Ønsker til en 3-årig

Om at udfordre sin egen comfort zone

I løbet af det næste stykke tid kommer jeg – tryghedsnarkomanen over dem alle – til at udfordre min comfort zone i flere omgange og på flere forskellige måder.

26. april deltager jeg i et kvindeløb med min mor og søster. Det er efterhånden en gammel tradition, der altid er hyggelig, og 5 km er ikke just et maraton. Under normale omstændigheder. For d. 26. april nærmer jeg mig 7. graviditetsmåned, og så er der vist ikke noget, der hedder normal længere. Jeg har ærligt talt ikke været så god til at huske det dér med at være fysisk aktiv 30 minutter om dagen det sidste lange stykke tid. Bevares, jeg cykler til og fra arbejde, går op og ned ad trapper og leger med Bean. Men decideret motion har været et sporadisk indslag. Desværre. For jeg elsker det. Ikke mindst løbeture, som de sidste 10 år har været min foretrukne sport. Jeg hader bolde og får knopper af holdsport, så løb passer mig godt. Jeg løber stadig en lille tur i ny og næ, når logistikken kan hænge sammen. (Læs: når lyst, overskud, vejr, tid og alt andet passer sammen…)

5 km bliver en udfordring. Ikke en uoverkommelig en af slagsen, men alligevel. Jeg har ingen planer om personlige rekorder (medmindre ‘langsomste tid nogensinde’ er en rekord), men jeg satser på at gennemføre. Nu ser vi. Det kommer helt an på hvad kroppen og baby siger undervejs.

Den anden – og markant mere grænseoverskridende! – udfordring er, at jeg har sagt ja til at gå catwalk. I undertøj. For en god sags tjeneste, men alligevel.

Sammen med ca. 300 kvinder og et stærkt debatpanel vil FEMINA og Dove nemlig bruge en aften på at sætte fokus på, hvorfor kvinder kan have svært ved at føle sig smukke (oh, det lyder frygteligt bekendt i mine ører), og give gode råd til at ændre det negative selvbillede hos os selv og vores medsøstre. Det er blandt andre sociolog Emilia Van Hauen, komiker Sanne Søndergaard og psykolog Anna Bjerre, der skal føre debatten.

Arrangementet foregår d. 28. april i Allerhuset og vil udover debatten også indeholde en velgørenheds-catwalk, hvor en række “stærke kvinder med smukke personligheder” (som der stod i min mail) samt undertegnede iført undertøj ‘walks the talk’ i to minutter. To minutter i undertøj foran et publikum. Det er længe, mand! Jeg ved faktisk ikke, om jeg havde sagt ja, hvis ikke jeg var gravid og dermed har verdens bedste undskyldning for diverse ekstra kilo og buler – men det er jo faktisk endnu mere grund til at forsøge at gøre op med det kropslige ideal for kvindekroppen, som mange (herunder også jeg selv) halser efter.

Det koster en flad halvtredser at deltage i arrangementet, og billetten inkluderer snacks og goodiebags til en værdi af 500 kr. Indtægterne fra entrebilletterne går ubeskåret til Global Dignity’s ”Girls Day” til fordel for unge pigers selvværd og værdighed. Ses vi?

Du kan læse mere og købe din egen og din venindes/søsters/svigerindes/nabos billet HER

Dove-Real-Beauty-Campaign

 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ønsker til en 3-årig