Ammemafia

Jeg kan lige så godt tilstå det. Jeg elsker at amme. Helt ind i hjertet elsker det.

Bevares, de første par uger (særligt med Bean) krævede, at jeg holdt vejret under amningen – for opstarten gør nas. Så snart mælken er løbet rigtigt til, produktionen reguleret korrekt i forhold til efterspørgsel og hårde gummer og vacuum er blevet en new normal, så synes jeg vitterlig, at det er vidunderligt og helt fantastisk nemt. Jeg føler ikke, jeg går glip af noget, når jeg sidder solidt plantet i sofaen og min bagdel sover. Jeg elsker at være tæt på Lillesøster og det er virkelig sjældent, jeg oplever at jeg trænger til kropslig frihed.

Det lyder helt vildt provokerende, hvis I sidder derude med en anden opfattelse eller amningen har været en (måske endda forgæves) kamp med sår, brystbetændelser og samarbejde med baby, der bare ikke vil fungere. Det er ikke ment som en provokation. Slet ikke. Det er en simpel konstatering af MIN oplevelse af amning, og jeg er helt overbevist om, at flaskebørn kan opleve præcis samme velbehag og tryghed som ammebørn. Jeg vil ikke være en del af ammemafiaen, for hvad der er rigtigt for mig er ikke rigtigt for alle. Men ligesom det skal være tilladt at råbe højt om lorteamning, så skal det være lige så tilladt at juble af lykke over en amning, der er lige præcis, hvad man drømmer om.

Jeg elsker nærheden, ærligheden og enkelheden i den kontakt, jeg har med Lillesøster (og med Bean før hende). Det er helt uden sammenligning at mærke et lille barn koble sig på og spise sig mæt og tilpas – først ivrigt og koncentreret, siden enten legesygt eller dovent og søvnigt. Jeg kommer aldrig til at amme efter et skema eller en app, der fortæller mig, hvornår mit barn er sultent.

Det er så enkelt og så basalt, hvis vi lytter til vores børn og kroppe. Ligesom Bean gjorde, får Lillesøster selv lov at bestemme, hvor længe hun vil ammes. Hun har rundet 4 måneder nu og er i teorien klar til at blive introduceret for ‘rigtig’ mad, men jeg har tænkt mig at fuldamme indtil 6 måneder, forudsat hun ikke bliver for sulten på andet inden da.

Hvis Lillesøster er ked af det eller brokker sig, så bliver hun altid tilbudt nærhed og mad som det første. Også selvom hun lige har spist. Som regel er det, hvad hun har brug for. Ellers skal hun nok sige fra. Og så er jeg i øvrigt 100% ligeglad med, hvor jeg er henne. På caféer, i indkøbscentre, til events, hos venner og familie. Hvis Lillesøster er sulten, så skal hun have mad. Jeg er nemlig helt overbevist om, at hun fint er i stand til at appetitregulere og at hendes behov spiller sammen med mit ‘magiske tal’. Hver kvinde har et magisk tal – tallet er det antal gange på 24 timer, brystet skal tømmes for at mælkeproduktionen kan opretholdes.

Det er så lille en del i mit liv, jeg kan være så tæt sammenknyttet med mine børn. Bean er allerede igang med løsrivelsen og selvstændigheden. Det er alle timerne i sofaen, alle de mælkeplettede toppe og ikke mindst det næsten totale tab af personlig frihed værd.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram