Hjernesmarte Børn – en (næsten) anbefalelsesværdig bog

For snart et par måneder siden fik jeg tilsendt et anmeldereksemplar af Anette Prehns nye bog ‘Hjernesmarte Børn’ og jeg glædede mig meget til at læse den – med et speciale i den humanistiske del af neurovidenskaben (neuroæstetik, hvis nogen skulle spørge) synes jeg det er interessant når og hvis vi kan udvide og uddybe vores viden om et givent emne ved at belyse det fra flere vinkler. Jeg havde faktisk håbet på at læse en bog, der kunne give mig en masse værktøjer og god forståelse af mit barns hjernevindinger.

Prehn skriver at ‘Hjernesmarte børn har brug for hjernesmarte voksne’, der kan hjælpe ‘…med at gøre børn resiliente, dvs. “runde i bunde”. Ligesom tumlingekopper, der hurtigt genfinder balancen efter at have fået et skub.’

Det lyder godt – og giver god mening umiddelbart. Prehn har da også nogle gode, opdragelsesmæssige pointer. Eksempelvis skal man IKKE fortælle børn, hvad de IKKE må, men i stedet rette fokus mod, hvad de SKAL. Med andre ord: hvis jeg vil have Bean til at lade være med at smide med sine sko, skal jeg sige, hvad jeg GERNE vil have hende til at gøre (stille dem på plads/tage dem på/etc) og dermed fokusere på den adfærd eller opgave, jeg ønsker hun skal udføre, i stedet for at sige ‘du må ikke kaste med dine sko’, hvilket bare øger fokus på den adfærd, jeg ønsker at stoppe.

Det er også en rigtig god idé at hjælpe børn med at udvikle flere strategier til at løse et problem eller en konflikt og at hjælpe dem med at se verden fra flere vinkler (Prehn kalder det ‘omfortolkning’).

Men. For sådan et er der. Et stort et. Jeg blev rigtig træt af sproget i bogen. Det er en vanskelig opgave at formidle svært tilgængeligt stof som eksempelvis neurologi eller adfærdspsykologi på en tilgængelig måde, der stadig bevarer dybden. Det anerkender jeg absolut. Det er dog ikke ensbetydende med at man skal skrive ‘ned’ til sine læsere, og jeg får decideret tics af ord og vendinger som ‘lommelygten i hjernen’ og ‘succestangenten’ og jeg synes ærligt talt betegnelserne ‘Stopklods’, ‘Rumlerille’ og ‘Stifinder’ er irriterende. Jeg føler mig talt ned til – hvorfor ikke stole på, at læserne er i stand til at forstå almindeligt sprog men er nødt til at bruge nogle (barnlige) catchfrases i stedet?

I denne bog kan jeg desværre heller ikke helt finde pointen med at indblande neurologien. Desværre, fordi jeg generelt er ret stor fan af netop neurovidenskaben som ekstra forståelseslag i vores viden om verden. Der er som nævnt nogle gode pointer i Prehns bog om at forstå og hjælpe børn til at agere mere hensigtsmæssigt i verden – både i forhold til deres egen udvikling og i forhold til deres omverden – men de behøver ikke amygdala eller andre hjernestrukturer som forklaringsmodeller.

Hvis nogen skulle have interesse, så er Lone Franks ‘Den Femte Revolution’ i min optik derimod et rigtig godt eksempel på vellykket formidling af vanskeligt stof i et tilgængeligt og samtidig intelligent sprog.

‘Hjernesmarte Børn’ findes bl.a. HER. Den er udgivet af People’s Press, har 250 sider og koster ungefär 250 kr, men jeg har spottet den til medlemspriser hos diverse bogklubber.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar. Der hersker vel næppe nogen tvivl om, at ord og holdninger er mine egne.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram