En lille, stor fødselar og en nostalgisk mor

I dag, for præcis 3 år siden, skinnede solen fra en helt og aldeles skyfri himmel. Det skulle vise sig at blive årets første, varme dag – men det nåede vi aldrig helt at opleve gennem andet en ruderne på i en lukket barselsboble mens vi lærte et helt nyt, spædt liv at kende.

Jeg har været Beans mor i 3 år i dag. Tre overvældende, fantastiske, benhårde år, der mere end noget andet, jeg har kendt har lært mig om mine grænser, hvor meget jeg egentlig formår – og hvor langt jeg er villig til at gå. Jeg er blevet et stærkere, mere skarpt defineret individ. Jeg er blevet langt bedre til at stå ved min mening – men også blødere og meget, meget mere sårbar end nogensinde før.

Jonas og jeg er vokset sammen og blevet styrket som par. Vi overlevede 4 måneders kolikbarn uden en eneste gang at råbe ad hinanden. Det har gjort os i stand til at klare det meste. Sammen. Faktisk har vi aldrig nogensinde i de 6 år, vi har kendt hinanden, sådan for alvor skændtes, men det er en helt anden snak.

Bean har fra sin allerførste dag og alle dage siden da vist sig som et lille menneske med sin helt egen, uomtvisteligt stærke vilje. Hun var aldrig, hvad man kalder en ‘let’ baby. En af dem, der bare falder i søvn og sover i timevis. Som var tilfreds med at underholde sig selv af og til. Hun havde det allerbedst koblet til mit bryst eller tæt mod min krop og at få hende til at sove var en kamp i dagevis, månedsvis – årevis, faktisk. I dag har hun stadig et stort tryghedsbehov, og det er blandt andet derfor, samsovning fungerer så godt for os. Bean har med tiden vist sig at være et fantastisk lille menneske med en åben, nysgerrig og modig tilgang til sin verden og sine medmennesker. Jeg glæder mig sådan til at se hende vokse, modnes og udvide sine horisonter – det er et privilegium at følge med på sidelinjen. Også selvom selvstændighedsalder og ulvetimer af og til trækker tænder ud.

 photo DSC_0093_zpsndzfchtm.jpg
 photo DSC_0081_zpsfn1z8psu.jpg
 photo DSC_0083_zpsfxnvkhoo.jpg
 photo DSC_0086_zpsp7mtr8q9.jpg
 photo DSC_0087_zpsny4cxwwj.jpg
 photo DSC_0077_zpsbix4iep0.jpg^^Vi har haft en dejlig, dejlig dag med den lille fødselar. Og jeg har sluppet tøjlerne en smule i forhold til at skulle være supermor og klare alting selv – kagen var i dagens anledning hjembragt fra Whoopie på Fælledvej. Så går jeg all in på hjemmebag næste weekend, når den står på mere fødselsdagsfejring.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Jeg er smuk

Sådan havde jeg absolut og under ingen omstændigheder sagt om mig selv for 10-15 år siden, men for min kropsopfattelse og selvværd har det haft en kæmpe betydning, at jeg er blevet dels ældre og dels mor. Nåja, og at jeg har en kæreste, der stadig synes, jeg er laber. Selvom hverken barm eller bagdel er så faste som de var for 6 år siden, da vi mødtes. Helt grundlæggende synes jeg, at alle kvinder er smukke. Det var blandt andet derfor, jeg indvilligede i at gå catwalk i går aftes i Aller Huset sammen med 13 smukke kvinder i forskellige aldre, former og størrelser. Iført *virkeligt* frække, hvide bomuldstrusser og en t-shirt med #jegersmuk, som kommer til at køre i Dove’s kampagne i maj. Mere om det senere, for det er et rigtig godt og vigtigt budskab.

Jeg troede, det ville være grænseoverskridende at flashe kridhvide lår inkl. buler, men faktisk var oplevelsen af at strutte ned ad den røde catwalk foran 300 kvinder på godt dansk empowering. Jeg ville ønske, at hele publikum kunne have smidt tøjet og gået med på catwalken og få stående ovationer, som vi gjorde. Og jeg håber sådan, at et par stykker eller håndfulde blandt tilhørerne så på os og tænkte, at skønhed er mangfoldighed, og at de derfor også selv er smukke.

 photo 222_zpszp9pqdhh.jpg

 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

 

Hyggerier og dejlige mandestemmer

I takt med at maven bliver større og redebyggergenet har vist sit (insisterende) ansigt, har jeg også fundet strikkepindene frem. Jeg er igang med et efterhånden godt gennemstrikket projekt her i blog- og instagramland – nemlig Cecilies smukke, grafiske trekanttæppe. Garnet er smørblødt og indkøbt for måneder siden, men det var først i påsken, jeg fandt tiden og roen til at kaste mig ud i strikningen for alvor. Det er så enkelt og lækkert at arbejde med, at jeg ofte sidder om aftenen, når løse arbejds-ender er afsluttet og bloggen opdateret og strikker en række eller fem. Jeg elsker, at trekantmønsteret gør det tydeligt at se fremskridt, selvom et tæppe – uagtet at det her er i babystørrelse og at vi strengt taget ikke har brug for flere tæpper – tager noget længere tid end en lille vest eller sokker.

Mens jeg strikker har jeg fået en ny Netflix-vane. Den har at gøre med dejlige mandestemmer. Der er noget fantastisk beroligende ved at strikke og høre David Attenborough (åh, den stemme. Det er ligeså meget en lise for sjælen som at høre Thomas Winding fortælle) eller Benedict Cumberbatch (som jeg i øvrigt ikke ville have noget imod at høre på live hver dag, hvis det skulle være…) fortælle om verdens natur og dyreliv, mens smukke BBC-billeder langsomt glider over skærmen. Man behøver ikke følge med, ikke sådan rigtigt i al fald, og stadig bliver man lukket ind i en hyggelig lille boble. Hvis andre trænger til nemt fjernsyn (og elsker lyden af behagelige herrerøster på velskolet engelsk), så er anbefalingen hermed givet videre. Der er heldigvis masser af BBC-producerede natur- og dyreprogrammer at tage af!

trekanttæppe strik hvadbiertaenker Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Når man er 3 dage fra at være 3…

… gider man faktisk ikke det dér ble-halløj længere. Bleer er altså for babyer, ifølge Bean. Det sidste godt halve år har hun ikke brugt ble om dagen, på egen opfordring, og nu er det også slut med natbleerne. De har faktisk været unødvendige de sidste par måneder, men det har lige taget os voksne et ‘leap of faith’ at lade hende sove uden. Ikke mindst fordi hun sover sammen med os.

… er man træt. Det er sjovt men også hårdt arbejde at lege med sine venner hele dagen! Ikke mindst når legen foregår udendøre. Eller når ens 3-årige hjerne skal arbejde på højtryk for at følge med i de 5-åriges rollelege. Hun må meget ofte godt lege med, og hun nyder at hænge ud med de store børn.

… synes man efterhånden at det er dejligt at sove. Det er intet mindre end vidunderligt for Jonas og jeg at være vidne til den forandring. Søvn har fyldt utroligt meget i vores liv. Ikke mindst den manglende af slagsen – og siden kampene for at få barnet til at sove. For et godt halvt år siden endte næsten hver aften med, at Bean i erkendelsen af at sovetid var uundgåelig, grædende i protest gik ind i soveværelset. Puha. For os har det været en væsentlig nøgle at mærke efter, hvad der føles rigtigt for os. Det er samsovning. Uden tvivl. I al fald nu og så længe, det fungerer. Bean ELSKER at vi alle tre lægger os ind i sengen om aftenen, men det er mig, hun putter hele sin lille, lune barnekrop ind til. Jeg tror, det er noget nær den mest vidunderlige følelse i verden, når et barn trygt falder i søvn i ens favn (skrev hormonmonstret og fik tårer i øjnene…), og jeg har tænkt mig at nyde det så længe jeg overhovedet kan – så længe Bean gider!

… er man meget optaget af kærlighed, forelskelse og kys. Hun blev helt fjalet forleden, da Jonas og jeg kyssede og udbrød ‘Nåhr, mor og far!’ og hun deler gerne ud af kinder til at kysse på. ‘Du må gerne kysse/ae/nusse/kramme mig’ er en ofte brugt sætning – af og til beder hun også om fred fra kærtegn. Det respekterer vi naturligvis. Baby får også jævnligt kys og kram, og så er det vanskeligt ikke at smelte lidt.

… er man helt indforstået med, at ens tykke mor ikke kan bære en op ad trapperne til 3. sal. Det er skønt. Vi synger os af og til op ad trapperne eller tager en pause undervejs, hvis Bean har trætte ben. Men hun plager ikke om at blive båret af mig. Hun forstår godt, at jeg har nogle begrænsninger efterhånden. (Heldigt at man har en far også)

… snor man sin far om sin lillefinger. Så let som ab-so-lut ingenting. Et smut med øjnene og de lange, lange øjenvipper, hovedet let på skrå og en sød, lille stemme. Det kan manden ganske enkelt ikke stå for.

… digter man historier på livet løs. Både i prosaform og syngende. Jeg elsker at høre hende lege i sin egen verden og fortælle historier fra sin leg. Og jeg er vild med hendes selvopfundne sange – både på kendte og til lejligheden komponerede melodier.

… synger man faktisk også en hel del. Ikke mindst ‘Let it go’. Helst med tilhørende ismagi-jazz hands.

… er man stadig mad-modig, men stadig ikke vild med grøntfoder. Af og til spiser man 3 store portioner til aftensmad. Af og til 5 mundfulde. Vi forsøger i videst muligt omfang at lade hende regulere sit madindtag ved bordet selv, og det fungerer rigtig godt. Faktisk også når det gælder søde sager. Vi er ikke sukkerforskrækkede herhjemme, og fredagsslik er en fast ting. Bean får lov at vælge 4-5 stykker fra bland-selv-butikken hver fredag og glæder sig til det hele ugen. Hun ELSKER søde sager, men hun stopper, når hun ikke har lyst til mere. Også selvom der er mere på tallerkenen, fadet eller skålen. Uanset om det er slik, kage eller is. Det er ret skønt.

… er man IKKE god til at dele. Bevares, legetøj er ikke et problem, men lækkerier skal man altså ikke regne med at smage. Til gengæld må Bean altid gerne smage vores is/frugt/kage.

… plager man ikke. I betragtning af Beans selvstændighed generelt er jeg faktisk overrasket over, at hun IKKE har kæmpe hidsighedsanfald over et nej til noget, hun gerne vil. Hun spørger måske et par gange, siger ‘øv’ eller ‘jeg er lidt sur’ og så er det det. Hun er så småt i gang med at forstå manipulationens ædle kunst, så af og til spørger hun først den ene, så den anden forælder (der sidder 2 meter væk) – jeg forudser, at hun med tiden optimerer sin manipulationsteknik til noget, der er lidt mere effektivt 😉

… er man vild med at komme på museum. Ikke mindst, når der er sanseudstillinger. Jeg elsker det. Efterhånden som sprog og kognition udvikler sig, er det også vidunderligt herligt at høre hendes betragtninger, fabuleringer og forklaringer på kunsten. I sidste weekend, da vi var alene hjemme, aftalte vi at besøge Den Hirschprungske Samling dagen efter, og det sidste hun sagde, inden hun sov, var ‘Mor, SKAL vi på museum i morgen?’. Og da jeg svarede bekræftende, var responsen ‘TAK, mor’. (Tak i øvrigt til personalet for at være helt cool med, at bænkene kunne bruges som hvilepladser, og gulvet til at snurre rundt på når hun skulle at vælge et nyt billede at fortælle om!)

 photo DSC_0002_zpsklk3dgb1.jpg
 photo DSC_0009_zpsrlzjsys6.jpg
 photo DSC_0015_zpsybfs81hl.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

37:46

Så længe tager det en gravid type i uge 26 at gennemføre 5 km kvindeløb. I al fald hvis den type er mig.

I dag løb min mor, søster og jeg endnu et kvindeløb sammen sådan som vi efterhånden har gjort i mange år, og jeg havde på forhånd sat mine forventninger meeeeeget lavt. Jeg regnede bestemt med at kunne transportere mig 5 km til bens i en ellers anden form, men jeg var ikke sikker på, at jeg kunne løbe hele vejen. Dagsformen viste sig imidlertid at være aldeles glimrende (min runde form taget i betragtning) og jeg fandt hurtigt mit tempo, som holdt ved hele vejen, men et hint af slutspurt over målstregen. Det ville være løgn at sige, at jeg ikke fandt en vis tilfredsstillelse i at overhale andre løbere undervejs – helt galt står det åbenbart ikke til med konditionen, selvom jeg ikke får rørt mig nær så meget som jeg egentlig har lyst til.

Det var desuden intet mindre end fantastisk at blive mødt af en lille jublende fan på den anden side af målstregen, der hujede og klappede og faldt mig om halsen med et ‘du KLAREDE det, mor!’. Hun havde en fest med at danse med til opvarmningen, og havde løbet sit eget kvindeløb rundt og rundt på pladsen med morfar, mens de ventede på os. Så meget, at hun faldt i søvn på turen hjem!

Jeg tror, at min kvindeløbssæson er slut for nu, men jeg regner bestemt med at snøre løbeskoene lidt endnu. Indtil videre føles løb stadig fint på alle parametre, og så længe det fortsætter, bliver jeg ved. Det er det dér med at lytte til kroppens signaler. Som i øvrigt har været at have fødderne oppe det meste af resten af dagen, så måske er 5 km ved at være lige det længste. Trods alt. Heldigvis er Jonas kommet hjem fra herreweekend og har lovet at massere mine ben og fødder senere 😉

I øvrigt: Tusind, tusind tak for den fine respons på mit sidste indlæg og billede på Instagram. Det var faktisk med hjertet i halsen, jeg lagde det op, men det gav en masse god karma til på tirsdag aften, hvor jeg som bekendt skal betræde en catwalk med en flok andre kvinder, der er smukke på hver deres måde. Læs om det her

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Older posts