Hilsen fra Ferielandet: Kom ikke og sig, her ikke sker noget!

Vi holder påskeferie i feriehytter med hele Jonas’ nærmeste familie. I alt 14 mennesker – herunder 5 børn i alderen 1-6.

Det er hyggeligt og easy going, der er ro på, og der er masser af legepladser til energibundterne i børnehøjde. Bean nægter dog at falde i søvn før kvart i ni, og eftersom vi er nogen, der har glemt babyalarmer, og eftersom det er Jonas’ familie, så tilbringer jeg aftenerne i vores hytte solidt plantet i sofaen, mens alle andre spiller spil i fælleshytten. Jeg havde nærmest glemt konceptet ‘babyalarm’, så længe siden er det, at den slags gadget har været relevant. Derfor tænkte ingen af os over det, før de andre forældre fiskede deres frem. Til gengæld har vi husket natbleer i modsætning til de sidste to besøg med overnatning, vi har været på…

Det er en sweet deal at være på tur på med bedsteforældre; i morges droppede vi Bean af kl. otte hos farmor og farfar og tog på en par-løbetur. Den første siden jeg-kan-ikke-huske-hvornår. Min lakmustest, når jeg løber i øjeblikket, er i øvrigt at jeg skal kunne snakke samtidig. Så løber jeg i et tilpas roligt tempo.

Nåmen, det betyder skam ikke, at vi ikke også opererer med spænding i livet her i ferieland! Jeg har eksempelvis præsteret at låse mig inde på toilettet i en tom ferielejlighed mens alle andre var i fælleslejligheden. Uden en telefon i nærheden, for den tager jeg altså ikke med på toilet. Da jeg skulle ud igen, stod jeg med en knækket nøgle i hånden. Det viser sig (heldigvis?) at jeg har en lovende fremtid som mester-indbrudstyv. Med en del asen, masen og kun en smule stress-sved og røde kinder lykkedes det mig på bare 20 minutter at vriste låsen op. Den slags skal man altså ikke byde gravide damer – vores hormonniveauer er rigeligt pressede i forvejen!

Jeg håber, I nyder påsken og det smukke vejr derude <3

^^Den fordømte nøgle. Der sjovt nok ikke er meget bevendt uden takker.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram