Skal du forkæles i dag?

Hjerte-smerte og om at strække sig tyndt, men ikke tyndt nok

Jeg synes, det går bedre end forventet med at være græsenke. Vi får spist *nogenlunde* samtidig (Bean og jeg), kommer ud ad døren om morgenen uden alt for meget ballade (i dag endda helt uden styrt af nogen art) og kommer hjem igen med trætte ben og hoveder. Det er dejligt, at Bean kan bruge løbecyklen – men at skulle både frem og tilbage hver dag er langt for små ben, når hele dagen har været brugt på at løbe og lege i børnehaven.

Der er dog specielt et område, hvor det er virkeligt tydeligt for mig, at én voksen bare ikke er nok herhjemme. Ikke uden, at det går ud over nogen. Nogen er Bean. For hun har været nødt til at være den store rigtig, rigtig meget i disse dage. At vente, tage hensyn og sætte sine egne behov til side. Det er ved puttetid, det hele for alvor bliver svært. I går ville lillesøster absolut ikke finde sig i at ligge i slyngevuggen eller bare ligge roligt i mine arme, så jeg kunne putte Bean og derfor var hun for første gang nogensinde nødt til at klare det selv. Det havde – og har – jeg det faktisk rigtig skidt med, men eftersom det var lillesøster, der lå og skreg i slyngevuggen i de 5 minutter det tog at Bean og jeg læste godnathistorie, så kunne jeg ikke forsvare at lade babyen ligge.

Bean kaldte og kaldte og blev skiftevis ked af det og bedende i sin stemme, men ingen ville nogensinde falde i søvn, hvis en grædende lillesøster skulle være i samme rum som sin søster. Jeg lovede Bean, at jeg ville komme ind til hende, så snart lillesøster sov og/eller var rolig. ‘HvorNÅR, mor? Jeg savner dig!’ lød en lille stemme. Efter knap 20 minutters kalden blev der helt stille inde fra værelset, og da jeg langt om længe havde fået lillesøster vugget så meget i favnen at hun også var gået omkuld (i al fald for en kort bemærkning), så kunne jeg konstatere, at min store pige var faldet i søvn uden at have fået et godnatkys eller kram. Jeg puttede dynen om hende og listede ud af værelset igen med en klump i halsen. Hjerte, brist ikke.

Realisten i mig ved, at jeg ikke kan være to steder på samme tid, hvor meget jeg end måtte ønske det, og selvom der stadig er ekstra kilo og polstring rundt omkring, så kan jeg ikke smøre mig selv tyndt nok ud til at dække begge børns behov hele tiden. Moderen i mig hader det faktum.

Så til alle jer, for hvem det ikke bare er et kort stop i #græsenkeland: Jeg synes I er superhelte. Jeg går på røven over, hvordan I er i stand til at få det hele til at køre og holder hovedet oven vande og også får tid til at komme i bad engang imellem.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

12 kommentarer

  • MetteVA

    Tak fordi du sætter ord på, at det faktisk er helt vildt krævende at stå selv med to børn. Jeg er tit alene med mine to, én på alder med Bean og “babyen” på snart to. Jeg synes det er så hårdt ikke at kunne være der 100% for nogen af dem. Deres behov begynder at være de samme, men det er stadig svært at nusse to børn i søvn på samme tid. Tit tænker jeg at jeg da burde have overskud til begge på samme tid, imens der laves mad og holdes hus. Tak for lige at minde mig om, at det faktisk er piv hårdt at stå alene med to unger 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det var virkelig så lidt. Det ER benhårdt, når man er i undertal. Også selvom det er en hyppigt tilbagevendende begivenhed. Kæmpe skulderklap og kram til dig for at være en supermor. Jeg håber, du har et netværk, der kan understøtte dig, når der er brug for aflastning og lidt ekstra hjælp <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det bliver nemmere i takt med både den lille og den store bliver ældre. Jeg er alene med drengene hver mandag og i weekender indimellem, og det kan godt trække tænder ud. Men jeg er blevet bedre til at få assistance af familie eller venner, og så bruger jeg beskidte tricks i form af bestikkelse og falde i søvn i mors seng 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Beskidte tricks er fair game, når man er alene og overskud er blevet til underskud. Jeg holder også stædigt fast i, at det må blive lettere. Ikke mindst, når lillesøster får en egentlig rytme og sover mere eller mindre igennem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Sender dig lige et cyber-kram og noget cyber-kage (måske et ekstra sæt hænder havde været mere nyttigt dog, sorry). Den slags aftener er rigtig ærgerlige, men du gjorde dit bedste, og så længe du altid forsøger at gøre dit bedste kan ingen forlange mere 🙂 Jeg er sikker på at du er en rigtig god mor, (begge dine piger er sikkert enige med mig, – også på aftener som denne) og det, at du bekymrer dig om én aften hvor det hele glipper viser hvor meget omsorg du lægger i dit daglige virke som mor, og det er jeg sikker på der er masser af mennesker der kunne lære noget af i deres liv, mødre eller ej. Jeg håber du får en bedre aften i aften, men er det ikke også i dag at Jonas er tilbage på matriklen? Det skal nok gå alt sammen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine Pedersen

    Åh Stine! Kæmpe kram….jeg kan virkelig forstå hvordan du må have følt. Det er bare det aller sværeste ved at have to børn det der! Når man synes man må vælge hvis behov der er “vigtigst” at dække. Jeg hader det! Hvordan klarer enlige forældre den? :-O

    Jeg synes også det er svært de aftener hvor vi er to men jeg fx er nødt til at tage lillesøster selvom den to årige smadder gerne vil jeg putter..
    Det er dog blevet nemmere nu hvor lillesøster er 5 mdr, jeg er blevet meget bedre til at lade far tage lidt over med lillesøster nu- så længe jeg ved hun er mæt 😉

    Jeg fik helt koldsved bare ved at læse du skulle stå alene et par dage… Haha og jeg har endda begge piger hjemme jo. Men aftenerne vil jeg nødig stå alene med.

    Jeg håber du får masser af mulighed for at putte Bean de kommende dage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie Knudsen

    Åh hvor det knuser mit hjerte at læse! Hvor må det have gjort ondt i dit mor-hjerte!
    Til gengæld tror jeg at du, når du slikker dine mor-sår, skal tænke på alle de tusindvis af gode putninger Bean har fået. Når hun bliver ældre lover jeg at det ikke er de få gange hvor putning ikke er lykkes hun husker. Det er godnathistorier, kys, kram og kærlighed som vinder over de få dårlige dage.

    /Cecilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det var absolut ikke rart. Tak for den virtuelle krammer, og at minde mig om at det jo ikke på nogen måde er ‘normalen’ at hun ligger selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Endnu en gang TAK fordi du skriver om de hårde og udfordrende ting ved moderskabet. Det er derfor, jeg læser med.
    Det ville da være skønt (eller måske alligevel ikke), hvis det aldrig var svært at være mor, for det er det sgu. Svært. Det er så helt igennem forfærdeligt at føle, at man ikke er der nok for et af børnene – oftest den store, der, som du skriver, bliver nødt til at være stor og fornuftig og lade den lilles behov komme først. Og det kan godt nok være svært for min 3-årige at skulle det! Forståeligt nok.
    Jeg er også ofte alene med mine to, men heldigvis kun en aften ad gangen. Det, du skriver om, er jo ekstra hårdt, fordi det er flere dage i træk, at den store skal være større end de måske egentlig er i stand til.
    Du beskriver de svære sider godt. Men så er det dejligt, at der jo også er så mange positive oplevelser med to piger. For det er jo heldigvis dem, der er flest af!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anneli

    Og DER fik jeg en klump i halsen – hvor er moderhjertet bare en enormt emotionel og empatisk størrelse…! Kæreste Stine, du er så overdrevet sej med sej på, og Bean ligeså. Lillesøster kan kun blive til noget stort, med den ubetingede kærlighed hun (retteligt) modtager og med sådanne foregangskvinder hjemmet. Håber I alle 4 nyder familieforeningen idag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gerda

    Det bliver nemmere med tiden. Er det en trøst? ❤️❤️
    Dels fordi den yngste bliver nemmere og får mere rytme, og dels fordi den store nemmere kan være stor og hjælpe.

    For mig er det nemmere at være alene med alle fire børn (de to store er fra mandens tidligere forhold, så de er her desværre kun halvdelen af tiden) end kun med de to små. For større søskende kan underholde og trøste og hjælpe. Det har de altid kunnet – de vil så gerne deres mindre søskende – men jo ældre de bliver, desto mere praktisk bliver hjælpen også.
    Jeg er varm fortaler for stordriftsfordele, når det kommer til børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Haha – stordriftsfordele. Love it! Jeg er faktisk positivt overrasket over at det ikke var ‘værre’. Men nu fik jeg også hjælp af min søster. Jeg har bestemt en fornemmelse af at når der er en rytme på lillesøster, så er det mere overskueligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal du forkæles i dag?