I øvrigt skal jeg blive bedre til at...

Beans top 3

Livet kan både være en omgang veritabelt absurdteater, ekstremt kompliceret og lysende enkelt. Særligt når man er knap 3 år gammel, lader det til.

Midt i rivende udvikling og forsøgene på at forstå og kunne alt på samme tid (RO på, barn! Ingen siger, at du SKAL kunne huske hvilke bogstaver alle dyrene starter med), så er der også noget, der er på Beans helt klare top 3. Ting, der bare er lykken uanset hvad.

1. At putte med BÅDE mor og far. Det er ultimativ lykke, men faktisk en helt ny ting, som vi egentlig mest gjorde on a whim fredag aften, fordi vi alle trængte til at hvile hovedet på puden. 5 minutter tog det for barnet at falde i søvn. 5 minutter, hvor hun først nussede og nappede og puttede med mig, og derefter gentog proceduren med sin far. Hun var helt salig, og vi har gjort det siden. På opfordring. I dag eksempelvis kvart i syv, hvor barnet selv bad om at blive puttet. For første gang nogensinde.

2. Is. I alle former, farver og størrelser. Fra den mindste ispind fra frysedisken til hjemmelavede gourmetudgaver hos Østerberg og (fra på lørdag igen) Olufs. Endda en lækker, men ikke børnemindet pinjekerneis nød hun hos Tony’s. Is-samlesættet fra LEGO Duplo købte vi til hende for over et år siden, og jeg lyver ikke, når jeg siger, at is indgår i en leg hver eneste dag.

3. Tumle-lege. Det her er klart Jonas’ force og noget, mine to yndlingsmennesker har sammen. Jeg er skidegod til at lege rollelege, men jeg er slet ikke vild og blodig nok for Bean, når det handler om at bygge og klatre på Tarzanstier rundt i hele huset, på legepladsen eller – allerbedst – når der slåsses og hoppes højt i sengen. (Til gengæld er jeg den bedste til at putte sig ind til og nusse, hvis legen alligevel bliver lidt for vild. Nå.)

4.-pladsen er lidt svær at koge ned, for den handler om andre mennesker. Ikke andre mennesker i almindelighed, men Beans yndlingsmennesker i særdeleshed. Hun kunne næsten ikke få formiddagen til at gå hurtigt nok i lørdags, hvor mormor og morfar skulle komme til frokost. Eller vente til onsdag, hvor moster Mette henter i børnehaven. Eller hvis nu den store kusine på 4,5 skulle komme på besøg og lege. Der bliver også ofte spurgt til farmor og farfar, men de bor tværs over Danmark, så det er ikke dem, vi oftest ser.

Bean 1 år

^^Bean. 1 år plus det løse. Jeg kan ikke begribe, at hun snart bliver tre. Eller hvor lille hun engang har været.

… på min personlige top 1 er i øvrigt Bean (beklager, Jonas). I allerhøjeste grad, når hun kigger op fra en leg og spontant siger ‘Jeg kan rigtig godt lide dig, mor’ eller giver mig en kæmpe krammer og et kys ved sengetid og siger ‘Jeg elsker dig, mor’. Eller når hun fortæller røverhistorier og næsten ikke kan holde masken af indestængt latter. Eller når hun er rasende og frustreret og alligevel kan forklare, hvorfor hun er så vred – og når jeg kan hjælpe hende og gøre det bedre. Eller, eller, eller.

Jeg gad i øvrigt vide, om man kan have plads til to børn på top 1?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

2 kommentarer

  • Line

    Fantastisk pige ❤️.

    Og der er IKKE plads til 2 børn på en top 1.
    Det smarte ved barn nr. 2 er at de får lavet deres helt egen top 1.
    Så Bean vil altid være nr 1. Og den lille ny vil også altid være nr. 1 – bare på en anden top 1. Det er skide smart.

    Søskende er bare forskellige. Og det er fantastisk og helt umuligt at have med at gøre ❤️. Og de kan ikke sammenlignes… Heldigvis!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Good to know <3 Det er virkeligt godt indrettet af vores hjerner sådan at lave simultan-top 1!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I øvrigt skal jeg blive bedre til at...