37:46

Når man er 3 dage fra at være 3…

… gider man faktisk ikke det dér ble-halløj længere. Bleer er altså for babyer, ifølge Bean. Det sidste godt halve år har hun ikke brugt ble om dagen, på egen opfordring, og nu er det også slut med natbleerne. De har faktisk været unødvendige de sidste par måneder, men det har lige taget os voksne et ‘leap of faith’ at lade hende sove uden. Ikke mindst fordi hun sover sammen med os.

… er man træt. Det er sjovt men også hårdt arbejde at lege med sine venner hele dagen! Ikke mindst når legen foregår udendøre. Eller når ens 3-årige hjerne skal arbejde på højtryk for at følge med i de 5-åriges rollelege. Hun må meget ofte godt lege med, og hun nyder at hænge ud med de store børn.

… synes man efterhånden at det er dejligt at sove. Det er intet mindre end vidunderligt for Jonas og jeg at være vidne til den forandring. Søvn har fyldt utroligt meget i vores liv. Ikke mindst den manglende af slagsen – og siden kampene for at få barnet til at sove. For et godt halvt år siden endte næsten hver aften med, at Bean i erkendelsen af at sovetid var uundgåelig, grædende i protest gik ind i soveværelset. Puha. For os har det været en væsentlig nøgle at mærke efter, hvad der føles rigtigt for os. Det er samsovning. Uden tvivl. I al fald nu og så længe, det fungerer. Bean ELSKER at vi alle tre lægger os ind i sengen om aftenen, men det er mig, hun putter hele sin lille, lune barnekrop ind til. Jeg tror, det er noget nær den mest vidunderlige følelse i verden, når et barn trygt falder i søvn i ens favn (skrev hormonmonstret og fik tårer i øjnene…), og jeg har tænkt mig at nyde det så længe jeg overhovedet kan – så længe Bean gider!

… er man meget optaget af kærlighed, forelskelse og kys. Hun blev helt fjalet forleden, da Jonas og jeg kyssede og udbrød ‘Nåhr, mor og far!’ og hun deler gerne ud af kinder til at kysse på. ‘Du må gerne kysse/ae/nusse/kramme mig’ er en ofte brugt sætning – af og til beder hun også om fred fra kærtegn. Det respekterer vi naturligvis. Baby får også jævnligt kys og kram, og så er det vanskeligt ikke at smelte lidt.

… er man helt indforstået med, at ens tykke mor ikke kan bære en op ad trapperne til 3. sal. Det er skønt. Vi synger os af og til op ad trapperne eller tager en pause undervejs, hvis Bean har trætte ben. Men hun plager ikke om at blive båret af mig. Hun forstår godt, at jeg har nogle begrænsninger efterhånden. (Heldigt at man har en far også)

… snor man sin far om sin lillefinger. Så let som ab-so-lut ingenting. Et smut med øjnene og de lange, lange øjenvipper, hovedet let på skrå og en sød, lille stemme. Det kan manden ganske enkelt ikke stå for.

… digter man historier på livet løs. Både i prosaform og syngende. Jeg elsker at høre hende lege i sin egen verden og fortælle historier fra sin leg. Og jeg er vild med hendes selvopfundne sange – både på kendte og til lejligheden komponerede melodier.

… synger man faktisk også en hel del. Ikke mindst ‘Let it go’. Helst med tilhørende ismagi-jazz hands.

… er man stadig mad-modig, men stadig ikke vild med grøntfoder. Af og til spiser man 3 store portioner til aftensmad. Af og til 5 mundfulde. Vi forsøger i videst muligt omfang at lade hende regulere sit madindtag ved bordet selv, og det fungerer rigtig godt. Faktisk også når det gælder søde sager. Vi er ikke sukkerforskrækkede herhjemme, og fredagsslik er en fast ting. Bean får lov at vælge 4-5 stykker fra bland-selv-butikken hver fredag og glæder sig til det hele ugen. Hun ELSKER søde sager, men hun stopper, når hun ikke har lyst til mere. Også selvom der er mere på tallerkenen, fadet eller skålen. Uanset om det er slik, kage eller is. Det er ret skønt.

… er man IKKE god til at dele. Bevares, legetøj er ikke et problem, men lækkerier skal man altså ikke regne med at smage. Til gengæld må Bean altid gerne smage vores is/frugt/kage.

… plager man ikke. I betragtning af Beans selvstændighed generelt er jeg faktisk overrasket over, at hun IKKE har kæmpe hidsighedsanfald over et nej til noget, hun gerne vil. Hun spørger måske et par gange, siger ‘øv’ eller ‘jeg er lidt sur’ og så er det det. Hun er så småt i gang med at forstå manipulationens ædle kunst, så af og til spørger hun først den ene, så den anden forælder (der sidder 2 meter væk) – jeg forudser, at hun med tiden optimerer sin manipulationsteknik til noget, der er lidt mere effektivt 😉

… er man vild med at komme på museum. Ikke mindst, når der er sanseudstillinger. Jeg elsker det. Efterhånden som sprog og kognition udvikler sig, er det også vidunderligt herligt at høre hendes betragtninger, fabuleringer og forklaringer på kunsten. I sidste weekend, da vi var alene hjemme, aftalte vi at besøge Den Hirschprungske Samling dagen efter, og det sidste hun sagde, inden hun sov, var ‘Mor, SKAL vi på museum i morgen?’. Og da jeg svarede bekræftende, var responsen ‘TAK, mor’. (Tak i øvrigt til personalet for at være helt cool med, at bænkene kunne bruges som hvilepladser, og gulvet til at snurre rundt på når hun skulle at vælge et nyt billede at fortælle om!)

 photo DSC_0002_zpsklk3dgb1.jpg
 photo DSC_0009_zpsrlzjsys6.jpg
 photo DSC_0015_zpsybfs81hl.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

6 kommentarer

  • Sara

    Dejlig læsning.

    Min yngste datter er også stor fan af at sove med os, men jeg kæmper fortsat med at hun bliver puttet i egen seng og ikke kommer ind til os før midnatstid… det er ærligt talt en opslidende kamp…. Jeg tænker bare det må være meget begrænsende at skulle ligge med hende for at hun falder i søvn..? Forlader I soveværelset når hun er faldet i søvn.? Begrænser det jer ikke i mange sammenhænge?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak 🙂

      For at svare på dit spørgsmål, så var ‘reglen’ hos os også en overgang, at hun skulle falde i søvn i egen seng og så når hun vågnede, kom hun over til os.

      Men når det tog op til halvanden time at putte, var det meget rarere og mere afslappende for os bare at kunne ligge ved siden af hende i dobbeltsengen – vi lærte at bruge tiden på at koble af mentalt og få bearbejdet dagen eller bare meditere, mens hun faldt til ro. Det endte med at fungere rigtig godt. På Bean har skiftet fra egen til vores seng gjort søvnen roligere. Hun vågner efterhånden meget, meget sjældent i løbet af natten og hvis hun gør, så er vi – og natteroen – bare en armslængde væk.

      I øjeblikket falder hun i søvn på 0-komma-5, og så er det virkelig ingen sag. Uanset hvor længe putningen har taget er vi gået ud ad soveværelset efter hun er faldet i søvn og så har hun sovet selv indtil vi er gået i seng. Det er langt den rareste måde at falde i søvn på for hende – og dermed i sidste ende også for os – og jeg synes ikke, at det begrænser os på nogen måde. Specielt ikke efter vi har accepteret at det er sådan, putning hos os fungerer 🙂 Accepten fra de voksnes side er nok også en væsentlig faktor.

      Jeg tror, det væsentligste er at forholde sig til, hvad der virker hjemme hos en selv. Hvis det er rigtig vigtigt for dig, at din datter skal sove i egen seng, så hold fast i det. Hvis det derimod kunne gøre livet lidt lettere at hun bare blev puttet i dobbeltsengen, så prøv det. Jeg er kæmpe fan af samsovning, når det fungerer. Og jeg elsker at min morgen starter med at en lille, lun krop putter sig ind til mig, mens Bean langsomt vågner op. I morges missede hun med øjnene op mod mig, lagde en arm på min kind og sagde ‘Kærlighed, mor’. Det bliver ikke meget skønnere!

      Men igen: det skal fungere for alle parter. Uanset hvilken løsning man vælger.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor sejt med bleen. Den er også røget helt herhjemme nu. Virkelig, virkelig mærkeligt med det store puslebord fyldt med bleer til ingen verdens nytte, men de bliver jo genbrugt senere 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er jo det. Sejt altså at I også (for en stund) er en blefri husholdning. Vi havde bare 3 tilbage (og de to kommer med til bedsteforældrene i weekenden, når hun skal sove dér. For en sikkerheds og for deres sengs skyld!)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Halleluja! Hvor er det skønt at høre, at der endelig er kommet et mere fornuftigt søvn- og puttemønster hjemme hos jer. Før man får børn forstår man ikke, hvor overvældende den der kroniske søvnmangel er. Tænk ikke at forstå, hvor rart og saliggørende det er at få lov at sove… Tsk tsk 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, det er virkeligt utroligt, hvor stor en forskel søvn kan gøre. Jeg tror måske min ‘manglende’ træthed i graviditeten er resultatet af, at jeg nu VED, hvad manglende søvn er for en størrelse og hvor træt jeg faktisk kan være. Det her er jo ingenting ved siden af.

      Og ja. Vi nyder det virkelig, virkelig også

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

37:46