Græsenkestatus – her går det godt | Bean

I morgen kommer Jonas hjem igen efter en god uges studietur med sine elever. Vi tager ud og henter ham i lufthavnen i morgen med en (stor!) foam finger, flag og gensynsglæde.

Det bliver så vidunderligt dejligt at få ham tilbage, men helt ærligt? Ugen som solo-mor er gået over al forventning. Bean har været en veritabel solstråle – sød, let, smilende, kærlig, hjælpsom. Vi har nydt hinandens selskab og tosomhed i stor grad. Jeg har ikke været nær så flad, som jeg var sidste år. Faktisk er jeg ikke rigtig flad endnu. Det hjælper naturligvis med en arbejdsplads, herunder chef og ikke mindst gode kollegaer, der giver mulighed for at flexe timer og arbejde hjemmefra. Det hjælper også med et barn, der ikke har været i trods-humør, men derimod har været helt igennem fantastisk. Et barn som nok i virkeligheden også har nydt en masse uforstyrret tid med mig.

1:1-tiden og det helt uforstyrrede fokus er noget, jeg tager med mig fra denne uge, og som jeg vil insistere på at holde fast i. Når vi er to voksne hjemme, så er vi jo tre om at dele opmærksomheden. De samtaler, Bean og jeg har haft, når vi har gået en aftentur eller siddet på et solvarmt trappetrin og spist årets første forårsis, har været guld værd, og jeg har nydt og nyder at høre og opleve, hvor meget, der sker med hende i øjeblikket – ikke mindst den rivende, kognitive udvikling. Hun undres, funderer og tænker over verden på en helt ny måde. Altså. Ikke ny som i ‘aldrig før set i menneskehedens historie’, men ny for os.

I eftermiddag og aften overlod jeg tøjlerne til min søster, og Bean har glædet sig hele dagen til at skulle lege med sin Moster Mette. Hun fik den største gensynsglædekrammer, da vi hentede Bean fra børnehaven og jeg kunne lige knap få lov at få et kys, inden jeg smuttede ud ad døren for en omgang mor-forkælelse på Skodsborg Kurhotel. Ja, det er luksus med den slags hjælp, og vi er så glade og taknemmelige for at kunne trække på min søster af og til. Bean og hende har fra start af haft et særligt forhold, og det bliver kun mere rørende at se Beans tilknytning og kærlighed til sin moster, efterhånden som hun bliver ældre.

Der er noget helt unikt over børns kærlighed og følelser i det hele taget. De er så oprigtige, ærlige og helt igennem uforstyrrede af agendaer. Jeg er vild med det. Og med hende her…

^^Jeg fik allernådigst lov at fange et par (fjollede!) snaps af min lille, herlige pige fra morgenleg. Hun bliver pludselig så stor at se på i et par jeans.