Søvnløse nætter og store beslutninger

Efter en rar weekend og i særdeleshed en dejlig søndag i gode venners selskab til vores 7. (tror jeg nok) julestue, virker sådan en overskrift måske underlig. Ikke desto mindre er det sådan, det forholder sig lige nu.

Havde du spurgt mig for bare et halvt år siden ville jeg sige, at jeg SLET ikke var færdig med at bo lige midt i byen. I mit fantastiske smørhul på Indre Østerbro. Nu? Nu er jeg ikke længere så sikker.

Af og til kommer der en mulighed forbi ens næse, som man er nødt til at undersøge. Sådan en er dukket op for os. En mulighed i form af et hus, som er en type, vi begge kunne forelske os i. Og som vi kan betale uden at skulle spise havregrød i flere år efterfølgende. Jeg er slet ikke sikker på, at vi – jeg – er klar endnu. Men jeg ved, at jeg er nødt til at gå med og se hvad maven og hjertet siger. For et hus med have i den størrelse, vi har lyst til og som vi har råd til ligger naturligvis ikke midt på stenbroen. Tradeoff’et er et ryk til forstæderne, og det er her mit dilemma ligger.

For er jeg klar? Til at opgive mit Østerbro? Til at gældssætte mig noget der minder om resten af livet? Hvad med pigerne? Børnehaveskift og nye institutioner, vi ikke kender? Er det for besværligt med transport til og fra arbejde?

Skal vi rykke ud til flere kvadratmetre, have og hønsehus eller skal vi gentænke lejligheden? Inddrage spisestuen til stort værelse til pigerne – genindrette rummene og give dem nye funktioner?

Jeg ved det ærligt talt ikke. Men jeg ved, vi er nødt til at se huset. Mærke det og mærke efter. Det gør vi i morgen. Indtil da vil jeg forsøge at slippe spekulationerne og være til stede i nuet med den lille, runde pige på 4,5 måned, der netop er igang med at vågne fra sin lur og ligger og siger tilfredse gryntelyde i slyngevuggen.

leftovers

^^Man kan lige så godt forkæle sig selv, når man tænker store tanker. Her lidt leftovers fra julestuen: minibounty-bar og raw browniekage, der er rullet i kokos og tørrede granatæblekerne. Jeg lover at der kommer opskrifter på julestuestadset på bloggen i løbet af ugen.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Gæsteindlæg: Hjemmepasning

Kan I huske, da jeg skrev, at jeg elskede hverdagen? Og at Kathrine kommenterede, at det kunne hun godt forstå, men at hun passede begge børn hjemme? Nu har Kathrine skrevet om deres – lidt anderledes – valg. Hvorfor og hvordan. Det er langt, men det er interessant. Jeg fik lyst til at melde Bean ud fluks og holde Lillesøster hjemme de næste par år. Det kommer af alle mulige årsager ikke til at ske og vores valg passer (heldigvis) rigtig godt til os, men jeg synes det er fantastisk at høre om andre måder at gøre tingene på. Så TAK til Kathrine for at dele. (Hvis du sidder derude og gerne vil fortælle om din historie så skriv endelig til mig!)

Noget om at tage en anderledes beslutning

Hej på Østfronten 🙂 Og tak til Stine for at give mig lidt taletid.

Hjemme hos os har vi besluttet at tage vores to årige datter ud af dagplejen for at passe hende hjemme. Stine har spurgt om jeg havde lyst til at skrive et indlæg om den beslutning – og det vil jeg helt enormt gerne.

Det har taget mig rigtig lang tid at få sat mig og skrevet dette indlæg. Ikke fordi jeg ikke har ord, tværtimod. Jeg har så meget på hjertet angående dette emne, at jeg nærmest ikke ved hvor jeg skal starte eller slutte. Men jeg vil starte med at præsentere min familie og fortælle lidt om hvordan vi nåede frem til den beslutning.

Jeg hedder Kathrine. Jeg bor sammen med min kæreste og vores to døtre. A på nu 2,7 år og lillesøster på 7 måneder. Vi bor i en mindre by, nærmere Slagelse på Vestsjælland. Jeg er uddannet socialrådgiver. Inden jeg gik på barsel med lillesøster arbejdede jeg i et vikariat i en familieafdeling.

Jeg vil starte med at gå lidt tilbage i tiden. Da min barsel med A sang på sidste vers havde jeg en underlig følelse i maven. Vi havde fundet en rigtig god privat dagpleje, og vi begyndte indkøring kort efter A var 1 år. Egentlig reflektererede ingen af os dybere over beslutningen om at lade vores lille barn passe af andre mennesker. Vi tænkte meget over at finde et godt sted, og vi var meget bevidste om hun ikke skulle være der for meget. Men på intet tidspunkt overvejede vi at hun ikke skulle af sted. Alle vi kender arbejder og har deres børn i en eller anden form for institution. Og ”sådan gjorde man bare”.

A startede, og det gik som den slags ofte går. De fleste børn tilpasser sig situationen som den er, og det gjorde A også. Hun var ikke et barn der var jublende ved at blive afleveret, men ej heller (altid) ulykkelig. Men jeg havde stadig en underlig følelse i maven når jeg gik fra hende, sådan en følelse af tomhed er nok det der bedst beskriver det. Jeg husker tydeligt min første arbejdsdag hvor jeg havde været væk fra hende en hel dag, det lille bitte menneske. Det var SÅ underligt, også da vi var sammen igen føltes det anderledes. Men det skulle nok blive bedre! Det fortalte alle mig jo at det ville. Men sagen er bare den at A gik i dagpleje i et år cirka, og det kom på intet tidspunkt til at føles fuldstændig naturligt for mig.

Jeg blev gravid med lillesøster og der begyndte tanken at melde sig. Kunne det egentlig ikke være godt at tage A ud af dagplejen og passe hende hjemme sammen med hendes søster? Hjemme i trygge rammer, med hendes mor som elsker hende ubetinget. Min kæreste og jeg talte meget frem og tilbage om det. Tænk nu hvis vi får en baby der skriger meget, vil det gå for meget udover A . Kan begge børns behov tilgodeses i tilstrækkelig grad? Vi aftalte at vente med at melde A ud af dagplejen til lillesøster kom for at se hvad hun var for en pige. Lillesøster kom, og hun skreg, meget. Alligevel tog vi A ud af dagplejen små to måneder efter hendes ankomst.

Resten af mit indlæg deler jeg ind i de spørgsmål vi typisk har mødt, da det måske er nogle af de samme i derude sidder med.

Men hvad så med socialiseringen?

Det er egentlig et lidt sjovt spørgsmål. Og alligevel er det jo ikke så mærkeligt. For vi er opdraget til at tænke institutionerne er til for børnenes skyld, men faktum er at det er de ikke. De er oprettet som en nødvendighed affødt af at vi kvinder kom på arbejdsmarkedet. At der kan være gode ting ved børnene er af sted vil jeg ikke underkende, men jeg bliver lidt ked af at høre det beskrevet som børnenes behov (mest i forhold til de helt små). [Red: Jeg er helt enig: det er først når børn når omkring børnehavealderen, at de har behov for daglig socialisering, og det er bl.a. derfor jeg er varm fortaler for små, trygge forhold til de mindste. Som for eksempel flerbørnsdagpleje]

A er hjemme med mig, og med lillesøster. Og vi kommer ud og ser andre mennesker. Venner og familie. Børn bliver ikke kun socialiseret ved at være sammen med jævnaldrende. Jeg er også nødt til at nævne A kun var to år gammel da vi tog beslutningen. Det ER altså begrænset hvad de fleste to årige har ud af socialt samvær med jævnaldrende i den alder.

Mange fortæller mig at deres børn kravler på væggen efter et par dage hjemme, og at de har brug for at komme i institution og brænde krudt af. Og det kan jeg egentlig godt forstå. Vores børn er jo vant til en dagligdag i temmelig højt gear. Så det er ikke mærkeligt de kommer til at kede sig Jeg kan tydeligt mærke forskel nu på A og så da hun kun havde været hjemme en måned, hun er virkelig kommet ned i gear.

Hele vores måde at tænke socialisering og læring hos børn i Danmark er noget der optager mine tanker meget. Børn kan jo sagtens have legeaftaler og se andre børn uden at gå i institution. A har en fast legeaftale om ugen med et andet barn. Derudover går hun til gymnastik og ser indimellem andre børn når vi ser venner og familie. Det er rigeligt for hende, for nu. Derudover går dagligdagen med praktiske gøremål, gåture, legeplads besøg osv.

Børn når en alder hvor de helt klart vil efterspørge mere aktivitet og leg med jævnaldrende. Og her kan det blive svært at hjemmepasse. Fordi så få gør det, så det kan blive svært at få tilstrækkeligt med legeaftaler. Her hvor vi bor i hvert fald. Mit indtryk er der er betydelig flere der hjemmepasser i de større byer. Så der kan børnehave helt klart noget godt – Men personligt tror jeg ikke børnene har behov for det 4-5 dage om ugen i 6 timer.

Men hvad så med lillesøster? Får hun nok opmærksomhed når A er hjemme?

Hvad er nok opmærksomhed? Lillesøster vil umuligt kunne få samme opmærksomhed fra os voksne som A fik. Fordi hun er født ind i en familie hvor der er en storesøster. Til gengæld har hun en storesøster der også giver hende opmærksomhed og kærlighed.

Det er klart at en barsel på ingen måde er barsel på samme måde med en søskende hjemme. Man kan ikke køre alt efter lillesøsters behov. Dog er det rigtig vigtigt for os at lillesøster har fået masser af opmærksomhed og ikke mindst fysisk nærhed. Lillesøster er så også en pige der kun vil sove hvis hun er på sin mor eller far. Vi har brugt en vikle rigtig meget herhjemme.

Samtidig er det for mig nemmere at tage mig tiden til at sidde og pludre med lillesøster og have øjenkontakt, også når A er hjemme, efter vi tog hende ud af dagplejen. Da hun gik i dagpleje fik jeg hurtigt dårlig samvittighed over ikke at give hende min fulde opmærksomhed når hun kom hjem. Jeg følte mig på en måde hele tiden splittet. Nu har jeg ikke dårlig samvittighed overfor nogen af dem. Vores børn får begge masser af 1:1 tid med os. Og de to børn er søskende, at de helt fra start er nødt til at dele opmærksomheden er jo egentlig meget naturligt.

Jeg kan sagtens finde på at lukke en dør og være uforstyrret sammen med lillesøster når A er vågen ( hvis min kæreste er hjemme forstås). Jeg har også planer om jeg vil begynde at gå i svømmehallen med lillesøster så vi har den ting sammen bare os to. Og for at få lidt barselfølelse. Så overordnet: Ja. lillesøster får alt det hun har brug for. Hun får dækket alle sine basale behov, og hun får også altid dækket sine følelsesmæssige behov.

Men er det ikke hårdt? Der er da ikke meget tid til at hvile og slappe af?

Jo det ER hårdt. Nogle gange så hårdt at jeg græder lidt. Men gør vi ikke alle det? [Red: Jo! Jeg gør i al fald]

Det er det hele værd. At få lov at være sammen med mine to børn i stort set alle deres vågne timer er en kæmpe gave. Og jeg har det SÅ godt i maven over det. Da jeg afleverede A i dagpleje efter lillesøsters ankomst føltes det SÅ forkert for mig, fordi jeg VED at hun trives bedst hjemme.

Selvfølgelig er der dårlige dage. Dage hvor begge børn er kede af det og pirrelige. Men det er der altså også i institutionerne. Dårlige dage ulykkelige børn og få hænder. Og det ER svært på de dage, man føler sig konstant splittet, men til gengæld har begge mine piger deres mor til at trøste og kramme, i stedet for en pædagog eller dagplejer.

Men det er nok ikke for alle. Vi kan sagtens leve med det er sådan her. Fordi vi VED, det er det bedste for vores piger. At jeg så nogle gange er ved at gå i koma af træthed, det må vi tage med. Lige nu lever vi et liv rigtig meget på børnenes præmisser, og der er ikke særlig meget egotid, men det kommer jo igen, lidt efter lidt. Ofte går vores aftener med putning af børn eller vasketøj, fordi det ikke blev nået i løbet af dagen. Men det er dog mit indtryk det er sådan i mange børnefamilier.

Hvordan har A reageret på at blive taget ud?

A spurgte i starten dagligt efter de andre børn og dagplejeren. Men det lagde jeg ikke så meget i, andet end at det selvfølgelig er mærkeligt at de pludselig ikke var der mere. Vi sørgede for en aftale hvor hun fik set dagplejer og nogle af de andre børn, for at vise hende de stadig eksisterer. Efterfølgende har hun faktisk ikke spurgt mere.

A er en meget følsom pige. Hun er født lidt for tidligt, og havde en lidt svær start på livet – om det er det eller bare personlighed der gør hende følsom vides ikke. Men hun bliver hurtig ”fyldt”.

Men at tage hende hjem er den bedste beslutning vi nogensinde har taget. Hendes selvværd er vokset helt vildt, hun er gladere, hun spiser bedre, sover bedre, og hviler generelt meget i sig selv. Vi er SÅ glade for at have taget det valg på hendes vegne. Hun trives helt klart med det roligere tempo.

Mange spørger om hun ikke bare kunne have fortsat i dagpleje men i færre timer. Det var ikke fordi hun var meget i dagpleje på noget tidspunkt. Hun havde altid minimum en fridag om ugen og var der ca. 6 timer om dagen når hun var af sted (hvor hun så sov et par timer af tiden). Og da jeg var på barsel var hun der kun ca. tre dage om ugen og blev ofte hentet ved middagstid.

Hvordan gør i med det praktiske? Hvordan fungerer det i dagligdagen?

Lidt held i uheld blev min kæreste sygemeldt ikke så længe efter lillesøsters ankomst, så vi har rigtig meget været to. Det har jo været en kæmpe luksus. Men det var ikke planen.

Inden vi tog A ud af dagpleje aftalte vi at det eneste jeg skulle have fokus på var at passe vores to børn. Så måtte vi hjælpes om madlavning og det praktiske. Hvilket i øvrigt også var vores aftale da jeg var på barsel med A.

Der er altså også en hel anden ro når man ikke skal ud af døren til noget bestemt tidspunkt. A skulle helst være i dagpleje kl. 9 da de ofte var på tur. Nu er det jo lidt lige meget om vi rammer legepladsen eller går en tur kl. 9 eller 11. Det hele kan tilpasses så det nogenlunde matcher begge børns rutiner og behov.

Hvis man vil hjemmepasse to små børn er det helt klart en fordel, hvis man kan få dem til at sove nogenlunde samtidig om dagen. Det giver ikke meget mening i starten. Men nu hvor lillesøster er 7 mdr sover hun typisk tre lure, og den ene er ofte samtidig med at A sover. Så er der mulighed for at ordne lidt praktisk, drikke kaffe eller sågar sove en lur hvis man er til det.

Vi fik en periode leveret vores varer af nemlig.com, de stoppede desværre med at levere i vores område.(provinsen er SÅ træls på den måde) Så har vi en periode forsøgt med måltidskasser fra årstidernes. Vi forsøger at lave mad til et par dage af gangen. Vi går generelt ind for at gøre det nemmest muligt for os selv.

Jeg er dog også blevet langt bedre til at klare praktiske ting selvom børnene er vågne. A kan efterhånden inddrages i en del, eller lege lidt selv, og lillesøster er ofte tilfreds med at sidde i en vikle eller manduccaen, eller bare ligge på maven og kigge på der støvsuges. For det ER vigtigt at kunne slappe af indimellem når de sover, og er vågne for den sags skyld. Og min samvittighed er ikke dårlig over at klare noget praktisk når de er vågne – de er jo sammen med mig (os) hele dagen.

Hvad så efter din barsel. Hvad skal der ske?

Vi er blevet så glade for at have vores børn hjemme fuldtid at vi satser på de skal være det noget tid endnu. Min kæreste kommer formentlig ikke til at arbejde særlig mange timer igen. (lang historie kort: Han har en slem rygskade efter en arbejdsulykke) Jeg satser på at finde noget arbejde forskudt af ham så det kan lade sig gøre på den måde.

Jeg tror helt klart A skal i børnehave på et tidspunkt. Hun skal bare lige være lidt større. Hun ELSKER andre børn, hun er meget udadvendt. Men hun er også meget følsom, og får hurtigt nok. Noget siger mig hun vil være klar og have noget godt ud af det når hun er omkring de 4 år, men nu må vi se. Jeg tænker i hvert fald det kan være godt at komme ud og opleve det at være væk fra os og sammen med mange andre børn i et eller andet omfang for vores børn. For de skal på et tidspunkt i skole, og det tror vi kan være lidt overvældende ellers. Men de skal kun være der i et omfang hvor vi som forældre er sikre på det er ok for dem og ikke bliver for meget.

Afrunding: ( Tak hvis du læste med så langt) Jeg har lige brug for at afrunde med at sige jeg sagtens kan forstå hvis man vælger anderledes end os. Og hjemmepasning ER ikke for alle. Og jeg ved godt at masser af børn (og forældre) trives fint med at gøre det anderledes end os. Vi kender alle vores egne børn og familier bedst og ved som regel hvad den bedste løsning for os er.

Jeg håber ingen vil føle sig trådt på af mine udmeldinger i dette indlæg, det er bestemt ikke min mening med det. Mit formål var blot at fortælle hvordan vi har valgt at gøre og hvilke grunde og overvejelser der ligger bag vores beslutning.

Hvis nogen overvejer at passe hjemme, men tænker at det nok er svært fordi partneren arbejder fuldtid, så vil jeg lige nævne at det gør en del faktisk, så det ER muligt hvis man virkelig vil det. Der er en gruppe på facebook der hedder ”Moderne hjemmegående forældre” der har jeg fulgt meget med og søgt råd.

Tak fordi du læste med.

/Kathrine

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Ammemafia

Jeg kan lige så godt tilstå det. Jeg elsker at amme. Helt ind i hjertet elsker det.

Bevares, de første par uger (særligt med Bean) krævede, at jeg holdt vejret under amningen – for opstarten gør nas. Så snart mælken er løbet rigtigt til, produktionen reguleret korrekt i forhold til efterspørgsel og hårde gummer og vacuum er blevet en new normal, så synes jeg vitterlig, at det er vidunderligt og helt fantastisk nemt. Jeg føler ikke, jeg går glip af noget, når jeg sidder solidt plantet i sofaen og min bagdel sover. Jeg elsker at være tæt på Lillesøster og det er virkelig sjældent, jeg oplever at jeg trænger til kropslig frihed.

Det lyder helt vildt provokerende, hvis I sidder derude med en anden opfattelse eller amningen har været en (måske endda forgæves) kamp med sår, brystbetændelser og samarbejde med baby, der bare ikke vil fungere. Det er ikke ment som en provokation. Slet ikke. Det er en simpel konstatering af MIN oplevelse af amning, og jeg er helt overbevist om, at flaskebørn kan opleve præcis samme velbehag og tryghed som ammebørn. Jeg vil ikke være en del af ammemafiaen, for hvad der er rigtigt for mig er ikke rigtigt for alle. Men ligesom det skal være tilladt at råbe højt om lorteamning, så skal det være lige så tilladt at juble af lykke over en amning, der er lige præcis, hvad man drømmer om.

ammemor

Jeg elsker nærheden, ærligheden og enkelheden i den kontakt, jeg har med Lillesøster (og med Bean før hende). Det er helt uden sammenligning at mærke et lille barn koble sig på og spise sig mæt og tilpas – først ivrigt og koncentreret, siden enten legesygt eller dovent og søvnigt. Jeg kommer aldrig til at amme efter et skema eller en app, der fortæller mig, hvornår mit barn er sultent.

Det er så enkelt og så basalt, hvis vi lytter til vores børn og kroppe. Ligesom Bean gjorde, får Lillesøster selv lov at bestemme, hvor længe hun vil ammes. Hun har rundet 4 måneder nu og er i teorien klar til at blive introduceret for ‘rigtig’ mad, men jeg har tænkt mig at fuldamme indtil 6 måneder, forudsat hun ikke bliver for sulten på andet inden da.

Hvis Lillesøster er ked af det eller brokker sig, så bliver hun altid tilbudt nærhed og mad som det første. Også selvom hun lige har spist. Som regel er det, hvad hun har brug for. Ellers skal hun nok sige fra. Og så er jeg i øvrigt 100% ligeglad med, hvor jeg er henne. På caféer, i indkøbscentre, til events, hos venner og familie. Hvis Lillesøster er sulten, så skal hun have mad. Jeg er nemlig helt overbevist om, at hun fint er i stand til at appetitregulere og at hendes behov spiller sammen med mit ‘magiske tal’. Hver kvinde har et magisk tal – tallet er det antal gange på 24 timer, brystet skal tømmes for at mælkeproduktionen kan opretholdes.

Det er så lille en del i mit liv, jeg kan være så tæt sammenknyttet med mine børn. Bean er allerede igang med løsrivelsen og selvstændigheden. Det er alle timerne i sofaen, alle de mælkeplettede toppe og ikke mindst det næsten totale tab af personlig frihed værd.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Julegaven til Bean og Lillesøster

Lige et hurtigt tip, hvis nogen mangler gode gaveideer – og en afsløring af vores julegaver til pigerne.

Det første år med Bean var jeg meget optaget af at vores gave skulle være den bedste (nej, jeg ved heller ikke helt hvorfor). Det har jeg helt sluppet. I stedet får de andre dejlige mennesker i mine pigers liv lov at give de ’sjove’ gaver. Så har jeg i stedet kastet mig over de mere praktiske.

I år er jeg som bekendt igang med at strikke en sweater til Bean. En Mads Nørgaard-mønstersweater på pind 3 (!). Ærmerne er færdige og nu er jeg igang med kroppen. Jeg satser på at nå det, men det er et KÆMPE projekt, når man mest strikker babytøj. Sweateren er arbejdet værd, for den er så flot. Du kan finde et strikkekit HER til en meget fornuftig pris.

Derudover har jeg netop klikket et par lækre badelagner fra Ecotton hjem til hver af mine piger. Jeg har længe ønsket mig en undskyldning for at købe dem, og søde Mette (der ejer lillelykke.dk) var så flink at prikke til mig, så snart de kom på lager igen. Hermed har jeg overstået julegaveindkøbet til de allervigtigste mennesker i mit liv. Så mangler jeg bare gaverne til resten…

Ecotton-økologisk-baby-badelagen

^^Billede lånt fra lillelykke.dk

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Yoga for børn og en vinder

Da jeg gik til gravidyoga før sommer, var Bean meget optaget af det og ville frygteligt gerne med. Derfor besluttede jeg for mig selv, at når Lillesøster var stor nok til at undvære mig i halvanden times tid, så skulle Bean have lov at komme med til yoga. Det lyder måske meget speltet og østerbro’sk med børneyoga, men det var faktisk en rigtig hyggelig oplevelse – og ikke mindst var det rart med en times pause fra threenagerens konflikt-optrapning og de daglige skænderier med min store pige.

For lige at starte et helt andet sted. Tak for deltagelsen i Fisher-Price konkurrencen. Jeg vidste bare, at I var en del, der gerne ville lege med. Så beholder jeg mit pastelfarvede speltunivers for mig selv 😉 Nej, pjat. Der er masser af legetøj i alle mulige farver herhjemme. Det grimmeste af det er bare pakket væk når det ikke bliver leget med! Camilla A – tjek din mail. Du har nemlig vundet. I kan stadig nå at være med i konkurrencen om et tandbørste-kit, og jeg kan læse mig frem til, at I er en del derude for hvem den daglige tandbørstning er lidt en krig. Heldigvis kan sangen findes på Jordans danske facebookside OG på youtube.

Og tilbage til yogaen. Børneyoga for aldersgruppen 3-4 år er (naturligvis) ikke det samme som voksenyoga. I stedet er det en legende tilgang til forskellige øvelser og poseringer. Praktisk nok har mange af yogastillinger dyrenavne, og så var det skægt at lege forskellige dyr. Vi prøvede først en masse forskellige dyrestillinger, var dernæst på yoga-eventyr,  hvor vi mødte de forskellige dyr igen, vi legede fangeleg og så måtte man gå op ad væggen (hvilket var det absolut mest populære blandt pigerne). Vi nåede igennem solhilsenen et par gange og sluttede med et namaste.

børneyoga

^^I blødt og rart træningstøj: leoleggings og basisbluse fra MarMar. Sokkerne fra Pomp de Luxe røg ret hurtigt af, da vi først gik igang.

Vi var et lille hold på 5 mødre med hver vores døtre og instruktøren var dygtig til at inddrage børnenes ideer og påfund undervejs i sessionen. Bean endte med at være rigtig glad for at vi var taget afsted og hun syntes, det var sjovt – selvom det var en decideret krig at få hende ud ad døren.

Vi har SÅ mange konflikter i øjeblikket, og hun og jeg har de allerfleste. Vi er temperamentsmæssigt enormt ens, og ved præcis hvilke knapper, vi skal trykke på hos den anden. Hvis Bean og jeg havde siddet på hver sin side af Atlanten under den kolde krig, så havde vi forlængst trykket på ‘destroy’-knapperne. Hun er Rasmus Modsat, råber og skriger og jeg forsøger at bevare roen, men jeg kan ikke altid skjule at jeg synes, hun er vildt irriterende. Jeg synes, det er hårdt og anstrengende at være i krig med Bean alle vores vågne timer – og jeg tror også, hun lider under det, for hun påtager sig meget en baby-attitude imellem vredesudbrud og erklæringer om at ‘nu vil jeg ikke mere være din bedste ven’. Om jeg forstår, hvorfor hun opsøger alle de konflikter hun kan – ingen synes det er rart. *suk* Det er en fase. Men det er sagomeleme ikke en behagelig fase og jeg glæder mig virkelig til den er overstået.

Yogaen var et afbræk og det gav mulighed for at komme op til overfladen og for at være sammen på en rar måde. Jeg overvejer om vi skal indføre lidt daglig hjemmeyoga for at se, om det kan give ro i hovedet på alle – hvis nogen kan anbefale en god instruktionsfilm eller cd, så sig endelig til!

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts