Morkrop, selvbillede og shopping

Egentlig er det noget overfladisk pjat. Det her med kropsfiksering og kroppens indflydelse på ens selvbillede og selvværd.

Jeg har absolut intet problem med, at jeg bliver større alle steder, når jeg er gravid og jeg er bestemt ikke tilhænger af at hoppe på en kur eller ud i et større træningsprogram, så snart baby er født. Kroppen har klaret en kæmpe opgave, så jeg synes, vi (inklusive medierne, der konsekvent hylder kvinder, der er tilbage i size 0 efter 2 dage) skylder den en smule respekt og en chance for at restituere sig ganske roligt i sit eget tempo. Desuden er en decideret kur en virkeligt dårlig idé, når man ammer. Der skal ganske enkelt næring og kalorier til at give nok og god nok mælk.

Men jeg skal ikke kunne undsige mig fra at ærgre mig over alt det tøj i mit klædeskab, jeg endnu ikke kan passe eller lukke knapperne i. Eller over den bløde mave og de ekstra kilo. Mit selvbillede har ganske enkelt svært ved at passe ind i den virkelighed, spejlet og tøjet er tydelige udtryk for. De sidste 10 år har min vægt været stabil med et kilo eller to til udsving i hver retning (graviditeter undtaget) og lige nu er jeg et helt andet sted fysisk.

Jeg har en del tøj i mit skab. Der er bare ikke særligt meget, jeg kan passe lige nu – eller bruge mens jeg ammer, for den sags skyld. Derfor har jeg besluttet mig for at give mig selv lov til at købe en lille smule nyt. Jeg kunne teoretisk set vente til de sidste 5-7 kg er røget og kroppen mere eller mindre har fundet sin facon igen. Indtil da kunne jeg komme påklædt igennem hverdagen ved hjælp af diverse oversize beklædningsgenstande.

Det har jeg bare ikke lyst til. Moderskab skal ikke være lig med at kaste håndklædet i ringen eller opgive at forene det praktiske med det stilfulde. Klæder skaber folk, og selvom jeg er blødere og rundere end jeg plejer, så behøver jeg ikke at klæde mig derefter. Desuden er jeg varm tilhænger af ‘fake it till you make it’-konceptet. Når jeg føler mig velklædt, så kan jeg meget bedre overkomme eftervirkningerne af en søvnløs nat end hvis jeg nulrer rundt i joggingbukser med hængerøv og knæ og en halvsvedig, daggammel t-shirt.

I stedet for at leve i et beklædningsmæssigt limbo og affinde mig med halve løsninger og halvdårlig pasform, så har jeg tænkt mig at gå i tøj, der faktisk passer den figur og størrelse, jeg har lige nu. For min egen skyld. At det er verdens bedste undskyldning for at købe lidt til mig selv? Det er bare en ekstra bonus!

Jeg har desuden en plan om, at NÅR jeg engang kan passe alt mit tøj igen, så skal klædeskabet igennem en grundig oprydning, så jeg med tiden får en garderobe, der er kohærent og kan mikses på kryds og tværs. Well. Man kan jo drømme.

^^Klæder skaber folk og lidt nyt er kommet ind i skabet. For eksempel denne lyseblå ‘skjorte’nederdel, der ikke strammer nogen steder og dermed er noget mere flatterende for min postpartum figur end de andre nederdele jeg ejer, der kun lige kan lukkes.

(I øvrigt synes jeg ikke, vi skal shame hverken dem, der ikke taber ‘babyvægten’, dem der bruger en rum tid på det eller dem, der ligner sig selv ganske kort tid efter de har født. Alle kvinder og alle kroppe er forskellige, og frem for at sammenligne, så handler det meget mere om, hvad vi selv synes om vores krop.)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram