemme selv.

      Og tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Skønt indlæg!

    Jeg venter barn nummer to til december og går denne gang ind i projekt “Amning” med bæven, da det desværre ikke lykkedes første gang. Alt i det forløb gik galt, og siden da har jeg for det meste kun hørt skræmmehistorier om mislykkede ammeforsøg, som har påvirket mig. Jeg synes derfor, det er skønt med et positivt indlæg om, at det rent faktisk kan lykkes og blive en fornøjelse og netop ikke en kamp mellem selvmodstridende følelser af både lyst til og skræk for at fortsætte en halvamputeret amning.

    Tak for en god blog i øvrigt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak. Ih, jeg håber, din amning lykkes her anden gang – eller at det bliver mindre skrækkeligt. For mig gjorde det her anden gang en forskel, at jeg var langt mere zen omkring at være blevet mor, og den ro forplantede sig også til amningen.

      – og rigtig god fødsel, når det bliver tid til det

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke et skønt amme-indlæg 🙂 Jeg elskede også at amme – og ammede Storesøster indtil hun selv sagde stop ved 11 mdr – og twinsene til de var 11 mdr, hvor de heller ikke ville have deres aftentår mere. Det har været lige dejligt begge gange – men den største oplevelse af amme vores twins – for at sidde og nusse to små babyer på en gang mens de spiser sig mæt er den største gave 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak 🙂 Det må altså også være en helt unik fornemmelse. Så sejt at tvillingeamme til 11 måneder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hvor er det her et fantastisk ammeindlæg! Det varmer mit jordemoder(studerende) hjerte helt ufatteligt meget! Jeg tillader mig at dele det med mine studiekammerater så de kan se præcis hvorfor amning er så vigtig, og fokus på samme måske endnu vigtigere. Det er den glæde du viser her som gør det det hele værd når man står og hjælper de nybagte forældre med at lægge barnet til. Og glæden er lige så stor hos fagfolket når det lykkedes at få en ellers lidt træls ammeopstart til at lykkes. Kærlig hilsen Cecilie

    P.s. Jeg synes du er for sej at du ammer alle steder, det er sådan det skal være!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Hvor skønt – tak! Rigtig god vind med resten af studiet og et fantastisk vigtigt job forude. Du er velkommen til at dele.

      Med alt andet er jeg ret blufærdig, men jeg har ingen skrupler over at flashe ammebrysterne hvor end det skal være. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg er glad for det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Hvor er det dejligt at læse!:) For ja, man skal have lov til at sige at man elsker at amme- og at bare fordi det er tilfældet, behøver det ikke at betyde at man ser ned på andre der giver flaske. overhovedet ikke.
    Jeg var virkelig glad for at amme – og blev ret overrasket over min egen reaktion, da min pige 10 mdr gammel efter en hård omgang sygdom, ikke ville brystet mere. Kan man tale om ammesorg? hehe. Det tror jeg faktisk jeg var ramt af i et par uge. Jeg følte mig faktisk lidt tosset – og folk kunne ikke forstå at jeg var ked af det. For det var da en dejlig nem måde at stoppe på, sagde de. Jeg var bare ikke klar til det endnu. Der er mange følelser forbundet med den amning…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det kan jeg sagtens følge dig i – jeg var heller ikke klar da Bean stoppede fra dag til dag, da hun var godt 13 måneder. Jeg havde forventet at have en bevidst ‘sidste amning’, men på den anden side er det jo også virkeligt fint at børnene selv siger til og fra 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Det rammer et utroligt ømt punkt hos mig. Jeg har netop kastet håndklædet i ringen efter mange ugers ihærdig kamp med at få min datter på 3 mdr til at ville ammes. Hun er forholdsvis sensitiv og har meldt fra flere gange ved brystet trods sult og det tog kun til. Til sidst blev det en kamp med meget gråd, før hun kunne lægges til uden at spise det store. Det har kostet mange tårer og vågne nætter at indse at flasken skulle blive hendes valg. Jeg elsker elsker elsker nemlig også amning og ammede storesøster i 14 mdr.
    Jeg håber at kunne få lov til at amme igen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Julegaven til Bean og Lillesøster