Babygråd og krigstraumer

Dengang for knap 3,5 år siden, da vi ventede vores første barn, jokede Jonas og jeg med, at vi kunne klare det meste. ‘Så længe hun ikke har kolik… HAHAHA’

Guess what. Hun HAVDE kolik. I stor stil. Taaaark for det, Nemesis. (Hvis du søger på ‘kolik’ eller ‘gråd’ i søgefeltet, så dukker der MANGE sider og indlæg frem. Nogle skrevet retrospektivt, andre fra krigszonen. Nogle med overskud, andre i dyb frustration.)

Vi overlevede det – godt 4 måneder med op til 7 timers gråd hver dag. Det har dog ikke været uden konsekvenser og følgevirkninger, som vi først har opdaget nu. For mit vedkommende sidder gråden og uroen som en kropslig hukommelse – lidt ligesom veer. Jeg husker det kun sådan rigtigt, når jeg står med min grædende baby i favnen. Den forgangne weekend vækkede lillesøster konstant sig selv med uro i kroppen, hun græd, spiste, græd, græd noget mere og skulle overtales til at sove. Det tærer på kræfterne hos alle, men det er ikke noget, der for alvor får mig ud i tovene. Mine minder om Beans første måneder er mest af alt de fine smil, hendes årvågenhed og fornemmelsen af et lille, blødt og lunt barn, der finder tryghed og trøst hos mig. Ligesom lillesøster gør nu. At det også i nogen grad var ren overlevelse, det ved jeg godt, men det er ikke de lagrede minder af dage, hvor jeg var askegrå i ansigtet af udmattelse, der ligger forrest i min hukommelse.

For Jonas er gråden at sammenligne med et krigstraume. Hans hukommelse omkring Beans første måneder – faktisk stort set det første halve år – er, at han slet ikke nød at være blevet far. Han havde dårlig samvittighed over det og over ikke at kunne fornemme forelskelsen i det lille væsen, vi sammen havde bragt til verden. Den kom først for alvor, da han selv havde barsel. Jeg husker, at han havde hyggestunder med Bean (bl.a. i svømmehallen), men for ham er det traumet og oplevelsen af ikke at slå til, der fylder mest. Jeg var nødt til at have pauser fra Bean for at kunne lade op og klare endnu en dag eller nat. Jonas fik hende vist mest af alt i de første måneder, når jeg var for træt i hoved, arme eller skuldre til at vugge, rokke og nynne mere. Det har nok været en fejl.

Han fortalte mig først om sin oplevelse af faderskabet over et år efter. At han var længe om for alvor at elske Bean. Siden han holdt barsel med hende er deres bånd imidlertid vokset og vokset og nu er hun hans absolutte øjesten og hun elsker sin far til ‘helt op til solen’. 

Når lillesøster græder er det minderne om Beans kolik og følelserne af ikke at elske eller slå til, der vækkes i Jonas. Min tolerancetærskel for gråd er blevet markant højere, og lillesøster græder normalt markant mindre, så det er yderst sjældent, jeg har brug for en pause. Af og til vil jeg dog gerne i bad/lege med Bean/spise/løbe en lillebitte tur – og så overdrager jeg ansvaret for en stund.

Jonas er ikke den fødte baby-person og selvom han glæder sig over begge vores piger, så er forelskelsen i lillesøster først så småt ved at indfinde sig nu, når de pludrer sammen og hun lyser op i et tandløst smil. Den vil fortsat vokse lidt efter lidt i takt med at de kan kommunikere mere og mere – og lillesøster udvikler flere færdigheder. Det er helt ok. Kærligheden bliver ikke mindre af at den vokser frem stille og roligt. Jeg har det meget bedre med at vi er ærlige omkring vores følelser end at skulle blive frustreret og forundret over, at han ikke kan sidde klare mere end en halv time med en urolig baby, når jeg har haft hende hele dagen.

Jeg elskede ikke Bean fra første øjeblik, jeg så hende. Jeg oplevede ikke den overvældende følelse af kærlighed, som mange ellers beskriver i det første møde med deres nyfødte barn. Moderinstinktet, omsorgen og beskyttertrangen blev vakt med det samme. Kærligheden? Den kom i takt med at vi lærte hinanden at kende. Til gengæld er den aldrig stoppet med at vokse. Lillesøster blev jeg vildt forelsket i fra første gang, vi kiggede på hinanden. Jeg vil dog stadig vove den påstand at den ægte kærlighed vokser og dannes i takt med at vores gensidige følelsesmæssige bånd bestyrkes og bekræftes. Eksempelvis når jeg trøster hende, når hun græder.

Alt er en fase. Undtagen kærligheden.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Second breakfast og barselsforkælelse

ANNONCE

Jeg når for det meste at spise en hurtig morgenmad sammen med Bean på hverdage, men jeg bliver altid sulten igen i løbet af formiddagen. Især nu hvor jeg ammer. Som regel tager lillesøster en god formiddagslur, og det giver mig mulighed for at få en second breakfast og dagens kop kaffe.

Jeg er altid åben for nye ideer til min (morgen)mad, så da Urtekram spurgte om jeg havde lyst til at smage nogle af deres nyheder, takkede jeg ja.

Kokosmüslien er jeg blevet ret glad for – den har en god blanding af  mættende ‘fyld’ og lækkert knas. Kokossiruppen (nektar fra kokospalmens blomster) er et virkeligt lækkert pift på friske figner, som jeg virkelig craver i øjeblikket, på yoghurt naturel eller i bagværk, hvis du har lyst til et alternativ til sukker. (Det er vist endda tilladt på en LCHF-diæt, hvis du er til den slags…) Hvis jeg skal forkæle mig selv lidt ekstra – eksempelvis efter en hård nat – putter jeg også lidt granatæblekerner, kokostern eller ingefærtern på tallerkenen.

Kokostern dyppet i en god, mørk chokolade kunne fungere rigtig godt som mini-bountybarer, forestiller jeg mig. Til mig selv og som madpakke-treat til Bean af og til. Det kan fint være et fælles projekt at fremstille dem – med masser af smagstest og klistrede fingre undervejs.

Til jul har jeg planer om at gøre ingefærtern i chokolade til årets konfektnyhed. Det er ikke alle, der er til den skarpe ingefærsmag, men jeg er vild med den. Særligt i kombination med chokoladens fylde.

 photo DSC_0010_zpszns63nll.jpg
 photo DSC_0001_zpsktaqdquj.jpg
 photo DSC_0003_zps0ghpbwoh.jpg

 

Jeg har modtaget Urtekram-produkter til test. Ord, ideer og billeder er mine egne.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Kvinde. Holder du nogensinde fri?

Hvornår holder mødre egentlig fri? Jeg gør uhyre sjældent. Stort set ikke i øjeblikket, hvor jeg fuldammer efter afrikansk forbillede (læs: hver gang lillesøster er utilfreds bliver hun tilbudt brystet. Det fungerer perfekt for os, men lader naturligvis ikke megen luft til solotid). Faktisk var det meningen, at jeg lørdag formiddag, mens lillesøster sov, skulle have en time eller to for mig selv på en café med Mac’en og tid til at komponere blogindlæg og besvare mails uden at holde øre og øje på en baby.

Det blev i stedet til en trilletur med barnevognen for at give lillesøster fred og ro til at falde i søvn, mens far og storesøster tumlede hjemme. *suk*

Jeg har for nylig læst et par ret forskellige artikler om at være alene om ansvaret selvom man er del af en familie med to voksne. Den ene var amerikansk (og jeg kan ikke finde den nu!) og handlede om, at mange mødre i parforhold reelt er alenemødre, og nok kan amerikanske forhold ikke just omsættes til danske, men der var en pointe i artiklen, der ræsonnerede i mig. Det handlede om ansvar. Hvis jeg skifter en ble, så skifter jeg bare en ble. Hvis Jonas gør det, så er det som regel fordi jeg har spurgt om han ikke vil – og (endnu værre) takker ham for det. Hvorfor skulle jeg takke for noget, der i bund og grund burde være en absolut selvfølge for vores generations fædre? Det samme gælder med langt de fleste huslige pligter – og det er jo ikke af ond eller god vilje. Det er bare misforstået at takke den ene part for noget, den anden gør uden at få ros eller tak.

Den anden artikel var dansk og indholdets kerne var den samme. At det i mange (de fleste?) heteroseksuelle parforhold er kvinden, der sidder med ansvaret for familien, selvom både mor og far henter, leger, putter, trøster, skifter bleer og laver mad. At den udearbejdende kvinde i ordets egentlige forstand stadig er husmoder. Du kan læse hele artiklen i Information HER

For selvom fordelingen af pligter er nogenlunde ligelig, så er ansvaret skævt fordelt. Kvinden er som regel familiens ‘projektleder’ og det er hende, der holder styr på, hvornår der er arrangementer i børnehaven eller skolen, hende der husker på og bestiller tid til vaccination, tandlæge og lægebesøg og som har overblik over den sociale kalender – herunder hvem der skal købes gaver til og hvornår. Det er også hende, der har styr på, hvad der mangler på indkøbslisten og hende, der ved, hvilken størrelse tøj og sko barnet bruger og hvornår det er tid til at købe nyt til sæsonen.

Har man ansvaret, kan man så nogensinde læne sig tilbage i sofaen med et godt glas rødvin og bare slappe af? Gunilla Bergensten skriver det – bl.a. – sådan her og jeg synes det er uhyggeligt rammende:

Jeg spurgte Magnus:

“Har du set, at John har fodvorter?”

“Nej, men han har fortalt det.”

“Han har otte vorter.”

” Ja, det sagde han.”

“Har du købt noget mod fodvorter?”

“Nej, skulle jeg da det?”

(…)

Jeg ved ikke, hvis skyld det er eller om det giver mening at tale om skyld overhovedet. Jeg tror snarere det er kønsroller og samfundsnormer, der skal gøres op med. Jeg – og sikkert også flere af jer – skal blive bedre til at afgive ansvar og lade manden overtage det helt og aldeles. For eksempel gad jeg godt slippe for at skulle forholde mig til noget som helst børnehave-relateret mod til gengæld at have det fulde ansvar på tøj- og skofronten. Det er nemlig et område, jeg har holdninger til og et, Jonas er komplet ligeglad med.

Jeg gad faktisk også godt slippe for at være den eneste, der står for den løbende oprydning. Jeg har faktisk tidligere eksperimenteret med at lade eksempelvis kaffekopper, som Jonas stiller på alle flader herhjemme, blive stående for at se, om han selv tog dem. Det gør han ikke. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Det samme gælder legetøj og tøj, der bliver lagt i stuerne.

Mændene skal på deres side blive bedre til at tage ansvaret og insistere på, at kvinderne blander sig the hell out. Ligesom med delt barsel, så tror jeg på, at et reelt delt ansvar sikrer en reel ligestilling og en gensidig forståelse for hvad det indebærer at være en familie og at få det hele til at hænge sammen. Det er et godt fundament for et parforhold at man er ligeværdige og har et lige ansvar.

Jeg har tænkt mig at starte med at gribe i egen barm. Den er også lettere at få øje på nu mens jeg ammer! Jeg vil ikke være projektleder – jeg vil have en flad ledelsesstruktur de voksne i husstanden imellem, hvor vi opdeler ansvarsområderne efter evner og interessefelter. Og så bare nøjes med at opdatere den anden på hver vores område efter behov.

Jeg tror i øvrigt at en vanskelig del af en omfordeling af ansvaret er selve samtalen om det. Hvordan indgår man i dialog om ønsket om at den ene part skal gøre mere, uden at det på forhånd bliver en omgang beskyldninger og du gør heller aldrig… men jeg gør altid’  – selvom det ikke er ment sådan.

Hvordan er ansvarsfordelingen hjemme hos jer?

*For lige at være fair, så er Jonas faktisk rigtig god til også at tage ansvar på sig. Eksempelvis var det ham, der sørgede for at udregne barsel denne gang. Og han står 8 ud af 10 dage for maden herhjemme. Og er 97% af tiden ham, der går ned med skraldet. Så. Det overordnede ansvar for eksempelvis børnene er dog stadig mit, som tingene er lige nu.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Timehop

Jeg har tyvstjålet idéen fra Signe – men jeg syntes, den var så hyggelig og passede så fint til upbeat weekendlæsning, at jeg også har gravet i mine arkiver og fundet september-øjeblikke frem fra de sidste år.

I september 2014 var jeg også græsenke i et par omgange, Jonas og jeg var i al hemmelighed startet på projekt baby og vi var til det andet af efterårets 3 bryllupper. Jeg var også en tur i Go’Aften Danmark og tale om at tale om børn på sociale medier. Nåja, og så bestemte Bean sig for at smide bleen, så en del af måneden gik også med at lære og ikke mindst huske at gå på toilettet.

september 14^^En bryllupsgæst-udgave af mig for et år siden

I september 2013 handlede det om familietid og hyggelige udflugter med en pige, der nu var stor nok til at forstå en masse. Vi var blandt andet i ZOO og så lavede Bean et vildt og blodigt stunt på Statens Museum for Kunst. Hun blev også for alvor bidt af bøger og begyndte at syntes, det var skønt at putte og nusse.

september 13^^Så lille og sød. Og næsten hårløs!

I september 2012 havde vi en baby, der var lige ved at være på den anden side af kolikken – men som så til gengæld kastede sig ind i et vanvittigt anstrengende tigerspring. Hun var med til bryllup og så var Jonas og jeg på date uden barn. I en hel time! Nåja, og så lavede jeg en time-for-time gennemgang af et døgn med Bean. Læs det HER

september 12

 

^^Lillebitte bryllupsgæst (og allerede dengang i færd med at finde glæden ved en god bog) Det er stadig et af mine absolut yndlingsbilleder af Bean. 

I september 2011 startede jeg bloggen og var helt nygravid. Østfronten var anonym og billedløs og det var en slags dagbog over mine tanker, følelser, bekymringer og glæder ved graviditeten. Mest bekymringer, for jeg var virkeligt ikke god følelsesmæssigt til at være førstegangsgravid. Jeg bekymrede mig over alt og var så bange for at der skulle ske noget eller være noget i vejen med ønskebarnet. Det var der heldigvis ikke (bortset fra at vi fik en heftig omgang kolik og aversion mod søvn med i købet), og det er faktisk meget rart at læse tilbage og se, hvor langt jeg er kommet siden og ikke mindst hvor meget mere ro, der var på, med lillesøster.

Hvad lavede du for et, to eller tre år siden?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

 

 

DIY: lav mini-pompom’er med en gaffel

Det gælder for mange ting, synes jeg. At det er detaljerne og finishen, der gør noget ekstra fint. I forlængelse af gårsdagens strikkeindlæg kommer derfor en hurtig og nem DIY til mini-pompom’er. Så er der lidt krea-inspiration til den kommende weekend.

Jeg er helt pjattet med de små pompom’er for enden af snore på (strikke)tøjet. Det bedste er, at de er vanvittigt lette og hurtige at lave – og kan klares med lidt garn, en gaffel, en saks og en nål. Jeg har smidt en tutorial på; frisk fra youtube, længere nede.

Jeg synes, at de giver bare en fin afslutning på et arbejde i forhold til en ‘kedelig’ snor. Apropos, så gider jeg ikke strikke snore, når man kan gøre det så meget lettere på en strikkemølle. Sådan en kan du bl.a. finde HER. Både pompom’er og snore kan fint være et fællesprojekt. Bean synes i al fald, det er sjovt at hjælpe med.

 photo DSC_0029_zpsbe2ynzfb.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts