Krops-karantæne eller ‘Det er jo ikke en sygdom at være gravid’
Jeg glemmer løbende, at jeg er gravid. Ikke forstået sådan, at jeg ikke er klar over det. Det er i stigende grad vanskeligt at overse maven her omkring uge 22(ish) – ikke mindst fordi nogen bokser rundt derinde og har gjort det i lang tid efterhånden. Det, jeg glemmer, er de begrænsninger, der følger med graviditeten. De fysiske af slagsen, vel at mærke. Fordi jeg har det så godt, endnu ikke er generet eller føler mig voldsomt stor og tung, og ikke har andre gener end næseblod (oh the joy at sidde på kontoret med papir stoppet op i det ene næsebor…), tænker jeg sjældent over, at det måske er ved at være tid til at skrue lidt ned for ambitionerne. Denne uge var en reminder og en kontant afregning i form af et energiniveau i sofahøjde.
Ugens program var pakket med lutter gode, hyggelige begivenheder – udover almindeligt arbejde og familieliv, naturligvis. Fredagen blev afsluttet med at være ung og smart i en lille sort kjole og høje hæle sammen med de unge og smarte på Sunday i Indre By for at se Jane Kønigs nye magnetiske smykkelinje (der er vældigt seværdig, i øvrigt). Eller. Snarere at føle mig relativt malplaceret blandt fashion-crowden og træt af muligheden for at vælge mellem ‘øhm-sprite-eller-danskvand-eller-cola’, som den tyveårige bartender sagde med slet skjult foragt, da jeg bad om en Virgin Cocktail i en eller anden form. (Seriøst, danske barer, restauranter og diverse etablissementer. IND i kampen med de alkoholfri alternativer!) Selvom jeg var hjemme og i seng inden 23, så var jeg alligevel rimeligt baldret lørdag – som stod på påskeæggejagt i Frederiksberg Have og en arbejdslørdag på butiksgulvet oveni.
Jeg har brugt resten af weekenden på at være træt i kroppen. Heldigvis var der kontant afregning for ugens overambitiøse planer, så jeg har været ‘tvunget’ til at forholde mig i absolut ro på sofaen. Jeg orkede simpelthen ikke andet, og trods alt er jeg ikke dummere end at høre efter, når kroppen taler med store bogstaver. Og mellemstore også, det meste af tiden. Jeg har endda undladt at rydde LEGO’en op om aftenen OG ladet skraldeposerne stå i køkkenet i stedet for at smide dem ned i containeren. Det er store sager, skal jeg hilse og sige fra Ordens-Else, der bor inden i mig.
Påskeferien er ekstra påskønnet i år, og fremover skal jeg være bedre til at indlægge hviledage i kalenderen. For nej. Som udgangspunkt er det bestemt ikke en sygdom at være gravid. Men det er immervæk stadig en massiv, fysisk (og psykisk) opgave ens krop er på, når man sådan bygger et barn og i stigende grad bliver udfordret på det fysiske. Det, tror jeg, at gravide såvel som vores samfund skal blive bedre til at huske på. For hvis vi tillader os at holde reelle hvilepauser midt i hverdagen, er chancerne for at vi kan holde til vores hverdagsliv og arbejde helt til barslen voldsomt meget bedre, end hvis vi insisterer på at fortsætte i vanlig stil i overhalingsbanen. Graviditet er ikke en sygdom, og det er individuelt hvad vi kan og har lyst til undervejs – men for langt de fleste giver det mening at skrue tempoet ned undervejs. Helst uden at blive stemplet som pylrede, overforsigtige eller slet og ret dovne.
Det kan da godt være, at man i ‘de gode gamle dage’ blev ved med at arbejde i roemarken indtil veerne begyndte, men lur mig om ikke også nogle kvinder dengang døjede med kvalme, bækkenløsning – for slet ikke at tale om den forholdsvis større andel, der aborterede i løbet af graviditeten. Det giver rigtig god mening (også for vores samfund sådan i det hele taget) at passe på sig selv og på sit (ufødte) barn i løbet af de 10 måneder, vi i snit bærer på dem. I øvrigt var der også i ‘de gode gamle dage’ den udemærkede skik, der hed barselspotte og sengehvile for mor og nyfødt i en rum tid efter fødslen. Ikke nogen uvaner med at skulle holde barselsvisitter i et top-rengjort hjem og servere tre slags hjemmebag iført sine gamle skinny jeans og en aura al alment overskud smurt ud over 3 timers søvn på ligeså mange dage, blødende brystvorter og Tenas største bind i trussen.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Ha, det var faktisk præcis, hvad Mandens mormor sagde til mig, da jeg otte uger henne fik svær bækkenløsning og derfra bare ikke kunne en fucking skid! “Husk nu, graviditet er ikke en sygdom. Ja, jeg gik jo i marken alle fire gang, lige indtil den dag jeg fødte…”
Og så blev jeg ellers stemplet som doven. Tror måske hun fik en forståelse for det, da der var otte uger tilbage, men er ikke helt sikker 😉