Filmanbefaling og noget om ego-tid

Konsekvenspædagogik

Bølgerne går højt her i huset i øjeblikket, når vi kigger på livet i børnehøjde. Der er MANGE grænser, der skal efterprøves, når man er 3 år gammel. Bean har nogle kæpheste, som hun veksler lidt mellem. Af og til handler det om hvorvidt hun nu også skal på toilettet. Af og til handler det om mad eller om, hvorvidt vi skal afsted i børnehave (hvor vi voksne i øvrigt ikke kan blive skubbet hurtigt nok ud af døren igen, når vi først er ankommet). En del konflikter i øjeblikket handler om oprydning. Jonas og jeg forsøger på bedste vis at navigere i Beans indre stormvejr på en måde, der er anerkendende, tydelig og giver hende faste rammer på samme tid. I al beskedenhed synes jeg, vi gør det ret godt.

Forleden havde vi en vældig konflikt om, hvorvidt hun skulle være med til at rydde legetøjet væk fra stuegulvet inden godnat-læsning. Absolut ikke, mente Bean. Absolut jo, sagde vi. Og vi (læs: jeg) endte med at bære et protesterende barn ind i soveværelset uden boglæsning, fordi hun simpelthen nægtede at hjælpe med at rydde op. Ingen oprydning, ingen godnatbog. Bum. Konsekvenspædagogik for fuld skrue. Direkte konsekvens, vel at mærke. Årsag/virkning skal høre sammen, synes jeg. Jeg kunne ikke finde på at fratage fremtidige privilegier – ‘hvis du ikke holder mig i hånden på vej over vejen, så får du ikke noget fredagsslik på fredag’. De to ting har ingen sammenhæng i min verden. Derimod er der direkte sammenhæng mellem oprydning, læsning og putning. Det er det, vi gør hver aften. Tingene følger hinanden, og det ved Bean godt. Rutiner, I ved. Efter at have grædt og protesteret et par minutter, mens hun klamrede sig til mig, så endte Bean med at bestemme sig for, at nu ville hun gerne hjælpe med at rydde op. Vi hjalp hinanden, fandt en bog og læste et kapitel og så gik vi tilbage til soveværelset i ro og mag.

Det er meget interessant at opleve hendes udvikling og få et indblik i, hvad der rører sig i hendes følelsesliv. Og mindst ligeså spændende at opleve min egen og Jonas’ udvikling som forældre i takt med at de problemer, vi støder på, bliver stadigt mere komplekse.

 photo DSC_0025_zpspaptijio.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

4 kommentarer

  • Argh men, jeg bliver så glad af at læse dette. Ikke blot fordi vi er rørende enige, men også fordi at det er ren jura, du faktisk berører: “Der skal være sammenhæng mellem det, der trues til, og det, der trues med” (ren formueret) #nørd 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Haha – jeg ELSKER nørderi. Og hvor er det egentlig fint at vide, at ens ræsonnementer og opdragelse har solid juridisk bund. Så kan vi sige det, hvis hun en dag anklager os for dårlige opdragelsesmetoder 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan endnu engang genkende 100 %, hvad du beskriver.

    Vi bruger i øvrigt samme metode her hjemme, men det kan sandelig være trættende i længden, når nu der er sådan cirka tre kampe i timen (eller mere), som vi faktisk har for tiden. Pyh. Nogle konflikter glider vi simpelthen af på. Men hold nu op, der sker så meget i vores små (store) pigers kroppe og hoveder for tiden.

    Kram til jer

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, de konflikter trækker tænder ud i øjeblikket, synes jeg. Jeg er faktisk ved at være liiiidt tyndslidt i pædagogikken, kan jeg mærke. Et par rolige dage ville være skønt. Og ja. Det er ikke alle kampe, der skal tages – for af og til må små mennesker også opleve at de har ret.

      Klem og klem til jer også. Håber den nye løsning med hviletid i børnehaven gør en forskel <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Filmanbefaling og noget om ego-tid