Storesøster-status

Vi er nu en god uge inde i familielivet som 4 i stedet for 3, og jeg synes, at Bean har taget det her storesøster-halløj i relativt stiv arm. Det har tydeligvis krævet en del mentale kræfter af Bean at tilpasse sig til vores nye familieliv, men heldigvis er lillesøster mild, storsovende og rolig indtil videre, og så formår verden at dreje omkring nogenlunde, som den plejer. Vi har eksempelvis kunne spise og putte, som vi plejer, fordi lillesøster har sovet sødt på de ‘rigtige’ tidspunkter.

Ifølge Bean er lillesøster klart sødest og mest interessant, når hun er vågen. Så kan hun være heldig nok at få et kys eller blive aet forsigtigt og holdt i hånden. Resten af tiden er hun ret uinteressant. Det er helt fint. Alting skal naturligvis ikke handle om lillesøster. Eller om at Bean er storesøster.

Der var faktisk et par dage, hvor man absolut ikke skulle kalde Bean for storesøster. ‘Jeg hedder BEAN’, bliver det fastslået for bedsteforældre, forældre, jordemødre og andet godtfolk, hvis de formastede sig til at kalde hende noget andet. Identiteten som sig selv holder hun fast i. Hun er sig selv i sin egen ret, og det synes jeg faktisk er rigtig skønt. Vi bruger stort set ikke betegnelserne ‘lille-‘ og ‘storesøster’. I stedet kalder vi pigerne ved navn.

Bean lader til at have accepteret lillesøster som fuldgyldigt medlem af familien – og hvis nogen kommer efter hende, så skal Bean nok tæve dem, er vi blevet fortalt – men det betyder ikke at hun uden videre synes, det er i orden, at jeg generelt er mindre tilgængelig. Hun har reageret ved at være ekstra ‘på’ og opmærksomhedskrævende og ved at være meget højrøstet og larmende i sin leg (lillesøster sover mirakuløst igennem Bean-larm selvom den foregår lige ved siden af liften). Og ikke mindst ved at skælde Jonas og jeg ud.

Nætterne har været det sværeste. Ikke på grund af lillesøster, for hun har sovet overraskende fint og roligt. Jeg har tilbragt nogle nætter med hende på sofaen, hvor vi har mere ro til natamninger og ble-skift og hvor der ikke er nogen 3-årige, der gerne vil sove ovenpå mig. Dét har Bean det svært med, for det er stadig hovedsageligt mig, hun søger om natten, så hvis hun halvt i søvne opdager, at jeg mangler i sengen, bliver hun ked af det. Samsovning med to børn er vores største udfordring lige nu, men vi må prøve os frem og finde det, der fungerer bedst.

Jonas er meget naturligt den af os, der tager sig allermest af Bean i øjeblikket og de tager på udflugter og småture stort set hver dag. Lige fra Circus Summarum (da lillesøster var godt et døgn gammel), til biblioteket eller legepladsen. Jeg satser på, at jeg kan tage revanche snart. Indtil videre har Bean-og-mor tid været i køkkenet, hvor vi har bagt boller og lavet dadelkugler, men hun trænger snart til lidt decideret solo-tid med mig, kan både Jonas og jeg mærke.

I øvrigt. Havde nogen foreslået mig, da Bean var 1 dag gammel, at jeg skulle være alene med hende i et halvt døgn, så havde jeg pure afvist tanken som helt umulig. Nu? Ærligt talt er det allermest afslappende og lettest bare at være alene hjemme med lillesøster. Dels fordi jeg selv er mere erfaren og dels fordi lillesøster i den første uge af sit liv har vist sig at være helt, helt anderledes end Bean var. Det giver så til gengæld et stik af dårlig samvittighed over for Bean… Mere om alt det en anden gang.

Første møde med lillesøster – beskytterinstinktet er vakt hos min store, smukke krøltop <3

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram