Beans top 3

Gravid uden kemi? NEJ tak! (Anmeldelse af Dove Advanced Hair Series)

Det lyder meget godt (og ret helligt) sådan slynget ud i luften, ikke? At være ‘gravid uden kemi’. Specielt i vore tider, hvor gluten, laktose, sukker og kanel alt sammen kan skabe paniske tilstande i spelthjemmene (og det er en heeeeelt anden snak).

Men. Det er et fuldstændigt meningsløst og forskruet og misforstået budskab at vores liv skal være kemi-fri. Som en klog dame på et tidspunkt sagde i en lidt anden sammenhæng: ‘En baby uden kemi er en død baby’. Hvorfor nu det? Et godt eksempel er et kemisk stof, der hvert år slår mange mennesker ihjel, skaber alvorlige miljøkatastrofer og som vi alle har meget af i kroppen. Den logiske følge heraf er vel, at vi for alt i verden skal undgå og lovgive mod det stof? Svaret er nej, for så ville vi og resten af planeten dø. Stoffet er H2O. Helt almindeligt vand.

ALT i verden er kemi. Pointen er derfor, at vi ikke skal undgå kemi, men at vi skal vide noget om kemi – så vi kan styre uden om det, der er hormonforstyrrende, allergifremkaldende, miljøfarligt eller på andre måder skadeligt. Det er der forskellige gode hjælpemidler til. Eksempelvis de miljø- og allergimærkninger vi har i Danmark og Norden. Eller – hvis man er nysgerrig på et bestemt stof – Kemilex, der er et online opslagsværk (og også fås som gratis app til iPhone og Android)

Vi lever generelt ret Svane- og Astma/Allergi-mærket herhjemme. Vaske- og rengøringsmidler er Neutral, håndsæbe, ansigtscreme og babysalve og olier er Derma og Levevis. Mine neglelakker er KURE Bazaars 4-free udgaver eller ByKs 5-free (med en enkelt afstikker til Chanel i ny og næ). Maven bliver smurt ind i Weledas Mandelolie, når huden føles tør eller stram. Min makeup er også grundlæggende ‘ren’ med Jane Iredale og Tromborg som basisprodukter.

Dog er der områder, jeg ikke har fundet ordentlige alternativer – og hvor jeg ikke gider at gå på kompromis. Det gælder bl.a. hårshampoo og balsam. Her veksler jeg imellem to serier, afhængigt af, hvad jeg har behov for at mit hår skal ‘kunne’. Den ene serie er til hverdagsbrug, og den skriver jeg lidt om her, den anden er til mere festlige lejligheder og får spalteplads senere. Begge er i øvrigt produkter jeg har fået til test, bare så ingen er i tvivl.

oxygen moisture

Til hverdag bruger jeg Dove’s Advanced Hair Series, som jeg blev introduceret til for nogle par uger siden. Eftersom jeg har fint, fladt hår er Oxygen Moisture-serien mit valg, og jeg er blevet meget positivt overrasket. Tidligere har jeg været nødt til at vaske mit hår dagligt hvis det ikke skulle føles ekstremt fedtet og slasket, men i øjeblikket er det faktisk nok med en vask hver tredje dag, hvilket endda skulle være sundere for hår og hovedbund ifølge eksperterne. Det betyder dels, at jeg sparer tid om morgenen (win!), dels at jeg leder mindre sæbe ud i miljøet og bruger mindre vand og dels at jeg udsætter mig selv for mindre hårprodukt-kemi. Serien dufter – men ikke voldsomt og faktisk ret behageligt – og der er faktisk også en hårkur. Men den har jeg endnu ikke testet.

Hvis summen af ens laster er konstant og jeg (sjovt nok) ikke drikker alkohol det næste lange stykke tid – så er min shampoo min mojito-ersatz. Ikke mindst fordi den – hvis vi taler kemi – ikke bliver på eller trænger ind i huden. Jeg har rent hår og absolut ren samvittighed i forhold til mig selv og baby over at bruge produkter, der skylles ud umiddelbart efter brug. (I øvrigt: alle er med på, at conditioner ikke skal bruges i nærheden af hovedbunden, ikke?)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Beans top 3