Fagre nye verden…

Så. Nu kan jeg ikke længere komme uden om det faktum, at jeg (vi) er forældre til et børnehavebarn.

Første dag er vel overstået og vi er klar på runde to i morgen, hvor der lægges en halv times ‘alenetid’ til, når Bean skal blive og spise frokost uden mig. Jeg tror, børnehavestart er overvældende for alle. Både barn og forældre. Måske mindre, hvis der er tale om en integreret institution, hvor introduktion til voksne og til andre, større børn har forløbet gradvist. Selvom vi med vilje har takket ja til tilbuddet om en relativt lille børnehave – ikke mindst fordi bedsteveninden fulgte med i købet – så er det alligevel en omvæltning af komme fra kendte, trygge rammer med otte børn i alderen 18-35 måneder til et sted med noget større børn, der kan meget mere, leger vildere og kender alle rutinerne.

Bean brugte det meste af dagens to timer i nærheden af enten Jonas eller jeg og fandt nogle Duplo-ting og et par dyr at lege med. Til sidst fik en af de store piger dog gjort hende så nysgerrig på sin ‘jeg leger, jeg er en kat’-leg, at hun klatrede ned fra stolen og var med.

To timer var rimeligt og rigeligt for os alle, så vi vinkede farvel og på gensyn, da madkasserne blev fundet frem fra køleskabet. Alle tre mættede på indtryk og på støj! I forhold til hvad vi er vant til, er der altså noget mere gang i den og en del mere larm på en børnehavestue.

Madpakken er smurt til i morgen (og allerede her, på dag to, kan jeg forudse med helt klart blik, at jeg ALDRIG kommer til at nyde den del af familielivet. Honest. Det er simpelthen en røvsyg opgave), tøjet er fundet frem og nu forsøger Jonas at få barnet til at overgive sig til søvnen efter en maraton-lur på to timer i eftermiddags. Det betyder, at jeg endelig har tid og overskud til at sætte mig foran Mac’en. Egentlig havde jeg planlagt at skrive om afslutningen i dagplejen i går aftes, men så skete der det, at jeg faldt i søvn, mens jeg puttede Bean. Og først vågnede igen halv elleve. For at børste tænder, kysse Jonas godnat og smutte direkte ind i ske med Bean igen.

Jeg skal nok skrive om (den tårevædede) afsked med Verdens Bedste Dagpleje. Men for nu er blikket rettet fremad mod en uge, der skal vænne Bean til børnehavebarnslivet. Heldigvis må krammedyr godt komme med i børnehave. Og heldigvis er der nogle søde, store børn i flokken, der godt kan finde ud af at inddrage de små i legen. Og heldigvis lader pædagogerne til at være rigtig dygtige. Men derfor er det stadig vildt, så jeg kan ikke forestille mig andet end at det kommer til at tage noget tid inden vi helt finder fodfæste og falder til i vores nye roller og omgivelser.

Første dag i børnehave

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg