En nem graviditet – et hårdt halvår

En status fra min første uge på barsel, hvor overskuddet er vendt tilbage her i huset efter et lidt barsk halvt år.

Jeg er så heldig, at min krop er ret god til at være gravid. Forstået på den måde at jeg ikke har nogen af de almindelige gener – jeg har ikke kvalme, ikke bækkensmerter eller bækkenløsning, blodtrykket er fint og der er heller ikke noget andet at bemærke. Denne gang har jeg ikke engang lidt af halsbrand. Jeg har næseblod af og til, men det er også så vildt, det bliver. Strækmærker heller ikke (so far), men det er vist noget med heldige vener, så vidt jeg ved. Hvis sommervejret fortsætter i samme dur, får jeg muligvis noget med vand i kroppen, men det har ikke været et problem indtil videre. Heller ikke efter i dag og i går, hvor jeg har gået en del. Jeg kan også godt lide at være gravid, og selvom jeg undgår vægte, så har jeg intet problem med at blive større.

Bevares. Jeg er efterhånden både så stor og tung at jeg er udfordret på hvad jeg fysisk kan, og min lænd bliver øm sidst på dagen. Baby fylder en del og spark og møffen kan være decideret smertefulde, når der bliver sendt et særligt velrettet ninjakast afsted derindefra. Det ville jeg dog ikke være foruden, for noget af det ultimativt bedste ved at være gravid er ubetinget at mærke det liv, man bærer på.

Så. En nem graviditet, men et (for) hårdt halvår. Jonas har haft travlt på arbejde og med bestyrelsesarbejde i andelsforeningen (hvilket H E L D I G V I S er et overstået kapitel) og har arbejdet i snit 70 timer om ugen – jeg har haft nok at gøre med at klare mit job og at være noget for min lille familie samtidig med at jeg skulle gro en baby.

Det har særligt vores venskaber lidt under, og vi er kede af at have forsømt jer – I ved, hvem I er – men i lange perioder har overskuddet været et decideret underskud og kun rakt til det allermest basale. Det har været for presset og for hårdt, men man overlever og klarer den igennem på rutinerne og på ren og skær viljestyrke lige indtil, der næsten ikke er mere i reserverne. Så nej. Vi har ikke set mange venner eller været særligt sociale de sidste 6 måneder. Vi har ikke engang set eller husket hinanden særligt meget. AL energi er gået til Bean og vi har ganske simpelt både glemt og ikke haft overskud til at være meget andet end forældre. Det dér med at være kærester er gledet i baggrunden, heldigvis uden at det er gået ud over kærligheden og grundsubstansen i vores forhold.

Da jeg gik på barsel i fredags, kunne jeg bogstaveligt talt have lagt mig på fortovet og sovet. Jeg havde ganske enkelt ikke mere at give af. Det samme gjaldt for de følgende 3 dage, og jeg nåede at blive helt træt af at jeg ENDELIG havde barsel og så ikke kunne andet end at ligge ned og være flad. I løbet af ugen er overskuddet imidlertid vendt stærkt tilbage. Både for mig (med de begrænsninger sådan en fastmonteret badebold foran nu engang giver) og for Jonas, og dét har været intet mindre end fantastisk. Vi har fået ro på, haft tid til at sidde stille og bare være og til at klare en kæmpe bunke af de sidste to-dos på listerne (herunder forberedelse til det kommende skoleår for Jonas’ vedkommende) – uden at føle, vi har haft travlt. I går eftermiddags fik Bean også sommerferie, og juli er stort set uden planer. Det bliver fantastisk. Jeg kan mærke det. Jonas kan mærke det. Bean kan helt sikkert også mærke det, for vi har tydeligt kunne mærke på hende, at vores overskud har været et helt andet denne uge.

Fremover? Med en baby smidt oven i ligningen? Vi har taget vores forholdsregler. Alt andet ville være for dumt. Fordi vi elsker hinanden.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram