Har dine børn de samme forældre?

– mine har nemlig ikke. Langt fra.

Inden vores venner og familie nu får kaffen galt i halsen og overvejer, hvilket postbud, der ligner hvilken af pigerne, så lad mig forklare.

Vi stødte ind i en af Jonas’ kollegaer forleden og hun sagde noget, der fik mig til at tænke over forskellen på at blive forældre første og anden gang. For selvom det er mixet af samme gen-pool, der har resulteret i nu to skønne piger, så er deres forældre forskellige mennesker.

 photo DSC_0534_zpsgof0dqcc.jpg

Vores erfaringer med at blive forældre for første gang, hvor alting hele tiden var nyt, giver os et markant anderledes udgangspunkt i vores forældreskab med lillesøster. Vi (og nok særligt jeg) har en helt anden ro omkring livet med et spædbarn. Ikke mindst fordi vi havde en mildest talt vild start med Bean og kolik og stort set ingen søvn i månedsvis. Det var benhårdt, men vi klarede det og kom styrkede ud på den anden side. Det, hvis noget, har givet mig en selvsikkerhed og en tro på, at uanset hvad lillesøster har tænkt sig at byde os, så skal vi selvfølgelig nok klare det.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Barselsboble og strikkerier

Lillesøster har (indtil videre. Ikke et ord til Nemesis!) et markant større sovehjerte end Bean nogensinde har haft. Det betyder, at jeg har haft tid til ikke bare at hvile, spise og tage et bad, når hun sover – men at jeg også har haft tid og overskud til at sætte mig med strikkepinde og garn.

Jeg er – ligesom ikke så få andre her i blogland og derude i det hele taget – blevet bidt af en gal garndille, og i løbet af de sidste par uger har jeg fået færdiggjort et par projekter, der har været igang længe og endda fået strikket et par nye. Det er noget nemmere (og mere lydløst) end at finde symaskinen frem, men jeg har også et par syprojekter planlagt. Ah, barselsboblen er et skønt sted.

Det søde playsuit med lommer er fra norske Ministrikk og er et ret fint (og overskueligt) projekt. For mit niveau og temperament var der et tilpas forhold mellem ‘lige ud ad landevejen’ glatstrik og diverse lommer, ud- og indtagninger og mønster.

Det er stadig lidt for stort til lillesøster, men der går ikke mange uger, før hun kan være i playsuitet.

I mellemtiden har jeg kastet mig over nogle skønne kraver, som jeg nok skal vise frem. Bean synes, at lillesøsters krave (der var strikket på en aften og en formiddag) er så sød, at hun gerne ville have en selv. ‘I lilla, mor. Jeg elsker bare lilla.’ Så det er jeg igang med nu.

 photo DSC_0551_zpsbapljqro.jpg
 photo DSC_0552_zpsidysw7ul.jpg

 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Moderskab

Moderskabet er en sælsom størrelse. Det er lige dele tigerstyrke og uendelig sårbarhed. Det er grænseløs tålmodighed og overbærenhed – og samtidig er mine børn i stand til at bore deres små, skarpe negle ned i alle de ømmeste punkter, jeg har.

Det er udstrakte oceaner af tid – dage i nattøj uden andre planer end at forelske sig og knytte bånd til et lille, spædt væsen. Nætter, der aldrig slutter, med gråd, med amning, med feber. Træthed, der lægger sig som en dyne over alting og lykke, der fylder hver eneste fiber i kroppen. Det er at fortabe sig i duften af bløde, dunede babyisser eller omfavne af bløde, lune barnearme hvor minutterne bliver til en evighed og fornemmelsen bliver brændt ind i hjertet på mig. Og samtidig forsvinder dage, uger, måneder og år gennem fingrene på mig uden at jeg ved, hvor de blev af.

Det er en evig vaklen mellem at ønske at stoppe tiden og fastholde øjeblikket for altid og glæden og stoltheden over at se de mennesker, man har skabt, vokse og udvikle sig og blive selvstændige individer og folde deres personlighed ud mod os og senere mod hele verden.

En uge bliver til 3 år og vi er de samme og alligevel milevidt fra det sted, vi startede.

 photo DSC_0536_zpsk6rkze33.jpg
 photo DSC_0549_zpstquodtbi.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Storesøster-status

Vi er nu en god uge inde i familielivet som 4 i stedet for 3, og jeg synes, at Bean har taget det her storesøster-halløj i relativt stiv arm. Det har tydeligvis krævet en del mentale kræfter af Bean at tilpasse sig til vores nye familieliv, men heldigvis er lillesøster mild, storsovende og rolig indtil videre, og så formår verden at dreje omkring nogenlunde, som den plejer. Vi har eksempelvis kunne spise og putte, som vi plejer, fordi lillesøster har sovet sødt på de ‘rigtige’ tidspunkter.

Ifølge Bean er lillesøster klart sødest og mest interessant, når hun er vågen. Så kan hun være heldig nok at få et kys eller blive aet forsigtigt og holdt i hånden. Resten af tiden er hun ret uinteressant. Det er helt fint. Alting skal naturligvis ikke handle om lillesøster. Eller om at Bean er storesøster.

Der var faktisk et par dage, hvor man absolut ikke skulle kalde Bean for storesøster. ‘Jeg hedder BEAN’, bliver det fastslået for bedsteforældre, forældre, jordemødre og andet godtfolk, hvis de formastede sig til at kalde hende noget andet. Identiteten som sig selv holder hun fast i. Hun er sig selv i sin egen ret, og det synes jeg faktisk er rigtig skønt. Vi bruger stort set ikke betegnelserne ‘lille-‘ og ’storesøster’. I stedet kalder vi pigerne ved navn.

Bean lader til at have accepteret lillesøster som fuldgyldigt medlem af familien – og hvis nogen kommer efter hende, så skal Bean nok tæve dem, er vi blevet fortalt – men det betyder ikke at hun uden videre synes, det er i orden, at jeg generelt er mindre tilgængelig. Hun har reageret ved at være ekstra ‘på’ og opmærksomhedskrævende og ved at være meget højrøstet og larmende i sin leg (lillesøster sover mirakuløst igennem Bean-larm selvom den foregår lige ved siden af liften). Og ikke mindst ved at skælde Jonas og jeg ud.

Nætterne har været det sværeste. Ikke på grund af lillesøster, for hun har sovet overraskende fint og roligt. Jeg har tilbragt nogle nætter med hende på sofaen, hvor vi har mere ro til natamninger og ble-skift og hvor der ikke er nogen 3-årige, der gerne vil sove ovenpå mig. Dét har Bean det svært med, for det er stadig hovedsageligt mig, hun søger om natten, så hvis hun halvt i søvne opdager, at jeg mangler i sengen, bliver hun ked af det. Samsovning med to børn er vores største udfordring lige nu, men vi må prøve os frem og finde det, der fungerer bedst.

Jonas er meget naturligt den af os, der tager sig allermest af Bean i øjeblikket og de tager på udflugter og småture stort set hver dag. Lige fra Circus Summarum (da lillesøster var godt et døgn gammel), til biblioteket eller legepladsen. Jeg satser på, at jeg kan tage revanche snart. Indtil videre har Bean-og-mor tid været i køkkenet, hvor vi har bagt boller og lavet dadelkugler, men hun trænger snart til lidt decideret solo-tid med mig, kan både Jonas og jeg mærke.

I øvrigt. Havde nogen foreslået mig, da Bean var 1 dag gammel, at jeg skulle være alene med hende i et halvt døgn, så havde jeg pure afvist tanken som helt umulig. Nu? Ærligt talt er det allermest afslappende og lettest bare at være alene hjemme med lillesøster. Dels fordi jeg selv er mere erfaren og dels fordi lillesøster i den første uge af sit liv har vist sig at være helt, helt anderledes end Bean var. Det giver så til gengæld et stik af dårlig samvittighed over for Bean… Mere om alt det en anden gang.

 photo DSC_0512_zpsleqolpf6.jpg
Første møde med lillesøster – beskytterinstinktet er vakt hos min store, smukke krøltop <3

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Jeg havde glemt…

Før jeg remser alt det op, jeg havde glemt, så skal jeg lige huske noget: tusind tak for alle jeres dejlige, varme lykønskninger og kommentarer. Ikke mindst til min fødselsberetning. Jeg er klar over, at jeg er velsignet, når det handler om at føde, og jeg lover, at det er noget, jeg værdsætter. Meget højt endda. Jeg har læst samtlige kommentarer, og jeg har en plan om at svare, men det bliver ikke lige nu. 

… hvor fantastiske den nyfødtes knirkelyde er. Og hvor skægt det ser ud, når de dér pupiller og øjne er lige lovligt svære at styre.

… hvor decideret ubehageligt det er at føde moderkagen. Seriøst. Fødslen burde slutte med barnet. Det er en ommer, evolution.

… efterveerne. Eller. Dem har jeg ikke som sådan glemt, for jeg havde kun ganske få (som jeg bemærkede) efter Beans fødsel, men denne gang varede de lige et par dage. På den anden side smart med efterve-smerte til at aflede opmærksomheden fra ømme brystvorter og hårde babygummer.

… hvor absurd det ser ud, når mælken løber til. Det ligner Tori Spellings motorvej fra 90’erne – boob job gone bad. Heldigvis tog det kun et døgns tid, før mælkeproduktion og lillesøster havde indrettet sig efter hinanden, så jeg slap for diverse udmalkninger og massage af mælkeknuder.

… at det faktisk ikke kun er brystvorterne, der er ømme i ammeopstarten. Det er HELE området, der føles som om, det har fået tæv.

… at man ikke bouncer direkte tilbage i sine før-graviditets bukser med mindre man er kronprinsesse. Denne gang er maven også lidt længere tid om at forsvinde og der er markant mere polstring på bagdel, hofter og lår. Så. Jeg gemmer alle bukserne væk et par måneder endnu og glæder mig over, at jeg også har tøj med elastisk linning og i jersey.

… det ret godt tænkte hormonrush, der betyder at man kan klare sig med sporadisk søvn den allerførste tid. Dér har evolutionen haft fat i den lange ende.

… hvor absurd hurtigt tiden går. Den går også hurtigt med en 3-årig, men det er det rene vanvid, når vi taler i børn under et år. Lillesøster er en uge gammel i dag, men jeg synes jo kun lige jeg har fået hende i armene for første gang. Pause-knappen? Er der nogen, der rækker mig den?

… duften. Åh, duften! Hvis man kunne købe destilleret duft af spædbarn, så tror jeg ikke, der var krig i verden. Det er kærlighedsmagi i sin absolut reneste form og jeg kan slet, slet ikke få nok.

ostfronten lately
^^2 dage efter fødslen og en rund ’22-ugers’ mave // Dadel-mandel kugler med kakao og hindbærdust. Næsten sund og ret nærende ammesnack. // Lykke pt. I // Lykke pt. II. Småbitte fødder er muligvis det kæreste i verden. 

Jeg kan ikke helt holde nallerne fra hverken blog eller instagram, men der kommer til at ske mest ovre på @ostfronten så kig med på glimt fra barselsboblen

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts