Stolthed

Undtagelsestilstand (hvorfor får man børn?)

Hvorfor får man børn? Det kom jeg til at tænke over forleden nat kl 3.21, mens jeg vandrede rundt i stuen på knap 90. minut med en baby, der ikke ville falde til ro.

Hvorfor får man børn? Man kan næsten ikke læse et blad om børn eller en kronik i et af de større dagblade uden at få smækket i hovedet, at det er hårdt, benhårdt, ubarmhjertigt hårdt og at det er et rotteræs, der giver stress bare at få en helt almindelig hverdag til at hænge sammen.

Ja. Det er en slags undtagelsestilstand – i al fald for mig og for os – at have små børn. I særdeleshed babyer. Alle ens rutiner er sat ud af spillet og for mit vedkommende, så er dele af min krop underlagt en andens behov.

Men det er jo ikke bare det. Der er masser af behovsudsættelse, af søvnløse nætter, dage i træthedståger og andre dage med konflikter fra morgen til aften og overvejelser om, hvem der skal tage barnets første sygedag. Der er uhyggelige statistikker over parforhold, der forliser undervejs og forældre, der glemmer sig selv. Der er til gengæld også kærlighed af en art, jeg aldrig tidligere har oplevet. Det er den unikke oplevelse at få lov at se et spædt lille væsen folde sig ud og indtage verden. Det er miraklet ved liv.

Hvorfor får man børn? Det er der sikkert mange svar på. Mine er: fordi jeg er biologisk kodet til at videreføre arten. Fordi jeg absolut ikke kan lade være. Fordi mine børn er det absolut bedste ved mig. Fordi de gør mig til et bedre menneske og fordi jeg håber, jeg kan gøre dem til individer, der bidrager positivt til vores samfund. Men mest af alt er svaret kærlighed. Den absolutte, ultimative kærlighed, som jeg ikke har fundet tilsvarende nogen andre steder end i relationen til mine børn. Derfor får jeg børn.

ET UNDER

Et Under er hændt mig; En kostelig Gave
er sendt mig fra Gud og lagt i min favn.
Et spædt lille Væsen med bundløse Øjne
har slukket dybt i mig et ubevidst Savn.

Ja, dette er Underet ingen kan fatte,
en levende Gave, et Barn der er mit!
Jeg bøjer mig ned over Puden og smiler
og mærker selv Smilet – bevæget og blidt.

En Lykke jeg aldrig har vidst kunne findes.
En Lykke – ufattelig, ordløs og rig,
sprang ud af mit Hjerte den Nat da jeg hørte
så fjernt disse første små klynkende Skrig

Da glemte jeg Smerter og Veer og Tårer.
Glemte var Måneders mødige Fjed.
Al Uro og Længsel og Angst i mit Hjerte,
forvandledes til en usigelig Fred.

Jeg bøjer mig ned over Puden og smiler.

Kun den, der har kysset sit Barn når det sover
kan sige: nu ved jeg hvad kærlighed er.

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Stolthed