Har dine børn de samme forældre?

– mine har nemlig ikke. Langt fra. Inden vores venner og familie nu får kaffen galt i halsen og overvejer, hvilket postbud, der ligner hvilken af pigerne, så lad mig forklare. Vi stødte ind i en af Jonas’ kollegaer forleden og hun sagde noget, der fik mig til at tænke over forskellen på at blive forældre første og anden gang. For selvom det er mixet af samme gen-pool, der har resulteret i nu to skønne piger, så er deres forældre forskellige mennesker. Vores erfaringer med at blive forældre for første gang, hvor alting hele tiden var nyt, giver os et markant anderledes udgangspunkt i vores forældreskab med lillesøster. Vi (og nok særligt jeg) har en helt anden ro omkring livet med et spædbarn....

Barselsboble og strikkerier

Lillesøster har (indtil videre. Ikke et ord til Nemesis!) et markant større sovehjerte end Bean nogensinde har haft. Det betyder, at jeg har haft tid til ikke bare at hvile, spise og tage et bad, når hun sover – men at jeg også har haft tid og overskud til at sætte mig med strikkepinde og garn. Jeg er – ligesom ikke så få andre her i blogland og derude i det hele taget – blevet bidt af en gal garndille, og i løbet af de sidste par uger har jeg fået færdiggjort et par projekter, der har været igang længe og endda fået strikket et par nye. Det er noget nemmere (og mere lydløst) end at finde symaskinen frem, men...

Moderskab

Moderskabet er en sælsom størrelse. Det er lige dele tigerstyrke og uendelig sårbarhed. Det er grænseløs tålmodighed og overbærenhed – og samtidig er mine børn i stand til at bore deres små, skarpe negle ned i alle de ømmeste punkter, jeg har. Det er udstrakte oceaner af tid – dage i nattøj uden andre planer end at forelske sig og knytte bånd til et lille, spædt væsen. Nætter, der aldrig slutter, med gråd, med amning, med feber. Træthed, der lægger sig som en dyne over alting og lykke, der fylder hver eneste fiber i kroppen. Det er at fortabe sig i duften af bløde, dunede babyisser eller omfavne af bløde, lune barnearme hvor minutterne bliver til en evighed og fornemmelsen bliver brændt ind...

Storesøster-status

Vi er nu en god uge inde i familielivet som 4 i stedet for 3, og jeg synes, at Bean har taget det her storesøster-halløj i relativt stiv arm. Det har tydeligvis krævet en del mentale kræfter af Bean at tilpasse sig til vores nye familieliv, men heldigvis er lillesøster mild, storsovende og rolig indtil videre, og så formår verden at dreje omkring nogenlunde, som den plejer. Vi har eksempelvis kunne spise og putte, som vi plejer, fordi lillesøster har sovet sødt på de ‘rigtige’ tidspunkter. Ifølge Bean er lillesøster klart sødest og mest interessant, når hun er vågen. Så kan hun være heldig nok at få et kys eller blive aet forsigtigt og holdt i hånden. Resten af tiden er hun...

Jeg havde glemt…

Før jeg remser alt det op, jeg havde glemt, så skal jeg lige huske noget: tusind tak for alle jeres dejlige, varme lykønskninger og kommentarer. Ikke mindst til min fødselsberetning. Jeg er klar over, at jeg er velsignet, når det handler om at føde, og jeg lover, at det er noget, jeg værdsætter. Meget højt endda. Jeg har læst samtlige kommentarer, og jeg har en plan om at svare, men det bliver ikke lige nu.  … hvor fantastiske den nyfødtes knirkelyde er. Og hvor skægt det ser ud, når de dér pupiller og øjne er lige lovligt svære at styre. … hvor decideret ubehageligt det er at føde moderkagen. Seriøst. Fødslen burde slutte med barnet. Det er en ommer, evolution....
Older posts