Mor-forkælelse og en anmeldelse af TRESemmé Perfectly (Un)Done

Graviditetsvrede

Jeg er relativt sikker på, at Jonas mener, at jeg er en ganske omgængelig gravid type. Jeg har til dato ikke insisteret på at han hjembragte mærkværdige fødevarer midt om natten (eller på andre tidspunkter, for den sags skyld) og jeg opererer ikke med de store følelses-udsving i tide og utide.

Dog. Ingen regel uden undtagelser, for hvis jeg er sulten og mit graviditets-blodsukker bliver for lavt, så er jeg decideret farlig. Ikke at jeg agerer voldsomt fysisk, men jeg er ungefär ligeså mild og umødekommende som DFs retorik over for alle andre end ariske typer, der skovler svin ind til hvert måltid og mener at dansktoppen bør køre i døgndrift på alle DRs sendeflader. I ved, hvad jeg mener.

Jeg er tilbage til start i det limbiske system og krybdyrhjernen tager styringen. Al højere kognition ryger og tilbage er kun de mest ældgamle instinkter og følelser samt et blik, der er ætsende giftigt. Ren Medusa. Bare spørg Jonas. Et eller andet sted er primathjernen imidlertid så heldigt indrettet, at der er plads til yngelpleje midt i de basale drifter. Det være noget med artens overlevelse, at jeg trods alt ikke råber af barnet midt i Føtex, at nu må hun KRAFTeddeme finde ud af, om hun skal sidde i den skide vogn eller ej. Jeg nøjes med at tænke det. Omtrent 10 gange. Og så kysser og krammer jeg hende ellers og er vældigt rummelig og pædagogisk. Jeg tænker, at leopardmoren, hvis unge lige har skræmt det eneste byttedyr i en astronomisk radius væk, har samme følelser som mig i de situationer. At det udelukkende er instinktet og den ubændige trang til artens videreførelse og overlevelser, der gør, at vi ikke æder vores eget afkom. I mere eller mindre bogstavelig betydning.

Nå. Jeg vil sætte mig med strikketøjet, en ekstra portion mad og satse på at det hjælper på graviditetsvreden. For alles skyld.

angry-leopard

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

4 kommentarer

  • Jeg har det præcis sådan bare med tålmodigheden. Hvor lang tid KAN DET TAGE at spise morgenmad, hive bukserne ned på toilettet, tage sko af, you name it?!?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Ha ha, hvor skønt! Jeg har aldrig været god til at være sulten, heller ikke som ikke-gravid, men mindes også hvordan det forstærkedes under graviditet og herhjemme opererede vi med betegnelsen af ‘grimlingen kom forbi’ indtil jeg fik noget i skrutten og blev mig selv igen…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Haha! ‘Grimlingen’ – jamen, man bliver jo ligesom i Snickers-reklamerne. Sult og hormoner er en dårlig kombination

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mor-forkælelse og en anmeldelse af TRESemmé Perfectly (Un)Done