At genopdage sin barndoms legetøj – Playmobil

Noget af det skønneste ved at Bean bliver ældre er at se, hvordan hendes leg også udvikler sig. Skiftet til børnehave har givet hende en masse og hun har taget et kæmpemæssigt ryk idet hun nu faktisk leger sammen med andre børn og indgår i en fælles leg frem for at parallel-lege. Hun gør det i en sådan grad, at hun gerne må være med, når de store piger leger far, mor og børn – og det er ret godt gået af en, der kun lige er fyldt tre.

Nåmen, rolleleg og sam-leg fylder også herhjemme, så derfor tog vi med kyshånd imod en invitation fra Playmobil for nogle uger siden om at komme forbi og lege en hel eftermiddag. Det var så sjovt for både hende og mig, for jeg elskede også Playmobil som barn (og jeg tror, mine forældre har en større samling på loftet fra min og min søsters tid). Jeg er ikke så god til at lege mig ind i vilde tumlelege (i al fald ikke længe ad gangen), men jeg har altid elsket at lave opstillinger og scenarier for mine Lego-, Playmobil- og Barbiedukker. Bean faldt især pladask for vandlegepladsen, som er en forårsnyhed her i år fra Playmobil, og den har vi været så snydeheldige at få lov at få herhjem.

På papiret er Bean ‘for lille’ til det rigtige Playmobil, men det er både hun og jeg heldigvis ligeglade med. Hun er ikke typen, der putter ting i munden, så der er ingen grund til bekymring med de smådimser, der følger med. Naturligvis kan hun ikke selv samle legetøjet. Det kan jeg til gengæld og det er noget af det, jeg synes er sjovest, så alle vinder.

Vi har allerede leget en hel masse med dukkerne, og jeg elsker hvordan hun tager afsæt i et scenarie og derfra leger sig vidt omkring. Playmobilfigurerne starter nok med at rutsche og pjaske i vandet (der i øvrigt griser væsentligt mindre end man kunne tro), men de kommer også ud at rejse med både for at besøge My Little Pony-land og dronning Elsa; de bliver kærester på kryds og tværs og Bean er heldigvis totalt ligeglad med, om legetøjsgenrerne ‘passer sammen’. Det er en fornøjelse at se hendes fantasi folde sig ud i legen – og for mig at se, er det netop noget, der karakteriserer og kendetegner ‘godt’ legetøj: at det er et udgangspunkt for kreativitet og for videreudvikling af en leg. Det gør både Lego og Playmobil forbilledligt; netop fordi deres type legetøj skaber er rum hvor der lægges op til at man selv fylder indhold på.

Beans allerførste legeaftale startede og sluttede også med Playmobil-leg, og det var skægt at se den 3-årige og den 4-årige lege med det samme og have gang i samme leg, men på vidt forskellige måder.

 photo DSC_0305_zpskg4s7sqs.jpg
 photo DSC_0310_zpshafqn6es.jpg
 photo DSC_0311_zpskbybo3th.jpg
6669_product_detail

Vi har modtaget legetøjet fra Playmobil som gave, men indholdet, ord og holdninger er mine egne.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Lange arbejdsdage og meningsfuldt arbejde

Jeg er blevet placeret i sofaen med en solid portion bolognese on the side og hviler krop, ryg og ben efter en ekstraordinært lang arbejdsdag. Heldigvis også en af de dage, hvor jeg er ekstra glad for mit job. I dag sluttede jeg nemlig i selskab med en dejlig flok gravide damer og en dygtig doula, der alle slog vejen forbi Strut til den månedlige udgave af gratis fødselsforberedelse.

Det er bekræftende og fantastisk gang på gang at opleve det åbne og inkluderende kvindefællesskab, der opstår i Struts underetage, når store og af og til tunge og svære emner og følelser er oppe og vende. Der videndeles, inspireres, stilles undrende og konstruktive spørgsmål og målet er altid at give hver enkelt kvinde et selvtillidsboost i forhold til HENDES graviditet og HENDES fødsel. Uanset hvilke tanker, ønsker og drømme hun har, bør det være enhver kvindes absolutte ret at være støttet i det valg, hun aktivt har truffet. Jeg ved, at den fødselsforberedelse, der afholdes i Strut, har haft konkret, positiv betydning for i al fald en håndfuld kvinder – kvinder der bl.a. havde en traumatisk fødsel i bagagen men fik mod til at begynde at bearbejde den og kom ud på den anden side (med professionel hjælp) til at få gode fødselsoplevelser. Se, dét er meningsfuldt arbejde.

Over and out <3

taknemmelighed

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Den skønneste forårsjakke fra Reima (anmeldelse)

Vi er i fuld gang med at teste en forårsjakke fra Reima til Bean. Hun fik selv lov at vælge ud fra deres hjemmeside fordi hun er så gammel nu, at hun faktisk har holdninger til sit tøj. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke er vild med alt for meget pang og mønster og ballade, så jeg blev vældigt glad, da hun kastede sin kærlighed på en model, som jeg faktisk synes er pæn, for Reima laver bestemt også ting, som jeg aldrig ville købe (og faktisk ikke have inden for dørene, men sådan har vi jo alle forskellig smag). Jeg havde nok valgt den pæne, neutrale grå udgave, men lyserød er en vældigt populær farve hos Bean i øjeblikket, så sådan blev det.

Jakken er en let model med et denimagtigt look i materialet. Den er åndbar og vandafvisende, hætten kan knappes af og den har en god længde, der sikrer at Bean ikke får kølig forårsluft ind til maven. Funktionsmæssigt er jeg glad for, at velcrolukninger på ærmerne kan justere deres vidde og ikke mindst at der inden i jakken er mulighed for at justere taljen. Det betyder at både smalle og bredere børn kan være i den – og det er igen praktisk at kunne lukke af for luft nedefra, og at pasformen kan tilpasses til det barn, der har jakken på. Der er rigelig bevægelsesfrihed i jakken, og den virker rigtig rar at have på for Bean.

Ydermere er det SÅ dejligt at lynlåsen er tilpas børnevenlig til, at Bean selv kan åbne jakken helt. Med mange lynlås-jakker og trøjer er vi nødt til at hjælpe med de første par centimeter, men her går det let. Det er et klart plus i denne selvstændighedsfase.

Både vi og Bean er indtil videre mere end tilfredse med jakken, der absolut også er robust nok til vild børnehaveleg, så hvis du mangler en forårsjakke, kan vi godt anbefale at tage et kig forbi Reima.

 photo DSC_0309_zpsjlmjtils.jpg
 photo DSC_0312_zpsy02rqrun.jpg
 photo DSC_0310_zps5ssegxq5.jpg
^^Modellen, vi tester, hedder Adakite og fås i flere farver.

For en god ordens skyld: jakken har vi modtaget som gave for at kunne teste og anmelde den. Ord og holdninger er som altid mine egne.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Møg-krop (status på graviditeten)

Siden sidste uge har den hér graviditet været helt anderledes anstrengende end jeg husker med Bean. Jeg har været konstant flad, øm i ryg og lænd og haft så mange plukkeveer, at det faktisk ikke er sjovt mere.

Med Bean var jeg – for nu at bruge en eufemisme – ‘aktivt jobsøgende’. Min projektansættelse sluttede, da jeg var knap 6 måneder henne, og derfor brugte jeg resten af graviditeten på komplet tåbelige jobsøgningskurser for at ‘lære at skrive en ansøgning (i 5 timer om dagen)’. Til info kan jeg fortælle, at ‘Hej, ansæt mig – så arbejder jeg en god måned, går på barsel et år og SÅ kommer jeg måske tilbage’ gør de færreste arbejdsgivere våde i trussen. Eftersom man ikke kan sættes i aktivering (endnu et herligt ord fra dagpengeland) når der er under 6 uger til man går på barsel, gik sidste del af graviditeten med at søge 2 relevante fuldtidsjobs hver uge indtil 4 uger før min termin. Det kunne gøres og blev i videst mulig udstrækning gjort hjemme fra sofaen. Bevares, vi var også lige igang med at finde og købe et nyt hjem og efterfølgende blive flytteklar, men jeg havde stadig masser af tid til at hvile kroppen i tredje trimester.

En 37 timers arbejdsuge er et ret anderledes scenarie, og selvom jeg absolut ikke ville bytte min nuværende ’situation’ med min daværende, så virker de sidste 5 uger på kontoret som absurd lang tid. Også selvom det er 4-dages uger fra nu af.

Det har faktisk ikke noget at gøre med, at der er en 3-årig i huset, for Bean er så sød (også når hun er en drama queen). Jeg får lov at smide mig på sofaen, når jeg kommer hjem, og Bean har for længst forliget sig med, at jeg er blevet for tyk til vilde tumlelege. I stedet leger vi stille og rolige rollelege med Playmobil-figurer og My Little Ponys, og det er ikke uinteressante samtaler sådan nogen små-væsener kan have. Det er faktisk rigtig sjovt at konversere med Bean igennem legetøjet og få indblik i, hvilke sproglige snirkler og emner, der optager hende lige nu.

