#normalizebreastfeeding

I fredags var hele min lille hjertefamilie deltagere i en større familiegruppe. Mine forældre holdt fest for familie og venner for at fejre, at de har været gift i 25 år (og kærester endnu længere) og at de begge inden for det sidste år har rundet de 60.

Jeg ammer. Efter babys behov. Det vil sige, at jeg aldrig nogensinde skeler til hverken tidspunkt eller sted. Det gælder uanset om der er gået 10 minutter eller 4 timer siden sidste amning, for jeg stoler på, at lillesøster godt selv ved, hvornår hun har brug for at blive lagt til. Hendes indre ur og behov har ikke noget som helst med klokken eller ammeskemaer eller -apps at gøre. Det er Bean, der har lært mig at stole på min babys og mit eget instinkt omkring amning, for hendes trygheds- og suttebehov var helt enormt, og det havde været en umulig, umenneskelig og ulykkelig kamp at skulle amme efter et skema.

Jeg elsker at amme, og jeg er så glad for, at det også lykkedes fint denne gang. Planen er – som med Bean – at lillesøster bliver ammet så længe, hun selv har lyst.

Jeg hverken kan eller vil tage hensyn til, hvad andre måtte mene om at se lidt hud og lidt bryst. Når lillesøster har brug for noget at drikke eller spise eller bare lidt nærhed og tryghed, så skal hun naturligvis have sit behov mødt og tilfredsstillet. Hun er 14 dage gammel nu (16 for at være præcis), men det samme gælder om 2, 4 og 7 måneder. Bevares. Jeg tager ikke hele min bluse af eller lader brysterne lufttørre i 15 minutter efter endt amning (og det har jeg i øvrigt heller aldrig oplevet andre gøre) men jeg sørger for at give lillesøster god adgang og hud-mod-hud kontakt. Både når vi er hjemme i vores egen barselsboble og når jeg er ude i offentligheden.

At have et spædbarn med til fest betyder naturligt en del amme-sessioner. Også selvom omtalte barn har et imponerende sovehjerte. Derfor er der flere billeder af mig med lillesøster ved brystet end uden fra festen. Det meste af min familie og mine forældres vennekreds har vist fået set, hvad mælkebaren byder på. Ikke mindst fordi lillesøster blev ammet under hele min søsters og min tale til vores forældre. Og på de familiebilleder, der blev taget af os fire.

Ved I hvad? Jeg er faktisk ret vild med de billeder, fordi de i allerhøjeste grad afspejler min sandhed ved livet med en baby. Og fordi jeg er absolut fortaler for at vi skal arbejde på at normalisere både amning men også den ‘rigtige’ krop i vores samfund igen. Jeg får simpelthen knopper af den hykleriske nypuritanisme, som hjertens gerne ser kunstige bryster plastret ud over busserne i det offentlige rum, men som væmmes ved det ægte og det naturlige. Amning er om noget naturligt. Det er faktisk hele pointen med vores bryster. Derfor har jeg tænkt mig at blive ved med at amme hvor og når lillesøster har brug for det. Og helt ærligt? Hvad har man tænkt sig at gøre, hvis jeg knapper op for mælkebaren et sted, hvor det er ildeset? Fysisk at lukke min ammebh igen? Fjerne barnet fra brystet? Nej, vel? Det allerletteste i verden er at kigge væk, hvis man ikke har lyst til at se bryster udføre deres naturgivne funktion. Det er ganske enkelt ikke mit problem, hvis bonerte typer ikke kan fokusere på deres latte, mens min babys behov for mad og tryghed og kærlighed bliver opfyldt. (Jeg har i øvrigt skrevet om emnet før. Bl.a. HER, HER og HER)

#normalizebreastfeeding

Foto credit: Anne Beth Witte

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram