• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Græsenkestatus - her går det godt

5 forskelle på at være gravid første og anden gang

Bean og jeg er taget ud for at hente far hjem, så det bliver en light omgang fredagsblogging, planlagt på forhånd, for at det ikke skal være løgn. Som regel er det type and go her på Østfronten, men i dag og i aften handler det om familietid og ikke skærmtid.

Så. Jeg har på forhånd funderet lidt over det her med at være flergangsgravid og hvordan det – indtil nu – har adskilt sig fra dengang, jeg var gravid med Bean.

1: ‘HVORNÅR VIDSTE DU DET?’
Med Bean vidste jeg, at jeg var gravid, da jeg så de to streger på testen. Vi havde været igang med ‘projekt baby’ i et par måneder, men fysisk havde jeg ikke mærket noget.

Denne gang var jeg faktisk sikker nærmest fra undfangelsesøjeblikket (beklager, hvis det er for meget information!) Tidsrammen fra start til resultat var næsten identisk, og jeg ved ikke, hvori forskellen egentlig består, men jeg var ret sikker på, at der var noget undervejs og havde mentale ‘samtaler’ med den lille klump celler, der var igang med at dele sig i rygende fart. Jonas troede ikke på det, før der var et håndgribeligt bevis. Hvilket jeg bestemt ikke fortænker ham i!

2: MOR ER TRÆT
Første gang var jeg t-r-æ-t. Med træt på. Jeg tror, jeg gik i seng senest kl. 20 hele første trimester, og jeg følte mig baldret det meste af tiden. Denne gang har jeg ikke mærket noget særligt til trætheden. Min personlige teori er, at det er min forståelse af træthed og mine tolerancetærskler, der er rykket gevaldigt.

Kvalme gør jeg det ikke i, når jeg er gravid. Som i overhovedet ikke. Næseblod, ja. Med ujævne mellemrum. Men ikke andet. Jeg klager på ingen måde overhovedet.

3: MOR ER NERVØS
Med Bean var jeg nervøs hele første trimester, og hver eneste ligamentsmerte var årsag til en usikkerhed – for var det nu et tegn på, at noget var helt galt og at jeg var igang med at miste noget, jeg ikke engang havde haft rigtigt endnu. Den følelse holdt sig det meste af graviditeten, faktisk. Ikke mindst fordi vi var til lidt ekstra scanninger for at holde øje med, hvor stor Bean var.

Denne gang er jeg meget mere rolig og hviler i, at det hele nok skal gå som udgangspunkt. Vi afslørede de glade nyheder for vores nærmeste allerede til jul, hvor jeg var knap 8 uger henne, og det havde jeg bestemt ikke gjort første gang. Ligamentsmerter og diverse øvrige fornemmelser har ikke fået mig op i det røde felt; det er en absolut positiv forandring.

4: 19+ …HVOR MANGE?
Vækkede du mig kl kvart i 4 om morgenen på en hvilken som helst dag i min første graviditet, havde jeg kunnet svare på præcis, hvor langt jeg var henne. 8+4. 17+0. 39+5. Anyday. Anytime. Der blev fulgt ekstremt meget med, og min indre kalender og barometer havde den voksende mave som fikspunkt.

Denne gang? Not so much. Hovedårsagen til at jeg ved, jeg er halvvejs om lidt er, at vi har en scanning i næste uge. Bevares. Vi læser i Politikens Graviditetsbog omtrent en gang om ugen, men nogle uger glemmer vi det altså. Jeg har ikke nær så meget tid til at forholde mig til, at jeg er igang med at gro endnu et lille barn; for der er et andet barn, et familieliv og et arbejdsliv, der også fylder og som skal fylde.

Dog er jeg i færd med at kigge lidt efter et frirum, hvor jeg bare kan være gravid. Gerne kombineret med lidt træning, så der også bliver skemalagt tid til det.

5: MAD
Da jeg var gravid med Bean, var jeg ærgerlig over ikke at kunne kaste mig over røde bøffer og tun ad libitum. Jeg havde derimod ingen deciderede cravings eller antipatier overfor nogle fødevarer. Ingen ubændig trang til kridt eller syltede agurker med vaniljeis. Til gengæld var lavt blodsukker et no-go. Det gælder også for denne gang, at jeg bliver et ubehageligt menneske og kan få det helt skidt, hvis jeg ikke løbende får næring og energi.

Denne gang er der sket det utroligt mærkelige, at jeg har mistet lysten til chokolade. (Parantes indsat med pause og plads til at du kommer dig over chokket!) Bevares, jeg spiser det gerne, hvis jeg bliver aktivt udsat for det. Men det er ikke noget jeg opsøger selv. Lysten til min daglige kop kaffe svinger også fra dag til dag. Til gengæld har jeg konstant lyst til frugt og grønt. Særligt i første trimester var det voldsomt, og jeg lurer stadig på om jeg ikke skulle investere i en juicer for at give kroppen det, den har lyst til – på en lækker og lidt anderledes måde. Så sig lige til, hvis du kender en god model, der er nogenlunde til at gøre ren og ikke koster en bondegård!

 photo DSC_0002_zps0u0cumqb.jpg
^^Et ikke helt nyt billede, fra dengang man begyndte at kunne ane maven. Her fra ultimo januar med et af de fine, fine Milestone Cards som jeg luskede med hjem fra arbejde i december under påskud af at det var en gave til en veninde… Find dem HER (også til baby)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

3 kommentarer

  • Anja

    Stort stort tillykke :0) Her prøver vi selv at gøre t lille søvnmonster til storesøster, kan jo ligeså godt have to nu vi alligevel ikke sover, men måske vi er nød til at udvide sengen en smule ;0)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Jeg er vist gået glip af noget her. Jeg plejer at være ret flittig læser hos dig men altså … graviditet?? Hvor småt har du skrevet det siden jeg slet ikke har fanget det?
    Ihh altså 😉 Men tillykke – det bliver spændende at følge med i Bean 1 og 2 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Haha – der kom den store afsløring på min fødselsdag d. 11. 🙂 Tak, forresten. Hvor dejligt at du følger med.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Græsenkestatus - her går det godt