Jonas er god til at klare en masse af det huslige – ikke mindst indkøb og madlavning. Jeg øver mig til gengæld i at lade rodet ligge, selvom mine øjne bløder over diverse glas og kopper på diverse flader i hele lejligheden og legetøj spredt rundt i stuen…

At jeg får mulighed for hvile hjemme, ændrer dog ikke på, at jeg stadig synes, der er for mange plukkeveer. Gravidyoga i går aftes betød, at maven, baby og jeg kom heeeeeelt ned i gear og blev afspændte på den gode måde, men de satans plukkeveer fylder stadig i kroppen og hovedet. Desværre.

Ellers går det godt. Baby er stadig ligeså livlig som sin storesøster var, med masser af ninjaspark, raveparties og møflen rundt. Om aftenerne er min mave sjældent en fin, rund bold, men i stedet en mærkelig, deform, skæv en af slagsen afhængigt af, hvor baby synes, det er bedst at ligge.

Næseblodet er en tilbagevendende faktor (tak til den søde ekspedient i Tiger, der smuttede ud på lageret og fandt papir til mig, selvom køen var lang), men det lever jeg med. Og indtil videre har der ikke været skyggen af halsbrand, som ellers var noget, jeg oplevede en del med Bean. Et godt trick mod halsbrand er i øvrigt at tygge rå havregryn. De er syreneutraliserende og så undgår man spekulationer om hvorvidt det nu er godt for baby med den medicinske løsning. Plus det er billigt og noget, man altid har i køkkenskabet. Også kl. 3 om natten.

Jeg har stadig en fornemmelse af, at jeg er kæmpestor allerede, men faktisk synes jeg, at jeg ser et par størrelser mindre ud på billeder, end når jeg kigger i spejlet. I næste uge skal jeg have foreviget maven af en professionel fotograf – og jeg satser på, at de billeder giver mig et mere realistisk (og mildt) syn på mig selv, for lige nu kan jeg ikke andet end frygte, at jeg ser nogenlunde sådan ud, når jeg rammer min terminsperiode:

The-Biggest-Pregnant-Belly-in-the-World

Det blev en omgang blandet rod, hvad? Men det er også lidt rodede tanker, der optager mig i øjeblikket.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Hvorfor jeg med vilje ikke svarer på spørgsmålet “Hvornår har du termin?”

Når man er gravid – og særligt i takt med at maven bliver sværere at overse – er det et af de hyppigste spørgsmål, de fleste bliver stillet.

Med Bean sagde jeg bare datoen, når folk spurgte. Ikke mindst fordi hun var berammet til at ankomme på præcis den dag, Jonas og jeg mødte hinanden dengang for nu 6 år siden, og vi begge syntes, at det var lige dele romantisk og hyggeligt. Så valgte damen imidlertid en anden dag som fødselsdag, og det var fint. Ikke mindst fordi hun kom et par dage FØR min termin, så jeg slap for 14 dage EFTER terminen med konstante spørgsmål om, hvorvidt jeg NU var gået i fødsel.

Denne gang er jeg med vilje vag i spyttet – med enkelte undtagelser, naturligvis. Det er ret relevant sådan i arbejdsøjemed, fordi der jo er nogle regler for barsel og så’en, og naturligvis ved både min læge, jordemoder, chef og Jonas (og hans leder) hvilken (relativt arbitrær) dato, der er listen i vandrejournalen som min og babys due date.

Hvorfor, spørger du måske? Hvorfor ikke bare sige datoen – er det ikke noget mærkeligt hemmelighedskræmmeri (ikke mindst for en blogger, der blotlægger relativt store dele af sit liv i øvrigt)? Well, fordi en terminsdato er et kvalificeret skøn, og jeg orker simpelthen ikke at skulle forklare over for mig selv og alverden, hvorfor baby ikke kommer PRÆCIS på den dag, hvis nu dette barn først tænker, det er klar et par uger senere. En graviditet varer i gennemsnit 266 dage. I gennemsnit, peoples. Det betyder som bekendt, at langt de fleste graviditeter enten er lidt kortere eller længere. Børn født mellem fulde 37 og fulde 42 uger er alle født til terminen – og det vil sige, at den reelle terminsperiode ikke er en dag, men reelt 5 uger.

Derfor får I ikke den ‘rigtige’ dato fra mig. I stedet væver jeg og svarer ‘i begyndelsen af august’, når jeg bliver spurgt. Jeg regner nemlig med, at baby selv har tænkt sig at vælge den fødselsdag, hvor det lille menneskes instinkt og min krop i samråd bliver enige om, at de har færdiggjort arbejdet med at udvikle et liv fra to celler til en fuldt funktionsdygtig organisme.

Det dér med kønnet? Vi kender det godt, men det bliver altså også ved med at være vores ‘hemmelighed’, tror jeg. Måske. Det kan også være at jeg kommer til at afsløre mig selv, når jeg får tid til krea-sysler på strikkepinde og symaskine, når der om ikke alt for længe er barsel i farvandet.

happy-due-date

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts