Det ER sjældent, at Bean og jeg decideret matcher. Alt andet lige fordi børnetøj og kvindetøj i sage
Se næste indlæg >
HJÆLP! Vi skal smøre madpakke
Egentlig var det ikke planen, at Bean skulle i en institution uden madordning, for jeg er mere end varm tilhænger af at børn får varm mad midt på dagen (i al fald nogle dage), at de lærer at spise et fælles måltid, og at madglæden kan smitte dem, der måske har lidt svært ved nye madvarer. Læs: dem, man ofte kalder kræsne. Det udtryk bruger vi i øvrigt ikke hjemme på Østfronten. Faktisk italesætter vi slet ikke ‘kræsenhed’, når der er børneører til stede. Bean har hele sit liv haft en aversion mod langt de fleste grøntsager. Mens andre babyer kastede kartoffel/gulerodsmos i sig, så spyttede Bean det konsekvent ud. I dag har hun lært at sætte pris på kartofler, gulerødder, majs og nogle andre af de grønne sager, og vi arbejder på sagen med resten. Vi taler om at være mad-modig, når man spiser. Man er mad-modig, når man smager på tingene. Uanset om man stikker tungen ud og slikker på et salatblad, putter cherrytomaten i munden og tygger inden den ryger ud – eller spiser noget nyt eller noget, man ikke tidligere har kunnet lide.
Bean siger det selv. ‘Jeg er mad-modig’. Og det er hun. Fordi hun får lov til at være det. For os er det og har det altid været meget vigtigt med mad-glæde. At spisetid ikke blev en kampzone. Der er ingen, der tvinger nogen til at spise op. Never. Jeg stoler ret meget på mit barns egen, medfødte sult- og mæthedsfornemmelse. Vi laver ikke synderligt børnevenlig mad. Bevares, det voldsomt krydrede går vi udenom, men derudover spiser vi nogenlunde, som vi altid har gjort. Det betyder, at Bean nogle aftener spiser et par mundfulde og andre igen spiser mere end jeg gør. Uanset hvad, går hun ALDRIG ned på kød. Eller sovs. Eller risotto. Eller rejer.
Nå. Det var egentlig slet ikke det, det skulle handle om. Sagen er den, at vi fra på mandag simpelthen skal til at smøre madpakke. Hver dag. Jeg kan godt selv tænke nogle tanker om, at et pølsehorn eller pizzasnegl af og til vil være et hit – men jeg tvivler på, at børnehaven kan re-heate aftensmadsrester som jeg ofte gør på mit job. Jeg har brug for jeres hjælp og erfaringer til hvordan man laver nærende, spændende madpakker. Uden at det skal tage aaaaalt for lang tid.
Så byd ind (tak)! Forslag, tips og tricks til bedre madpakker til børnehavebørn modtages med kyshånd. Jeg tænker at lave et opfølgnings-indlæg og dele ud af jeres bedste råd. På den måde vinder vi alle, tænker jeg.
(Billedet er lånt herfra)
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Åha – jamen, jeg er jo en af dem, der rent faktisk godt kan lide at smøre madpakker og gjorde det med glæde, da Ældsten gik i en børnehave uden madordning. Det kom lidt bag på mig, at jeg syntes, det var hyggeligt, men sådan blev det – måske fordi madpakken blev modtaget med begejstring dagligt 🙂
Jeg puttede aftensmadsrester i madkassen de dage, vi havde fået noget, der ikke behøvede at blive varmet – kyllingelår, frikadeller og pasta, bare for at nævne nogle eksempler. Og hvis der ikke var madpakkevenlige rester, blev det typisk til en wrap med lidt smøreost, tyndtskårne grøntsager og skinke eller kylling. Eller et pitabrød eller en klapsammen med favoritpålægget på det pågældende tidspunkt. Nogle gange stukket ud med en fiks lille form. Andre gange (som oftest) ikke :-). Der kunne også være et hårdkogt æg med et ansigt på skallen med.
Derudover fik hun altid grøntsager med af en art – agurker, små tomater og/eller majs i en lille bøtte, og så også en lille bøtte med et par mandler, rosiner og andet ‘dimsemad’ og lidt frugt. I det hele taget var madpakken vist ret ‘dimset’, men Ældsten har alle dage godt kunnet lide at have noget forskelligt at vælge imellem, og så ikke nødvendigvis så meget af hvert. Indholdet blev naturligvis tilpasset efter, hvad jeg kunne se, blev spist – hvis tomaterne konsekvent kom urørte tilbage, blev jeg ikke ved med at putte dem i madkassen.
Så det var egentlig bare mine madpakkeerfaringer. Spændende med børnehaveopstart – det er en stor ting! I øvrigt tak for mad-modig-ordet. Hermed adopteret til hjemmebrug hos børn, der helst kun vil spise pasta for tiden … 🙂