Må dine børn lege med levende lys?

Nej, vel? (Små) børn og levende lys er som regel en virkeligt dårlig kombination. Men stearinlys er bare så pokkers hyggelige og en flamme, der kaster bløde, varme skygger gør noget rart ved efterårs- og vintermørket.

Siden vi fik børn har jeg skåret voldsomt ned i brugen af stearinlys herhjemme. Ikke mindst fordi sodpartiklerne fra lysene ikke just er sunde. Faktisk er de rigtig farlige. Men jeg savner altså lysene. Meget. Og nu har jeg opdaget det perfekte alternativ. Stearinlys, der er både børnesikre og miljøsikre – og som endda kan bruges som tyverisikring.

Dem skal jeg have fingrene i!

Jeg så dem i sidste uge, da Lillesøster og jeg var rundt og besøge PR-bureauer og se på forårsvarer, og jeg opdagede faktisk først de var kunstige, da nogen nævnte det. Når man kigger nærmere på lysene, så kan man godt se, at ‘flammen’ der blafrer er falsk. Men lysene er af ægte stearin og meget, meget naturtro. De kan fjernstyres og indstilles til at tænde og slukke på bestemte tidspunkter, så udover at de kan bruges til hyggebelysning alle steder og i børnehøjde, så kan de også bruges i sommerhuset eller i en ferietom bolig.

De laves både som bloklys, fyrfadslys og almindelige kronelys. Jeg er klart mest fan af bloklysene, men fyrfadslysene og stagerne til er også virkeligt fine. De er fra Piffinger og kan bl.a. fås HER – er jeg den eneste der tænker, de også er oplagte til juledekorationer?

Piffany_miljø_kids_fraDKK299

Piffany_miljøbillede_køkken_fraDKK299Billederne er lånt fra Piffinger.

(Indlægget er helt og aldeles usponsoreret – jeg er bare virkeligt begejstret for de her lys. HVIS et indlæg er sponsoreret eller et omtalt produkt er et, jeg samarbejder med en virksomhed om, så vil det altid fremgå)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

She’s only three and a half for such a little while…

THREE AND A HALF

… jeg ved godt, jeg har postet noget lignende før. For lige præcis et år siden, faktisk.

Nu er hun ikke to og et halvt, men tre og et halvt – og på vej til at blive selvstændig for alvor. Hun kan det meste selv, min store Bean. Hun vil også det meste selv.

Rollen som storesøster har for alvor sat i relief hvor stor min ældste datter er blevet. Hun er i den grad vokset med opgaven og forstår, accepterer og anderkender at hendes behov ikke nødvendigvis – i al fald ikke altid – kommer i første række.

Hendes omsorg for andre og specielt sin søster får moderhjertet til at svulme af stolthed.

Hendes hjerne indeholder undren, overvejelser og kommentarer om verden i børnehøjde og det er mageløst at være vidne til.

Jeg elsker at hun de fleste nætter stadig søger vores hænder som tryghed, for jeg ved, det er en stakket frist. En dag bliver hun for stor til at ville nusses, kysses, aes og holde i hånden.

De runde og bløde fysiske træk, som er det lille barns er langsomt ved at forsvinde. Hun er lang (104,5 cm lang!) og slank, stærk og smidig.

Jeg er beæret over at være hendes mor og få lov at følge hendes rejse igennem livet og barndommen, og jeg glæder mig hver dag over at der med hende kom uendeligt mange flere nuancer ind i mit og vores liv.

Kæreste, elskede Bean – tak for dig. Og tilgiv mig hvis jeg ikke kan lade være med at kysse dine bløde kinder og ae dit krøllede hår <3

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

 

Til babysalmesang uden baby

Jeg elsker at synge – det er ikke det, jeg fortæller om allerførst, når jeg møder nogen, men det gør jeg. Der var også engang, jeg var ret dygtig til det, men det er efterhånden mange år siden, jeg har sunget regelmæssigt.

Bean har vist overtaget sangglæden, for hun nynner, traller og digter sine egne sange nærmest non-stop. Lillesøster lader også til at nyde sangstemmer, hvis jeg skal vurdere ud fra hendes lyde, gestik og mimik. I morges var jeg ved at dø lidt indeni af sødhedsfaktoren, da Bean sang en hjemmebrygget sang for Lillesøster og hun pludselig begyndte at ’synge’ med. Det syntes Bean også var frygteligt hyggeligt og de ’sang’ sammen i flere minutter.

Lillesøster runder 3,5 måned i morgen, og hun er ved at være stor nok til babysalmesang. I dag var vi et par mødregruppekvinder, der mødtes til drop-in salmesang i en lokal kirke – og det var så fint, at det bestemt ikke er sidste gang, vi kommer forbi. Lillesøster sov da vi ankom og sov igennem klaver, rasleæg, almindelig uro og sangstemmer. Jeg raslede med rasleæg, lavede fjollede fagter og sang babysalmesange for mig selv. Det føles jo næsten ikke særligt mærkeligt 😉

Jeg satser på, at Lillesøster er vågen næste gang vi tager afsted, for jeg er helt sikker på, at hun vil nyde det. Tempoet er så fint for helt små mennesker, og jeg elsker hvordan kirkerum ofte gør noget smukt ved sang.

Med Bean gik jeg til en del fastlagte aktiviteter – APA-hold, salmesang, mødregruppe. Med Lillesøster passer det mig fint at tumle herhjemme og at vælge ‘drop-in’ løsninger, når det lige passer med dagsform og lyst.

Hvad har I mon gået til med jeres babyer?

bean rytmik

^^Med Bean til babyrytmik for 3 år siden

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Speltmor slipper tøjlerne – og en vinder

Nu gik der lige et par dage, siden jeg burde have trukket en vinder. Sådan er det af og til her i barselsboblen. Dagene går og ammehjernen husker hvordan baby overlever, men ikke altid alt det andet.

Eksempelvis, at når der er Halloween-arrangement i børnehaven på fredag, så er det måske også en fin idé med udklædning til barnet… Det gik op for mig i går, og så gik min indre speltmor igang med at udtænke, hvordan jeg lettest muligt slap om at lave et kreativt kostume, når nu barnet gerne ville være skelet og ikke spøgelse (som ellers var mit forslag)

Heldigvis har jeg efterhånden lært at løsne tøjlerne og afgive ansvar, så da Jonas sagde, at han ville sørge for udklædning, så blev symaskinen mentalt pakket væk igen med det samme. Til gengæld har jeg samlet lidt idéer fra Pinterest af DIY-Halloween kostumer til børn, så de af jer, der har tid og lyst kan blive inspirerede her.

halloween diy

^^Hvis det kommer til at passe med tidspunktet og hvis der kommer en tre’er på Østfronten, så skal jeg være udklædt som det her gravide skelet! Jeg er også HELT pjattet med ‘Crazy Cat Lady’ kostumet, der virkelig viser, at det ikke behøver være hverken kostbart eller omfattende at lave et supergennemført udklædning. En morgenkåbe, et udvalg af barnets tøjdyr, lidt nål og tråd – uglet hår og eventuelt store briller og BUM; så er man klar. Lille Shrek er også rimeligt cute og så er jeg vild med ideen med tornadoen (selvom den nok er lidt svær at holde på hovedet at barnet særligt længe ad gangen!)

Og så var der den vinder: NU har jeg (og random.org) imidlertid fundet vinderen, som blev Anna, der tippede om, at spørge guiderne på ferien, hvor man kan få de bedste tapas og alt mulig anden lokalkendskab. For – som ex-rejseguiden skriver – så er guider erfarne turister, når de tager uniformen af. Det er et rigtig godt tip og hermed givet videre. (Anna, tjek din mail!)

Jeg synes også, det er et godt tip at medbringe tomme vandflasker og fylde dem efter security i stedet for at betale spidsen af en jetjager for en flaske vand. Alternativt at købe vand i Tiger-butikken.

Tak til alle jer, der smed tips ind i puljen. Jeg kan anbefale at læse kommentarfeltet igennem – der er flere guldkorn derinde.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

At tude på toilettet og noget om ikke at blogge

Jeg har været græsenke hele weekenden, hvilket også er grunden til, at der har været ret stille på alle sociale medier. Det har mest af alt handlet om pigerne og om at forsøge at være der for begge uden at gøre vold på andre end mig selv.

Lillesøsters timing var mildest talt rådden, da hun valgte at netop denne weekend skulle bruges på at powernappe og derfor var hun hele tiden lidt træt og lidt sur. Det gav ikke mig mange pauser til at lade op og/eller have fokus på Bean – og i løbet af lørdag eftermiddag var jeg simpelthen nødt til at gå fra vred baby og ulvetimetræt barn. Ikke ud af hoveddøren, forstås, men ud på toilettet, hvor jeg lukkede døren og satte mig på tønden og tudede af træthed og frustration, smed noget koldt vand i hovedet (yes, vi har nemlig fået håndvask på toilettet. Efter kun at have boet her i 3,5 år!) og trak vejret dybt. Klar igen til at deale med to utilfredse børn på en voksen, anerkendende måde.

Heldigvis har Bean været en fantastisk storesøster (igen) denne weekend og forstået, at når Lillesøster græder, så er jeg nødt til at prioritere hende. Hun sagde det selv; endda på et tidspunkt, hvor hun egentlig også havde brug for en mor. ‘Mor, jeg kan høre Lillesøster græder. Du skal gå ind til hende.’ Hun har også kunnet falde i søvn selv uden gråd og uden drama – helt roligt og trygt. Det er virkeligt en lettelse og en kæmpe forskel fra de første gange, jeg var alene hjemme med begge piger. Hun tager også et rørende ansvar for Lillesøster, og har på eget initiativ flere gange nusset eller underholdt hende. Det smelter moderhjertet. Ikke mindst fordi jeg også kan se, hvor meget Lillesøster elsker sin storesøsters opmærksomhed.

Jeg har mentalt skrevet op til flere ætsende blogindlæg, hvor jeg revser mandekønnet og dets manglende empati og forståelse for, at børn i et parforhold fandengalemig ikke er et enkvinde-projekt. De er ikke kommet videre end mit hoved, for ligesom det er en dårlig idé at skrive beskeder når man er fuld, så gælder det også at en blog som denne, hvor vi ikke just er anonyme, ikke skal bruges til at svine en anden til.

Jeg gider ikke være en martyr. Det bliver så trættende og passivt at male sig selv ind i en offerrolle. Det er også for nemt at skælde ud og udstille den anden for manglende omtanke. På den anden siden gider jeg heller ikke kaste alle mine egne behov over borde i det næste amme-års tid og altid være den, der står på mål for alting. Derfor skrev jeg et brev til Jonas, som han læste, da han kom hjem søndag. Jeg stolede nemlig ikke helt på at jeg ville holde en sober tone, hvis jeg verbalt skulle fortælle ham om min weekend.

Noget af det, jeg sætter meget stor pris på ved Jonas og ved vores efterhånden 6,5 år lange forhold er, at vi ikke råber ad hinanden, men at vi i stedet respekterer hinanden nok til at holde en ordentlig tone. Vi kan være uenige og diskutere, men vi taler aldrig grimt og stoler grundlæggende på, at vi vil den anden og forholdet det bedste. Vi sårer aldrig hinanden med vilje. Vi taler sammen, hvis der er noget, vi er utilfredse med eller kede af. Vi finder sammen en løsning eller et kompromis, som alle kan leve med.

Vi har nemlig planer om at hænge ved hinanden hele livet.

berlin

^^For 6 år, et par flytninger og et par børn siden <3 

PS: Det er SIDSTE CHANCE for at deltage i konkurrencen om et gavekort på 300 kr – vær med HER

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts